2. oktober 2005, 03:30

Engang var Gud en mand med et langt, hvidt skæg - og Jesus hans søn, der hang og blødte på sit kors for hele menneskehedens skyld. Engang kunne slangerne og løverne blive tandløse som nyfødte lam, hvis alle bare lavede deres lektier og sørgede for at være gode i tanke og handling. Og engang brændte det altid hedt i Helvede, mens Solen altid skinnede varmt i Himlen.

Det var dengang, de to mænd var børn, og Bibelens billedsprog blev taget for pålydende. Den ene fik det serveret ved underholdende højtlæsning og guidede ture til de danske kirker af sin far. Den anden fik den ind med ugentlige Bibeltimer og dogmer af sin mormor, der var Jehovas Vidne.

Nu er de voksne, og billederne er borte. Smidt væk. Eller som den ene voksne mand udtrykker det: »Ingen kan vel alvorligt tro på, at Gud sidder deroppe med et hvidt skæg. Det virker også fjollet, hvis det er en kvinde.«

Men den kristne tro er intakt. Den kunne de aldrig finde på at smide væk. Nu tror de bare på deres egen måde. På kærligheden og kræfter der er større end de selv. På en Gud, en Vorherre.

Den ene er Nicolas Bro. Den 33-årige skuespiller, der fylder rummet ud med sit afblegede hår og ekspressive ansigtsudtryk. Han er udadvendt, ydmyg og hudløs - og beder nogle gange for andre. Det gør den anden, Nikolaj Lie Kaas, til gengæld aldrig. Den 32-årige skuespiller, der er blevet udråbt som dansk teater og films førsteelsker med sine høje kindben, markante mund og hemmelighedsfulde øjne. Han er indadvendt, selvsikker og dybt privat.

Sammen er de venner. Rigtige gode venner. Privat, på arbejdet - lige nu som modspillere i filmen »Mørke« - og i troen.»DA JEG VAR BARN, bad jeg aftenbøn hver dag. Det gør jeg ikke mere, men jeg beder da stadig engang imellem. Hvis jeg er fortvivlet og føler mig lille. Gør du ikke også det?« spørger Nikolaj Lie Kaas og kigger afventende på Nicolas Bro.

»Jo, det er meget smukt sagt. Jeg har brugt min tro meget, når jeg har haft det svært med mig selv,« mumler Nicolas Bro, mens han læner sig tilbage i stolen og lader sin flyvende Marvel-helt på t-shirten strække sig ud i fuld længde.

De svære stunder har der været flere af - specielt da Nicolas Bro var 19 år og måtte gå til et utal af prøver for at blive optaget på teaterskolen. Han fik angstneuroser, mistede selvtilliden og brugte bl.a. sin tro som et redskab til at komme videre.

Nikolaj Lie Kaas har også brugt troen som løftestang. Bl.a. dengang hans mor begik selvmord og efterlod ham forældreløs som 16-årig. Hans far, Preben Kaas, begik selvmord, da Nikolaj var otte.

»For mig er fortvivlelse, hvis jeg mister overblikket og får følelsen af, at jeg ikke styrer tingene. Det magiske ved at bede er, at ens ønsker ofte bliver virkelighed. Det flipper jeg tit over. Måske er det fordi, at jeg får sat fokus på, hvad jeg egentlig vil. Det kan være, hvis der er en kvinde, som jeg elsker. Så kan jeg godt sige: »Kære Vorherre, gid jeg må få hende.«

Nicolas: »Jeg tror heller ikke på, at jeg får noget foræret gennem en bøn. Jeg bliver bare sporet ind på kernen i det, jeg vil, og hvad jeg selv giver igen. Ikke at jeg lover at holde op med at ryge, men jeg sætter op for mig selv, hvad jeg giver igen af kærlighed og åbenhed. Jeg ved bare, at jeg har været troende, lige så længe jeg kan huske. Det er en del af min identitet og det samfund, jeg lever i at være kristen. Jeg bærer det med mig rundt, og det en indiskutabel ting, som jeg selv har valgt.«

Nikolaj: »Har du selv valgt det?«

Nicolas: »Ja,jeg er aldrig blevet bedt om at tro på Gud. Har du ikke selv valgt det?«

Nikolaj: »Jeg ser det nok mere som et led i min opdragelse. Hele vores samfund er jo kristent funderet, og jeg tror, at alle - uden at være bevidste om det - lever efter de 10 bud.«NICOLAS BRO HAR sin tro fra sin far, skuespilleren Christoffer Bro, der læste Bibelen højt op for ham på linje med de græske tragedier og mytologier. Han tog ham også med på rejser rundt i de danske kirker - og på en religiøs rundtur i Israel, da Nicolas var syv år gammel.

