Nul stjerner til Whitney

— 0 stjerner

Anmeldelse: Publikum udvandrede helt forståeligt undervejs i popdivaens både sørgelige og ynkelige optræden i København. Whitney Houston lignede og lød som et tikkende hjertestop.

Whitney Houston under koncerten i Forum i København 3. juni 2010.
Whitney Houston under koncerten i Forum i København 3. juni 2010.

Enten er hun verdens bedste standupkomiker og fortjener som sådan seks stjerner for sit show i Forum i København. Eller også er hun den mest succesfulde sangerinde i pophistorien med 25 års karriere bag sig, og ingen, og jeg mener det virkelig INGEN nutid kørende for sig. Fremtiden taler vi slet ikke om. Desværre er Whitney Houston det sidste.

Hendes meritter på toppen af alverdens rekord- og hitlister havde trukket knap 7.500 modne publikummer ind i Forums bagende varme i håbet om at høre en fantastisk stemme og en perlerække af sange fra dengang, Whitney var den kvindelige pendant til den nu afdøde popkonge Michael Jackson. Men det blev der intet af.

LÆS OGSÅ: Whitney flopper i Forum

Whitney Houston har allerede turneret det meste af verden tynd. Overalt hvor hun er kommet, har man i de stedlige medier kunnet læse dagen efter, at hun ikke kunne ramme en tone og var forpustet efter tre minutter. At publikum udvandrede og mange billetholdere blev hjemme. Med tanke på hendes seneste album fra sidste år, "I Look To You", som slet ikke er så skidt og indimellem endda rigtig godt, kunne det vel ikke stå så galt til? Men det gjorde det. Havde man frygtet det værste, kune man gange det med ti. Whitney Houston var igennem halvanden time mere pinlig end Frank i en af de virkelig slemme episoder i "Klovn".

Prustede og svedte

Lad os tage det fra begyndelsen. Inden koncerten blev der varmet op med Michael Jackson, Stevie Wonder og andet godt fra den sorte populærmusikhistorie. Så stemningen i den gamle cykelarena fejlede ikke noget.

Kamabarometeret slog ud til den helt rigtige side. Og tyve minutter i ti entrede aftenens hovedperson fremdeles den fine scene, der var bygget op som en gammel, eksklusiv natklub i to dæk, til øredøvende bifald.

Hun var 20 kilo tungere, end da hun sidst optrådte i Parken, men hun så stadig elegant ud. Hendes øjne så knap nok ud til at være åbne, og i løbet af første nummer justerede hun hele tiden sin headsetmikrofon altimens hun hilste på publikum tværs over scenen og satte lyde og ord sammen til en eller anden form for sang.

Endnu et nummer mere, og hun prustede, harkede og kampsvedte som en fyrbøder på et gammeldags damplokomotiv. En pause med vand og noget at tygge på var nødvendig. Hun lød faktisk som en person, der havde røget 60 Kings uden filter i 40 år og udnyttet de få vågne minutter mellem cigaretterne til at tygge nikotintyggegummi.

Whitney kunne knap nok trække vejret, og hendes forsøg på at synge krævede så store anstrengelser, at hun måtte vrøvlesnakke med publikum for at få vejret - det skete tilmed i selve numrene. Rablerierne tog til, og kun en sjælden gang fik hun fremstammet noget forståeligt i retning af, "jeg vil give jer det bedste, jeg har", men mestendels var det sort snak om kærlighed til alt og alle, samt komplet ligegyldige forklaringer omkring hvilke folk, der havde skrevet hvilke sange til hende. Så langt trak hun den, at der efter 40 minutter blot var spillet fire sange - eller hvad man nu skulle kalde dem.

LÆS OGSÅ:
Hvordan oplevede du Whitney? Læs koncertgængernes oplevelse!

