1. august 2008, 22:30

Adolf Hitler var ikke bare én af de mest destruktive kræfter i verdenshistorien. Han var også vild med kunst. Den fallerede kunstmaler, der blev tysk diktator, havde store planer for fremtiden, hvad ydre pragt og museal virksomhed angik, og mellem 1939 og 1945 sikrede han, med en blanding af indkøb og beslaglæggelse, at 4.731 genstande – malerier, gobeliner, møbler og porcelæn – kom i regimets besiddelse. De fleste af tingene var tiltænkt et stort kunstmuseum, der skulle have ligget i Linz i tyrannens fødeland, Østrig, men aldrig blev til noget. Nu kan værkerne i stedet ses på Internettet, takket være Deutsches Historisches Museum, hvor man er specialister i nazistisk kunst og kulturpolitik.

»Et af vores håb er, at offentliggørelsen af disse genstande kan medvirke til at opklare hidtil uopklarede kunstrov,« hedder det i en pressemeddelelse fra de eksperter, der på vegne af Deutsches Historisches Museum har etableret den nye database.

Det fremgår også, at det har været et enormt stykke forskningsarbejde at finde ud af, præcis hvilke værker der skulle have indgået i samlingen, og hvor hvert enkelt værk stammede fra. Var det indkøbt ved en lovlig auktion? Var det blevet konfiskeret hos forfulgte jøder? Var det blevet givet eller solgt videre under pres fra de nazistiske myndigheder?

Kunsthistorikeren Monika Flacke har sammen med Angelika Enderlein fra Bundesamt für zentrale Dienste und offene Vermögensfragen (BADV) og historikeren Hanns Christian Löhr forsøgt at svare på så mange spørgsmål som muligt. Der er stadig løse ender.

De første planer om at bygge et kunstmuseum i Linz daterer sig fra 1939, året for udbruddet af Anden Verdenskrig. Grundstammen i samlingen var kunst og kunsthåndværk, som Føreren allerede selv havde skaffet sig, især tysk og østrigsk malerkunst fra det 19. århundrede, som han holdt meget af.

Men undervejs ændrede samlingen karakter. Dr. Hans Posse, daværende direktør for Dresdner Gemäldegalerie, blev sat i spidsen for projektet, der blev døbt »Sonderauftrag Linz«, og fordi Hans Posse – modsat den tyske diktator – var en professionel og velrenommeret kunsthistoriker, blev vægten nu lagt på fine sager. Var alt gået som planlagt, skulle mesterværker af malere som Rembrandt, Canaletto, Hals og Watteau have hængt side om side med værker af biedermeier-maleren Carl Spitzweg og andre, langt mindre ånder.

Nogle af kunstværkerne befinder sig i dag i Tyskland, nogle i USA, andre et helt tredje sted. Nogle er forsvundet. Nøjagtig hvor stor en andel af værkerne til det planlagte kunstmuseum der var erhvervet illegalt, vil Monica Flache & Co. ikke gætte på. Nu har videnskaben fået et redskab. Resten er op til den.