»Min far er opvokset i et indremissionsk hjem og har som voksen derfor altid haft et nærmest anarkistisk forhold til tro. Lige fra jeg var ganske lille, har jeg troet på Gud, uden at jeg nogensinde har spurgt min far, om han gør det. Han har bare været god til at fortælle historierne. Han tog mig med på weekendture til Jylland og Fyn, hvor vi besøgte kirker, og han fortalte. Det var hyggeligt, og der fulgte som regel en fiskefilet med,« siger Nicolas, griner og fortsætter sin talestrøm:

»Jeg har altid syntes, at det Nye Testamente er verdens bedste historie, fordi den er det bedste grundlag for livet. Hele kærlighedsbudskabet og lidelseshistorien er guddommelig, og jeg mener, at alle historier udspringer af den, fordi den handler om udvikling. Jeg tror på Jesus, fordi jeg tror på kærligheden - eller måske er det omvendt. Og jeg tror på de menneskelige værdier om næstekærlighed. Men jeg tror ikke på Bibelens billeder og dogmer, fordi de sætter troen ind i nogle rammer, der ikke har noget med virkelig-heden at gøre. De lukker troen inde i en kirkelig retning, som irriterer mig. Åbenhed er vigtig for mig, og derfor er min tro hjemmelavet, så den passer til mig.«

»Jeg har det fuldstændig som dig,« indskyder Nikolaj.

»Jeg går engang imellem i kirke, jeg kan godt lide kirkerummet. Men jeg bliver også ofte irriteret på præsterne, fordi de netop skal definere en kirkelig retning og dens fortolkning, og ikke en tro, en personlig tro. Tænk sig, at det stadig kan blive en diskussion, om en kirketjener må tro på reinkarnation eller ej. Man kan jo godt være stærk i troen alligevel. Jeg er dog ikke så vred, som jeg har været. Da jeg var 17 år, tog min far mig med til Rom, men jeg nægtede at gå ind i kirkerne. Jeg var så træt af dem. I dag fortryder jeg, at jeg ikke fik set Peterskirken,« siger Nicolas.NETOP DOGMERNE KENDER Nikolaj Lie Kaas alt til på nært hold. Hans mormor var medlem af Jehovas Vidner, og fra han var ganske lille, holdt hun bibeltimer med ham, hvor de talte om Bibelens ord og billeder. Hans mor, Ann Mari Lie, var trådt ud af Jehovas Vidner, da hun var 18 år, men accepterede, at Bibelen var omdrejningspunktet for Nikolajs og mormoderens samvær.

»Fra jeg var seks til 12 år, mødtes vi hver uge og talte om Bibelen, som hun tog meget bogstaveligt. Selv om hun måske var klar over, at det var mere begreber end virkelighed, så var det på mange måder fantastisk for mig som barn at få sat billeder på tingene. Men jeg blev også ramt af en masse skyld og dårlig samvittighed. Jeg følte hele tiden, at der var noget, jeg havde glemt eller burde gøre. Lave lektier eller noget. Måske var det historierne om, at renselsen ligger i, at hvis vi alle sammen er gode, så vil det onde forsvinde. Så ville vi kunne klappe slangerne og løverne. Det billede forstod jeg ikke dengang - eller nu - selv om det da lød smukt, at de ikke ville bide.

På den måde så hun negativt på mange ting, verden blev fyldt med last og synd. Hvis jeg f.eks. skulle i svømmehal, sagde hun »åhh«. Det var et stort problem, satans værk. Selv om jeg allerede dengang vidste, at jeg ikke hørte til i Jehovas Vidner, så lå det i mig at vælge lutrelsen fremfor lysten, og hvis jeg gjorde noget grimt, så ventede jeg kun på tilgivelsen.

I puberteten betød det bl.a., at jeg ikke gav slip på min lyst, selv om jeg havde de samme tanker og følelser som andre på min alder. Men de levede for mig et liv, som kom de fra en anden planet. De gjorde jo alt det, de havde lyst til - og som Jehovas Vidner ser som en last. Druk, kvinder o.s.v. Ikke at jeg skammer mig over at have mødt kvinder, men jeg har hele tiden taget stilling til det gode i det, om det nu var rigtigt eller ej. Forholdt mig til, om det var syndigt. Jeg taler ikke om, at jeg har lyst til piskesex eller noget, men bare det at have lyst uden at føle skam,« siger Nikolaj, der i modsætning til sine jævnaldrendes vilde liv i tilbragte det meste af sin fritid i puberteten med at slå på stortromme i Tivoli Garden. Nikolaj: »Det, at jeg ville være skuespiller, var også noget af det ondeste, jeg kunne gøre mod min mormor. I hendes øjne var det noget selvoptaget pis - satans værk. Helt indtil hun døde i 1997, sagde hun gentagne gange til mig: »Jeg ville bare ønske, at du ville have været cykelsmed.«

Nicolas: »Cykelsmed?«

Nikolaj: »Ja, det anså hun som noget godt. Min mor var selvfølgelig med til at holde balance i det, viste mig, at der var et alternativ. Selv

om hun valgte Jehovas Vidner fra, da hun blev myndig, var hun religiøs. Vi bad aftenbøn og diskuterede tro, og jeg begyndte langsomt at definere min egen. Jeg indså, at det, Jehovas Vidner stilede efter, var en verden, der kun var hvid - der kun var god. Det kan jo ikke lade sig gøre på linje med, at kommunismen heller ikke kunne lade sig gøre, fordi den strider mod den menneskelige natur. Og hvorfor skal man stræbe efter, at der ikke findes farlige dyr i verden?

For mig er verden sort og hvid, Himmel og Helvede bekræfter hinanden, og det er kun i kraft af dem, at der er noget at kæmpe for. Jeg forholder mig nu daglig til, at der findes både gode og onde kræfter i mig selv, jeg accepeter det. Og det er ikke længere et åg for mig, at de drifter findes i mig. Det er nærmest en befrielse, der har fået mig til at slippe min lyst og tro løs - på kærligheden, på mig selv, livet og det at have overskud til andre.«

Nicolas: »Ja, du har virkelig rykket dig. Da jeg lærte dig at kende for 12 år siden, var du meget svær at nå.«

Nikolaj: »Det er klart, at det, der skete med min mor, efterlod en masse dårlig samvittighed og fortvivlelse i mig. Der var nogle år derefter, hvor jeg slet ikke kunne holde ud, at folk ville mig noget.«

Der bliver stille i rummet. Nicolas ryger en cigaret, Nikolaj falder i staver. Ham der Gud får dog kun fred et øjeblik.

Nikolaj:»Tror du egentlig på Himlen og Helvede, Nicolas?«

Nicolas: »Nogle gange har jeg lyst til at tro på Helvede. For folk kan begå en ondskab, der er så stor, at den straf, vi som samfund kan give dem, bliver uinteressant. Det er jo et spørgsmål om, at folk skal fatte, hvad de har gjort.«

Nikolaj: »Hvad så med Himlen? Jeg har tænkt på, om jeg bruger min tro til ikke at frygte døden. Jeg har haft sådan en dødsforagt, kravlet på kanten af højhuse uden at føle frygt. Den første gang, jeg følte den, kom den af ligegyldighed, men jeg ved ikke, om det er sådan længere.«

Nicolas: »Jeg tror på et liv efter døden, som en eksistens, som er fuldstændig abstrakt. Jeg kan ikke sætte ord på den, og det er også omsonst, for lige meget hvad, så bliver jeg overrasket, når jeg når dertil.«SELV OM NIKOLAJ Lie Kaas og Nicolas Bro således bekender sig til deres egen »personal Jesus« et eller andet udefinertbart sted i det kristne landskab, så mener de begge, at det er vigtigt, at et samfund har et fælles værdigrundlag.

Nikolaj:»Hvis et samfund ikke er baseret på nogle grundlæggende værdinormer, er alting jo lige godt - og ligegyldigt. Så kan ondskaben i sin reneste form få lov til at udfolde sig frit. Hvis vi er ligeglade med os selv, er det hele jo lige meget.«

Nicolas: »Ja, og jeg synes, vi lever i en tid, hvor vores fælles menneskelige værdinormer skrider. Hvis alle har ret til deres egen definition på, hvad der er løgn og sandhed, så holder verden ikke længere. Den form for ligegyldighed giver dig ret til at sige, at du ikke tror på Holocaust. Bare fordi det er din ret.