Sørgeligt

Fraseringerne var utrolige, som om hendes stemme var gået i overgang, ordene i sangene blev byttet ud med støn og mumlen. En sjælden gang ramte hun noget, der mindede om noget fra tidligere tider, og havde hun været i fysisk form, kunne det måske -, og kun måske - være blevet til noget hæderligt. Og så alligevel slet ikke, simpelthen fordi den 46-årige diva virkede som om, hun levede i en helt anden verden.

Det var faktisk sørgeligt. Allerede efter fem minutter havde man set mere end rigeligt og burde have spenderet sin torsdag aften på noget mere fornuftigt eller rart. Der gik et kvarter, da de første 900 kroners billetholdere rejste sig fra sæderne uden at komme tilbage.

Efter de førnævnte fire sange overlod hun scenen til sin storebror og de tre øvrige, kvindelige medlemmer af koret for at skifte tøj. Pausen varede ikke mindre end et kvarter. I det mindste kunne de tre kvinder synge, de leverede aftenens eneste udholdelige minutter. En akustisk afdeling helt fremme på scenen fulgte, man troede ikke sine egne ører, ikke en melodi ramte hun og lød mere og mere som et treårigt barn der bare sidder og digter en vrøvlesang, mens det bygger med duploklodser.

Monolog om Michael Jackson

Det skulle blive værre endnu. For næppe havde bandet fundet tilbage til deres elektriske instrumenter, da Whitney pludselig afbrød en sang for at trække vejret og fortælle, at da den sang blev indspillet, skete der noget forfærdeligt i hendes liv. Og så gik hun i selvsving i en surrealistisk monolog om Michael Jackson, som hun kendte, beundrede og selvfølgelig knuselskede.

Pludselig blev det for meget for publikum, der bad hende holde op og komme i gang med musikken, hvortil hun slog fornærmet med nakken og sagde, "Nå, vil I have mig til at stoppe med at snakke? (stor publikumsjubel). Aha, men hvis I ikke vil høre mig snakke, så ved I, hvad I kan gøre".

Buh-råbene fulgte promte, og man kunne se, at hun kæmpede for ikke at starte et endnu mere pinligt raseriudbrud, men det blev til et sammenbidt "You pissed me of now". Det bizarre scenarie blev dog for meget, stemningen tippede uoprettelig over og horder af publikummer satte kurs mod udgangen.

De missede fremdeles klassikere som "Saving All My Love For You", "I Wanna Dance With Somebody", "How Will I Know". Det skal de være glade for. Musikerne kunne sagtens spille dem, men Whitney faldt forkert ind, mumlede og gryntede lidt og overlod samtlige omkvæd i sangene til koret. Det var ligeledes tilfældet i signatursangen "I Will Always Love You". Men lige netop den sang mindede i det mindste om en sang, idet den slukkede stjerne trak den ned på det niveau og i de toner, hun kan gabe over i dag.

Et tikkende hjertestop

Det ændrede naturligvis ikke en tøddel ved, at man tog sig selv i at sidde og føle medlidenhed med kvinden, der har solgt 140 millioner albums og således tjent milliarder af kroner på sin stemme. Det var uværdigt. Og at tænke på, at dette inferno af lige dele chok og tragikomik har udspillet sig hele vejen rundt om kloden aften efter aften, var næsten ikke til at bære.

Det fortjener intet menneske. Og Whitney Houston var tydeligvis ikke i stand til at vurdere noget som helst, der havde blot den mindste gang i den virkelighed, vi andre sad midt i. Mest af alt sad jeg med den bange følelse af, at hun kunne dratte om med et hjertestop, hvilket øjeblik det skulle være. Hun lignede og lød ikke som en person, der har mange år tilbage at leve i. Til sidst lignede hun da også en person, der var ved at eksplodere.

Jeg er næsten ked af at skrive det, men hvis jeg havde billet til fredag aftens koncert samme sted, ville jeg lave andre planer.

Whitney Houston torsdag i Forum, 0 stjerner

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.