Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nekrolog: Længe leve kongen

Kongen er død - længe leve kongen. Han startede som fireårig, lavede historiens bedst sælgende album og endte sine dage som et afdanket vrag.

Torsdag middag kl. 12.26 blev en livløs Michael Jackson forsøgt genoplivet af Los Angeles Fire Department og efterfølgende hastet til UCLA Medical Center i Los Angeles.

Men opringningen fra Jacksons hjem, kom for sent. Den ubestridte konge af verdenspoppen var død af hjertestop.

Trods gentagne genoplivningsforsøg lykkedes det ikke at genoplive Michael Jackson, der i 43 år har indtaget en helt unik position i pophistorien.

Med Jackson ender et helt unikt kapitel i den moderne musikhistorie på et tidspunkt, hvor det var på nippet til at begynde forfra.

Jackson stod umiddelbart overfor at genstarte sin karriere med - siger og skriver - 50 koncerter i Londons O2 Arena, som per aften har plads til 20.000 gæster. Koncertrækken, der ikke blot skulle cementere Jacksons position på pophimlen og sikre hans vaklende pengekasse, men skabe grobunden for en fremtid, var oprindelig sat til at starte den 8. juli, men blev skubbet fem dage til den 13. juli.

I de seneste måneder har Jackson forberedt sig til turnéen, som han oprindeligt troede, var 10 koncerter, men som i virkeligheden nåede op på 50. Med baggrund i Jacksons fallerende fysik, troede ingen på, at han overhovedet ville fuldføre missionen men igen og igen påberåbte han sig sin historiske professionalisme.

Den startede i 1964, da Michael og hans storebror Marlon Jackson kom med i storebrødrenes band, Jackson Brothers, som baggrundsmusikere. To år efter blev brødrene Jermaine og Michael forsangere i gruppen, som ændrede navn til Jackson 5.

I 1968, efter års intensiv turné, udgav de fem Jackson brødre singlen »Big Boy«, som de selv finansierede. Men det var først året efter kontraktunderskrivelse med det legendariske Motown Records, at Jackson 5 for alvor borede sig igennem lydmuren med »I Want You Back«. Den solgte to millioner eksemplarer på to uger, og hele verdens opmærksomhed blev rettet mod Michael Jackson.

Kort efter overgik andensinglen »ABC« Beatles-singlen »Let It Be« i april 1971. Jackson 5’s første fire singler på Motown strøg summa summarum direkte ind på den amerikanske hitlistes førsteplads, og Michael blev sin unge alder til trods dyrket som et ikon.

Bag kulisserne rygtedes det, at Michael blev slået og pisket af sin far til at performe som en anden abe, hvorfor han søgte trøst hos sin ældste storesøster Rebbie, som han senere har beskrevet som sin egentlige mor.

I Rebbies hjem i Santa Barbara hænger der i dag stadig billeder af den purunge Michael på skødet af søsteren.

Fjerdesinglen »I’ll Be There« oversteg Jackson 5’s hidtidige meritter og blev på førstepladsen fem uger i træk.

Allerede året efter, i 1971, kickstartede Michael Jacksons sin solokarriere med albummet »Got To Be There«. Men det var først i 1979, at Michael Jackson fuldbyrdede sit solopotentiale med det Quincy Jones-producerede »Off The Walll«, der bl.a. indeholdt skæringer som »Don’t Stop ‘Till You Get Enough« og »Rock With You«, titelsangen som med sine syv millioner solgte eksemplarer sendte Michael Jackson mod stjernehimlen i eget navn. Og det skulle blive værre endnu.

Opfølgeren »Thriller«, udsendt i 1983, blev og er stadig, musikhistoriens bedst sælgende album med over 104 millioner solgte eksemplarer takket være udødelige sange; »Wanna’ Be Startin’ Something«, »Beat it«, »Billie Jean« og titelnummeret, som var banebrydende I sin fremtoning og budget. ”Thriller” var længere end nogen anden video, der var flere special effekts og MTV satte for første gang en sort kunstner i hot rotation.

Michael Jackson var verdens største popstjerne, og albummet høstede rekordmange otte Grammy-priser i 1984.

I 1987 fulgte Michael Jackson op med ”Bad”, som solgte 25 millioner eksemplarer, og har som det eneste album i musikhistorien afstedkommet fem topsingler på den amerikanske hitliste. Michael voksede med opgaven op skrev ni af albummets elleve numre.

”Bare for ”Thriller” og ”Bad” står han mejslet ind i eftertiden, ” siger de to 19-årige piger vi møder i 7-eleven umiddelbart efter Michael Jacksons død er annonceret på alverdens medier.

”Han er vores tids Elvis. Så er det sagt, det er han, og der er ingen diskussion om det,” siger en af Københavns bredeste dørmænd i køen.

Men Michael Jackson er mere end blot synonym med fantastisk musik, som opsummerer soul, funk, pop og tidens disco. Han er også under anklage.

Således bliver han allerede i i 1994 anklaget for pædofili men ikke dømt. Michael Jackson havde et safe heaven på ranchen Neverland, hvor han kunne få lov at være Peter Pan og aldrig blive voksen. Men med overnattende børn og ”bedste venner” under den kriminelle lavalder var han på forhånd udpeget som pædofil af verdenspressen. Og senest bliver han beskyldt – og i 2005 frikendt - for seksuelle overgreb mod den 15-årige Gavin Arvizo tre år tidligere.

Et nyt kapitel i Michael Jacksons liv starter, da han i 1997 bliver far til Prince Michael Jr. og Paris Michael Cathrine året efter. I 2002 får han så Prince Michael Michael ll. Der tales om proforma ægteskab med sygeplejersken Debbie Rove og en ukendt rugemor til den sidstfødte. Iført masker og spas, lader Michael Jackson verden følge med i sin familie. Det er de tre børn, der nu skal arve deres far, som engang var musikindustriens største guldkalv, men som endte sine dage som et strejf af fordums storhed.

Michael Jackson er død, 50 år gammel, det er alt for tidligt til at forstå.

 

Pondus