19. august 2009, 22:30

En kvindes ansigt er på vej til at blive absorberet af spejlet. Måske presser hun sit ansigt ind i spejlet? Måske trækker spejlet hende til sig, mens hun forsøger at holde igen? Måske forsøger hun at få indblik i en verden bag spejlets refleksion af virkeligheden, som vi kender den? Susanna Hesselbergs fotografi er meget velvalgt som plakat for udstillingen »The Eye in the Door« i Kunsthallen Nikolaj, der forsøger at få os til at gå bag om de vante måder at iagttage og forstå verden på.

Hvor kvinden foran spejlet i Hesselbergs fotografi befinder sig mellem to verdner, hvoraf den ene forbliver usynlig for os, smelter to verdner sammen i Omer Fasts videoværk. Nutidige personer lever som historiske rekonstruktioner af 1800-tals karakterer og fremstår derved som en sammenblanding af tider, der gør det umuligt for os som beskuer at skille mellem fiktion og virkelighed. Dette spring i tid og rum gør, at der opstår et helt særligt transitrum, en underlig vakuumtilstand, som går igen i mange af udstillingens værker. Særlig flot og underspillet er det i Morten Dysgaards video, hvor to kvinder går frem og tilbage i en lang hvid gang. Den ene er vestligt klædt og i højhælede sko, den anden bærer tørklæde. Det er som om de går mod hinanden og væk fra hinanden i en stadig bevægelse uden på noget tidspunkt at mødes. Deres kropsholdning og blikke er stålsatte, men de kommer ikke hinanden nærmere.

Medieeksperimenter
Fælles for flere kunstnere på udstillingen er, at de eksperimenterer med de medier, der er blevet en integreret del af vores hverdag. Med mobil­telefon har Ulrik Heltoft skabt en film om arkitekten Lauritz de Thurah og Vor Frelser Kirke, og Louise Holmgren har brugt sms’ens korte prosaform til at skabe imaginære billeder med både tidsligt og et følelsesmæssigt spænd. Jeannette Ehlers har indarbejdet scenarier fra kunst­historiens store erotiske billedlager i en såkaldt flickerfilm, hvis stroboskopiske effekt forener to filmforløb i en flimrende sammenhæng, der på én gang udfordrer øjnene fysisk og vores indre trang til at skabe sammenhæng. Det vi ser obstrueres kontinuerligt – og vores visuelle hukommelse udfordres. Generelt lykkes udstillingen med at synliggøre forskellige forandringsprocesser i tid, rum og identitet.

Åben for alle
I kunsthallen Nikolajs Nedre Galleri har de to kunstnere Charlotte Bergmann Johansen og Mille Rude skabt afløseren for den årlige sanseudstilling, der tidligere har været rettet mod børn, men nu åbner op for alle aldersgrupper. I en totalinstallation med skulptur, video, musik, film og performance. vises filmoptagelser fra kunstnernes rejse til Hawaii, Californien og Las Vegas på tre store skærme omgivet af to hvide elektriske kørestole og lysende vandmænd. Holdt i kridhvidt er hele det gamle kirkerum omdannet til en scene med stilfærdigt absurde kulisser. Havfruer er udstillingens velvalgte omdrejningspunktet, der giver mulighed for at spænde et eventyrligt tema ud fra dyb tragedie til slapstick humor, når kunstnerne selv ifører sig kostumer.

Problemet er, at der ud over ferniseringsaftenen kun er otte performances i løbet af udstillingsperioden, og at det tilsyneladende gennemarbejdede workshopprogram er rettet mod skole­klasser. Det vil sige, at når man som jeg sammen med min søn går ind for at opleve udstillingen i den forgangne weekend, virker udstillingen faktisk en anelse kedelig trods potentialet i det fantasi­fulde univers. Man kan ikke forvente, at børn vil sidde, ligge eller kravle ret længe i en udstillingsopbygning, der ikke i højere grad opfordrer og udfordrer til aktivitet. Der er mange gode intentioner og ikke mindst humor, men det er ærgerligt, at man ikke prioriterer det højere, at udstillingen skal fungere i sig selv. Det kan derfor anbefales, at man ser udstillingen den 29. august hvor næste performance vises kl. 14, eller i forbindelse med en af de kommende syv performances. Hvornår de er, kan ses på www.kunsthallennikolaj.dk.

@BM KUL ANM. LILLE 2:HHHHHH

@BM KUL ANM. LILLE 3:The Eye in the Door.

@BM KUL ANM. LILLE 2:HHHHHH

@BM KUL ANM. LILLE 3: