Nu tør Tabita se sig selv i spejlet

En uundgåelig afsked med Gud kaster en ung pige ud i et brat opgør med de værdier, der har formet hendes sind og begrænset hendes frihed. Dette er historien om Tabita Brøner, som forlader Jehovas Vidner, men selv ender med at blive forladt. Om en tilværelse i tvungen isolation. Og om evnen til at træffe det rigtige valg.

Tabita bor i dag i en lille et-værelses kollegie-lejlighed i København. Intetsteds på lejlighedens hvide vægge hænger billeder af hendes forældre eller søskende. <br>Foto: Linda Henriksen<br>
Tabita bor i dag i en lille et-værelses kollegie-lejlighed i København. Intetsteds på lejlighedens hvide vægge hænger billeder af hendes forældre eller søskende. <br>Foto: Linda Henriksen<br>
Bordet tårner sig op foran hende. De tre blege mænd sidder skulder ved skulder på den ene langside. De stirrer på hende, da hun med tøvende skridt nærmer sig. Stabler af papirer, bøger og bibler ligger spredt på bordet. Det er en onsdag aften i marts 2000, og 17-årige Tabita er nervøs. Bange. Hun føler sig mikroskopisk i det dunkle rum.

Hun trækker stolen ud, sætter sig ned og tier afventende. Det lyse hår er omhyggeligt strøget om bag ørene. Mændenes blikke brænder i hendes hud. Hun kender dem alle tre - har kendt og respekteret dem altid. Det er De Ældste. De højest agtede og mest lærde i den Jehovas Vidne-menighed i Hobro, som Tabita er vokset op i.

»Kyssede du ham?« spørger den ene.

»Rørte du ved ham?«

»Rørte han ved dine bryster?«

»Havde I sex?«

Spørgsmålene bliver mere og mere nærgående. Hele hendes spinkle krop ryster. Tabita ved godt, at hun har gjort noget forkert. Hun har overnattet hos en dreng. Det er strengt ulovligt ifølge reglerne. Hendes blik flakker rundt i det kvadratiske lokale. Væggene er dækket af reoler, fyldt med litteratur og blade. Hun kan ikke få sig selv til at se dem i øjnene. Skammer sig.

De tre mænd sender hende uden for døren. De skal diskutere, om hun skal straffes for sin ugerning. Tårerne triller ned ad kinderne på hende, da hun sætter sig hen til sin far. Han har siddet på en bænk og ventet under hele forhøret. Han klapper hende på skulderen. Prøver at trøste hende, men hun ænser ham knap nok.

Døren går op. De kalder Tabita ind igen. De Ældste har forberedt en belærende tale. Hun skal bryde forbindelsen med drengen, kræver de. Til gengæld vil de dysse sagen ned, så hun slipper for at blive stemplet som dårligt selskab foran resten af menigheden ved næste søndagsmøde. Tabita er klar over, at hun har været heldig, men straffen er alligevel uudholdelig. Forgæves trygler hun om at få lov til fortsat at se sin kæreste. Hun er jo bare forelsket. »Det var det mest forfærdelige, jeg nogen sinde havde oplevet. Jeg havde skuffet alle - pludselig stod jeg helt alene.«Tabita Brøner er opkaldt efter en syerske fra Det Ny Testamente. Hun har været Jehovas Vidne hele sit liv. Lige så længe hun kan huske, har hun hver tirsdag, torsdag og søndag trukket i det pæne tøj for at deltage i møder og foredrag sammen med sine forældre og søskende. Allerede mens hun lå i barnevogn, var hun med sin familie ude at stemme dørklokker. For det meste sammen med sin far.

Hun har altid tilbragt mest tid med ham. Han var legeonklen, mens hendes mor havde rigeligt at gøre med madlavning og tøjvask til fem børn. Når han ikke læste Tarzan-bøger højt, var de ude i naturen. Sammen kunne de få timer til at gå med at passe de mange dyr på gården. Æsler, kaniner, katte, hunde og høns.

Nogle gange fik Tabita lov at komme med, når han skulle ud i Rold Skov og ringmærke ugler. Så tog de varmt tøj på og kørte af sted i den gamle, grønne Saab. Hun stod for foden af træet og så fascineret på, mens faren frygtløst klatrede op til uglekassen.

Men den trygge barndom er langt væk nu. Alt har ændret sig, efter at hun er blevet ældre. Konstant får fornuften hende til at sætte spørgsmålstegn ved de religiøse leveregler, hun er opdraget med. Langsomt begynder hun at leve to liv - som den glade og livlige Tabita, der forelsker sig og forkaster de værdier, der tidligere har styret hende, og som den pligtopfyldende Tabita, der er et godt Vidne for Jehova.

Afsløringen af, at hun har overnattet hos en dreng, har nu vakt menighedens og familiens mistillid. Hendes to uforenelige tilværelser er kollideret. Hun mærker, hvordan det stramme regelsæt hos Jehovas Vidner indskrænker hendes frihed, men hun nægter at give slip på verden udenfor. »Jeg kunne godt have ønsket, at jeg havde haft mulighed for at følge mere med mine jævnaldrende, da jeg var yngre. Så ville jeg have følt mig mere normal i dag.«Tabita trækker dynen helt op til hagen. Der er stille i det mørke værelse. Hun folder hænderne og lukker øjnene.

»Gud, Jehova,« siger den 17-årige pige sagte for sig selv. Det har hun gjort tusindvis af gange før - hver aften, lige inden hun har lagt sig til at sove. Men denne gang er bønnen en anden. Og hendes sidste. For denne aften i maj 2000 kan Tabita ikke sige de ting, hun plejer.

»Jeg tror ikke på dig mere,« hvisker hun ud i luften.

Det er kun nogle dage siden, at hun for første gang nogen sinde blev væk fra et søndagsmøde i menigheden. Hendes mor og to yngre søskende rendte rundt i huset for at gøre sig klar. Skændtes om badeværelset som sædvanligt. Men Tabita blev bare liggende i sin seng, ville ikke stå op. Hun ventede på, at de skulle komme ind og spørge, hvorfor hun endnu ikke var i tøjet, men ingen sagde noget.

I månedsvis har hun været splittet mellem det religiøse livssyn, hun aldrig tidligere har betvivlet, og den uafhængige livsførelse, hun nu har fået smag for. Men Tabita har endelig taget sin beslutning. Hun har slået op med Gud. Hun vil ikke længere være Jehovas Vidne. Kan ikke. Det føles forkert. Hun er en anden person nu.

Hænderne skilles ad, før de plejer. Det obligatoriske »Amen« udebliver. Tabita vender sig om på siden og lægger sig til at sove med en hidtil ukendt følelse af lettelse. »Jeg fortryder ikke mit valg. Det ville være forkert for mig at være blevet i den religion, for inderst inde fortalte min fornuft mig, at der ikke var nogen Gud.«De kraftige solstråler rammer Tabita i ansigtet og på armene. I en lyserød sommerkjole slentrer hun barfodet rundt i haven foran det lille røde parcelhus i Nørresundby, hvor hun netop er flyttet ind med sin kæreste. På græsplænen ligger hendes to katte og nyder varmen. Det er juli 2001.

Igennem det sidste halvandet år er Tabita gledet længere og længere væk fra Jehovas Vidner. Kommer ikke til møderne, ser ikke sine gamle venner og føler sig ikke mere som en del af fællesskabet. Hun holder sig på afstand, gemmer sig nærmest. Hun er droppet ud af handelsskolen. Det synes så ligegyldigt, når hun er ved at blive vanvittig af at tænke på sin rodede tilværelse.

En bildør smækker ude på vejen. Tabita skynder sig hen til havelågen og giver sin far et kindkys. Hun har glædet sig til, at han skulle komme. Glædet sig til at vise huset og haven frem. Arm i arm går far og datter rundt på græsset. Hun viser ham de blomstrende rosenbuske, skovjordbærrene nede ved hækken og æbletræet midt i haven, før han får lov til at komme indenfor.

De sætter sig ved spisebordet. Tabita har trukket ham med rundt i hele huset, mens han til gengæld har givet gode råd om, hvordan man fjerner rustpletter og luger blomsterbede. Han har slet ikke nævnt Futon-sofaen i stuen. Ikke sagt et ord om den sammenfoldede dyne og pude, som Tabita få timer forinden har lagt frem for at antyde, at hun sover på sofaen og ikke i dobbeltsengen. De ved begge to, det er løgn, men hun kan ikke rigtig finde ud af, hvorfor hun alligevel har gjort det. Måske for at fastholde illusionen over for sin far om, at hun stadig lever som et rettroende Jehovas Vidne.

Tabita sætter kaffekanden på bordet og hælder op til dem begge. Hun smiler til sin far, men han reagerer ikke. Han er pludselig blevet den alvorlige mand, hun kun har mødt et par gange i sit liv.

»Tabita, du bor sammen med din kæreste nu, så derfor kan jeg ikke se dig mere,« siger han roligt.

Sætningen lyder uvirkelig. Hun tror ikke på det. Smågriner tilbage, men bliver kun mødt af et fast blik og sammenbidte læber. Han gentager sine ord i en mere bestemt tone. Han vil have, at hun skal vende tilbage til menigheden, men Tabita nægter.

De rejser sig fra spisebordet.

»Nå, er det så bare farvel,« spørger hun famlende.

»Ja, det må det være,« siger han og rækker hende hånden, mens hun griber ud efter ham. Trækker ham ind til sig. Efter et halvhjertet knus vender han ryggen til hende, går ud ad døren og ned ad havegangen. Og dér går det op for hende. Han er væk. Forsvundet ud af hendes liv. Tårerne presser på. »Fra jeg var helt lille, så jeg meget op til min far. Jeg stræbte efter at blive som ham, så jeg var jo ked af ikke at kunne leve op til hans forventninger.«Fjernsynsskærmen flimrer. Tabita sidder behageligt i sofaen. Hun har taget et tæppe over benene og sipper til en kop varm te. Det er august - snart to måneder siden, at hendes far forsvandt ud ad hoveddøren. Hun spekulerer på, hvad han laver lige nu, om han har det godt, om han er ligeglad med hende, men telefonens kimen afbryder tankerne.

Hun løfter røret og genkender stemmen i den anden ende med det samme. Det er Henrik - en af De Ældste fra Jehovas Vidne-menigheden i Nørresundby. Gennem de sidste uger er han flere gange uden held troppet op foran hendes hoveddør.

Nu er Henriks tålmodighed brugt op. Tabita skal stille til samtale i Rigssalen, ellers risikerer hun at blive officielt udstødt af Jehovas Vidner, truer han.

Hun sætter sig tilbage i sofaen. Hun vil ikke have noget med dem at gøre. Fjernsynet kører videre, men det er svært at koncentrere sig. For få kilometer derfra sidder tre midaldrende mænd og afgør hendes skæbne.

En udstødelse vil isolere hende totalt fra alle dem, hun er vokset op med. De Ældstes dom vil stemple hende som et dårligt menneske. Et menneske, man bør undgå. Tankerne svirrer i hovedet. Hun troede, at hun langsomt kunne glide ud af Jehovas Vidner. At menigheden bare ville glemme hende, så resten af familien ikke også blev tvunget til skubbe hende fra sig.

En halv time senere ringer telefonen igen. Henriks prædikende stemme hvirvler bibelcitater og formelle vendinger ud i luften.

»Paulus skriver...utugt...synd...angre.«

Tabita hører kun efter med et halvt øre, for budskabet står allerede lysende klart. Hun er udstødt.»Jeg følte mig magtesløs. Jeg blev kastet rundt i et system, jeg ikke længere ønskede at være en del af.«Kun en håndfuld mørke skikkelser er at se på den dunkle perron. 21-årige Tabita står og venter på Hobro Banegård, hun er på vej hjem. Hun skæver til viserne på det store stationsur. Der er ti minutter, til toget kører.

En ung pige kommer gående forbi hende. Pludselig genkender Tabita ansigtet. Det er hendes søster Line, som hun ikke har set i næsten et år - ikke siden hun blev udstødt. Tabita træder et skridt frem.

»Hej.«

Line ser op, tøver et øjeblik.

»Hej,« svarer hun fåmælt, fortsætter bare forbi Tabita og standser et par meter længere henne. Tabita følger hende med øjnene. Line roder febrilsk rundt i sin håndtaske og putter øjeblikkeligt to små høretelefoner i ørene. Tager sin mobiltelefonen op og begynder at trykke på tastaturet.

Minutterne går, mens de to søstre står få skridt fra hinanden uden at udveksle et ord. En underlig tom følelse strømmer gennem Tabita. De delte værelse i årevis. De plejede at være bedste venner. Hun forsøger forgæves at få øjenkontakt, idet det hvide IC-3 tog ruller ind på stationen. Line vender ryggen til og går hurtigt hen ad perronen mod den næste togdør.

