17. juni 2010, 10:01

Strålende solskin, høj himmel og en kongelig højhed i strålende humør. Der var fest på Kongeskibet Dannebrog i går, for en ny digtsamling af prins Henrik så dagens lys, og den lyriske prins tog selv imod journalisterne og de andre gæster - venner og kunstnere - der kom forbi. Loyale, royale gravhunde tullede rundt, og de lod sig gerne nusse lidt, mens lyset blinkede i det blå vand, og på programmet stod lidt højtlæsning fra bogen, der er på to sprog, naturligvis. Prinsgemalen er ganske vist prins af Danmark, men modersmålet er jo fransk, og derfor hedder bogen, der handler meget om kærlighed, både »Roue-libre« og »Frihjul«.

En smuk udgivelse er det også, med illustrationer af Dronningen og Maja Lisa Engelhardt, og bogen er udgivet af Poul Kristensens Forlag, der også stod for de fine udgaver af Prinsgemalens tre andre digtsamlinger, »Chemin faisant«, »Cantabile« og »Hviskende brise«. Det er, som det skal være. »Velkommen til min lille begivenhed«, sagde dagens hovedperson, og så talte han til forsamlingen om, at det at skrive digte i vore dage jo egentlig er en anakronisme, for der er så få mennesker, der læser poesi.

»Men hvorfor ikke prøve det,« spurgte Prinsgemalen retorisk, og så talte han videre om det at fordybe sig i en nutid, hvor alting skal gå så hurtigt, og hvor overfladen har overtaget, og om en tid, hvor en strøm af nyheder og et konstant udbud af underholdning gør mennesker rod- og rastløse.

»Derfor er poesien en nødvendighed,« sagde han og fortsatte: »Her formuleres følelser i ord. Her nærmer vi os verdens sande væsen og de evige spørgsmål, som mennesker stiller til deres liv.«

Prins Henrik ser, forstår man, poesien som et spejl af verden. Som en trøst i vores søgen efter det fuldkomne og som et medium mellem på den ene side det mest intime i os og på den anden side verden med dens mange facetter. Men poesien skal også - og det er vigtigt - være en nydelse.

»Derfor skal ordene spille deres egen musik,« sagde Prinsgemalen, og det kan den, set med hans poetiske briller, i særlig grad gøre i den klassiske lyrik, som ligger hans eget hjerte nærmest, og som ikke går af vejen for hverken rytmer eller rim. Formløshed er ikke prins Henriks sag, men frihed skal der alligevel være plads til, deraf titlen på den nye digtsamling, som i hovedsagen er oversat af digteren Peter Poulsen, men med enkelte oversættelsesbidrag fra ophavsmandens egen sprogbegavede hustru.

»Jeg kunne ikke forestille mig en mere intim og forstående medarbejder end Dronningen,« sagde Prinsgemalen varmt.

Og ville han ikke også læse lidt op? Det ville han da gerne, og han begyndte med titeldigtet, »Roue-libre«, der passede så godt til dagen og stemningen, for det begynder med ordene »Mon âme est en vacance/Adieu souffrance!/ Quelle chance/Quand j`y pense!«, der betyder »Min sjæl holder fri/Farvel slaveri/Nu er det forbi/Jeg er glad indeni!«

Endnu et par digtoplæsninger blev det til, der skulle kun nødes en lille smule. Prinsgemalen læste »Prends garde« (»Pas på!«) og »Ange gardien« (»Skytsengel«), og hver gang efterfulgt af Peter Poulsens gode oplæsning af samme digt i dansk oversættelse. Så var der et lille glas champagne til hver og en signeret udgave af nyudgivelsen, og så var den digtsamling sat i søen og pænt farvel og tak. Journalisterne kravlede ned ad lejderen, og nu kom Dronningen sejlende, og fra chaluppen, der sejlede tilbage mod Nordre Toldbod, kunne man se hende stå på dækket med bogen i hånden og et smil på læben. »Roue-libre«/«Frihjul« er Prinsgemalens bog. Den er også en lille smule hendes.