Vi kan godt være individuelle et stykke af vejen, men vi er nødt til at have en grundlæggende menneskelig værdi til fælles. Et andet eksempel er, at vi bare stempler terror som ondskab. Den form for retorik får alt til at skride. Jeg er enig i, at handlingerne er forfærdelige, jeg tager afstand fra dem, men der ligger også en menneskelig desperation bag dem, som vi er nødt til at diskutere. Vi er nødt til at komme følelsesløsheden til livs for at finde ind til næstekærligheden og empatien. Og alt andet lige, så er det altid en god begyndelse at starte med at finde og stræbe efter de ting i sig selv.«

Nikolaj Lie Kaas nikker. Nicolas Bro

Født i 1972 på Frederiksberg som søn af skuespillerparret Helle Hertz og Christoffer Bro. Hans forældre blev skilt, da han var seks år, og han voksede op hos sin far. Han er som Nikolaj Lie Kaas uddannet fra Statens Teaterskole i 1998 - faktisk var det der, de to mødtes og blev venner. Han filmdebuterede i »Monas Verden« og har siden spillet med i bl.a. »En kærlighedshistorie«, »Rembrandt«, »Reconstruction«, »De grønne slagtere«, »Kongekabale« og »Adams Æbler«. Han var i en periode ansat på Det Kgl. Teater, hvor han medvirkede i bl.a »De vægelsindede«. Han modtog i 2002 en Reumert som årets mandlige birolle i stykket »Skrigerne« på Avenue Teatret. Han har også medvirket i tv-serier, bl.a. »Rejseholdet«, »Krøniken« og »Hjerteafdelingen«. Han er desuden dramatiker og har skrevet flere stykker, bl.a »Himmelstormerne« på Østre Gasværk. Han har netop færdiggjort manuskript til stykket »Stolthed er kolossal«, der opføres til november af Mammutteatret på Plan B. Nicolas Bro er gift på 10. år med teaterrekvisitør Theresa Stougaard Bro og har to søskende, Anders Peter og Laura Bro, der også er skuespillere.Nikolaj Lie Kaas

Født i 1973 i København som søn af skuespilleren Preben Kaas og forfatterinden Ann Mari Lie. De blev skilt, da

Nikolaj Lie Kaas var to år gammel og han kendte ikke rigtig sin far, der begik selvmord i 1981. Hans mor begik selvmord, da han var 16. Uddannet fra Statens Teaterskole i 1998, men havde sin første rolle som 17-årig i filmen »Drengene fra Sankt Petri«, som han modtog en Robert og en Bodil for bedste birolle for. Siden sin afgang har Nikolaj Lie Kaas været en af de mest brugte og populære mandlige skuespillere og har spillet med i en række danske film bl.a, »Idioterne«, »I Kina spiser de hunde«, »Blinkende Lygter«, »Et rigtigt menneske«, »Reconstruction«, »De grønne slagtere«, »Brødre«, »Solkongen« og »Adams Æbler«. Derudover har han haft en række teaterroller på bl.a Det Kgl.Teater som »Peer Gynt« samt »Udvidelse af Kampzonen« i 2002, hvor han spillede sammen med Nicolas Bro. I februar 2006 spiller de to sammen igen i stykket »Rosenkranz og Gyldenstjerne« på Aveny T. Nikolaj Lie Kaas har en kæreste og en halvbror, kapelmesteren Jeppe Kaas. Mørke Den psykologiske thriller »Mørke«, der har Nikolaj Lie Kaas og Nicolas Bro i hovedrollerne, er instrueret af Jannik Johansen. Han står også sammen med Anders Thomas Jensen for manuskriptet. Jannik Johansen havde sin instruktør-debut med »Rembrandt« i 2003, hvor også Nicolas Bro medvirkede. Plottet til »Mørke« skal ikke afsløres her, men filmens temaer er selvmord - og psykologisk spænding. »Mørke« har premiere 7. oktober landet over.Nicolas: »Jeg kan godt blive sur på Paulus. Han har skrevet nogle vanvittig smukke breve, men det var også ham, der satte kirken i praktik. Jeg ved godt, folk kom til ham for at få svar, men jeg ville ønske, at han nogle gange ikke havde givet et.« CITAT»Det, at jeg ville være skuespiller,

var også noget

af det

ondeste, jeg kunne

gøre mod min

mormor.

I hendes øjne var det noget selvoptaget pis

- satans værk.«