Togvognen er næsten tom, da Tabita træder ind. Hun får øje på Line - hun sidder længere fremme i vognen, men Tabita kan lige akkurat skimte hendes mørkebrune hårtop mellem sæderækkerne. Det er rart at se hende igen. Egentlig vil hun bare gerne gå ned til hende. Snakke med hende. Men hun kan ikke få sig selv til det. Toget sætter i gang, og stationen glider forbi.

Tabita tager sin mobiltelefon frem, tænker et øjeblik og skriver så en SMS-besked til sin søster.

»Jeg er glad for at se dig igen. Du ser godt ud. Håber, du har det godt. Knus Tabita.«

Ikke for anmassende, ikke for lang. Hun trykker på send-knappen og læner sig igen lidt til siden for at holde øje med Line. Men reaktionen udebliver. Hårtoppen rører sig ikke.

»Næste station: Skørping,« lyder den mekaniske stemme i togets højtaler. Line rejser sig, men Tabita får ikke hendes ansigt at se igen. Hendes halvandet år yngre søster går den anden vej ud af togvognen og stiger af.

Toget sætter i bevægelse. Tabita sidder modløs tilbage og kigger ud af vinduet. Hun har beholdt sin mobiltelefon i hånden, men der kommer intet svar. Line er allerede forsvundet ud i mørket.»Min familie har altid betydet utrolig meget for mig. Når jeg i dag ser andre med deres familier, bliver jeg ked af det, for det minder mig om, at jeg ikke har min mere.«Formiddagssolen trænger ind gennem vinduerne i det lille, firkantede rum. Klokken er lidt i elleve, da Tabita træder ind ad døren til kapellet på Hobro Sygehus. På begge sider af den smalle midtergang sidder kvinder og mænd med foldede hænder og sørgende blikke. I den tunge trækiste ligger en dreng, Tabita er vokset op med i menigheden.

Hun er sent på den. Dæmpet musik strømmer hende i møde. Hun kigger flygtigt rundt i lokalet, men alle pladserne bagerst er optaget. Der er kun et par ledige stole helt fremme ved tredje række. Hun tøver et øjeblik. Tager mod til sig. Det er hele hendes gamle menighed, der fylder rummet. Tabita har ikke set dem, efter hun blev udstødt af Jehovas Vidner for mere end to år siden.

Dengang følte hun sig ensom og isoleret, men nu er hun ved at få styr på sit liv igen. Hun er snart færdig med sin HF-uddannelse og har planer for fremtiden.

Ceremonien begynder. Hun kan ikke blive stående i døråbningen. På vej gennem kapellet mærker hun, hvordan blodet strømmer rundt i hendes vaklende ben. For hvert skridt passerer hun en person, hun har kendt siden fødslen. Modstridende følelser vælder op i hende. Hun savner dem - de har været en del af hendes liv altid - men samtidig tilhører de den fortid, hun afskyer.

De mange øjne stirrer forbløffede tilbage, men Tabita fortsætter ufortrødent op ad midtergangen. Hun vidste på forhånd, at hun som udstødt nok ikke ville være velkommen, men hun var fast besluttet på at møde op.

Ceremonien er slut. Tabita står midt i menneskemængden uden for kapellet. Den afdødes forældre kommer hende i møde. Giver hende et knus. Alle andre ignorerer hende. Kigger på hende, som om hun er en fremmed.

Men Tabita er ligeglad. Hun har ikke længere brug for deres accept.»Jeg var stolt af mig selv, over at jeg turde se dem i øjnene. For jeg vidste, at jeg havde svigtet dem, og de ikke forstod mig.«Begravelsen i Hobro var sidste gang, Tabita så sin gamle menighed. Det er nu to år siden. Hun er efterfølgende begyndt at læse til lærer på seminariet. Hun er kommet videre med sit liv. Har efterhånden fået opbygget en ny vennekreds. Der er næsten ingen tilbage fra dengang, for de var også Jehovas Vidner og har for længst vendt hende ryggen.

Tabita er flyttet til København og bor i en lille et-værelses kollegie-lejlighed. Men intet sted på lejlighedens hvide vægge hænger billeder af hendes forældre eller søskende. Hun bliver stadig ked af at se deres ansigter.»De var mine bedste venner, og vi har altid været tæt knyttet til hinanden. På den måde kan jeg i dag godt føle mig lidt som et halvt menneske.«

Bortset fra hovedpersonen er alle navne i denne artikel opdigtede.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.