Klumme

Når store kunstnere dør

Jeppe Krogsgaard Christensen, forfatter og kulturskribent
Jeppe Krogsgaard Christensen, forfatter og kulturskribent

Forleden døde Jan Sonnergaard. Kort forinden Leonard Cohen. Før det David Bowie, Andrzej Wajda, Prince, Umberto Eco og Harper Lee.

Det er, som om det er ekstra slemt i år, og som om det bare bliver ved. At flere store kunstnere snart dør. Og hver gang sker det samme: Dødsfaldet offentliggøres af familien, et par medier viderebringer nyheden, mange flere skriver det samme, Twitter og Facebook bærer det videre via millioner af smartphones.

På den ene side har jeg det svært med det. At se endnu en kunstner få turen gennem det rutinemæssige forløb, og se hvordan så mange krænger deres indre ud i tweets og opdateringer.

Så mange der skriver, at de sidder og græder og har dyrket den pågældende kunstner siden ungdommen. En forening af patos, sorgbefamling, overdrivelser og silende sentimentalitet, som ofte afsluttes med det helt anderledes kolde »RIP«.

Jeg har selv skrevet nekrologer om nogle af de store kunstnere. Det er ikke nogen god følelse sådan at skulle afrunde et menneskeliv og samtidig reducere det til en opgave, der skal løses. Men nekrologerne er ikke desto mindre renhjertede forsøg på at sige noget væsentligt og for alt i verden ikke falde for den typiske reaktion efter et dødsfald, som den franske Jean Cocteau også undrer sig over i romanen »Under foregivende«:

Når et menneske dør, er det som om alle dets svagheder og ugerninger på jorden annulleres, legitimeres og bagatelliseres.

Død adler åbenbart. Men under alt dette, under min kynisme og under al den ægte sorg, under alt det, en stor kunstners død forårsager, er der noget smukt. For i vores tid, hvor værdier som sammenhæng og fællesskab kan synes under afvikling, udgør kunstnerne en slags udvidet familie, og deres værker er vores fælles minder. Som Sonnergaards »Radiator«, Cohens »Hallelujah« eller Umberto Ecos »Rosens navn«

.

Når en kunstner fra den udvidede familie dør, samles vi om sorgen og minderne. I det findes en trøst og en mulighed for at række ud efter andre; en chance for at nå andre mennesker med andet end kattevideoer, madbilleder og letkøbte vurderinger af den politiske situation i det ekkokammer, sociale medier er. En chance for at nå hinanden på en anden, dybere måde.

Da nyheden om Sonnergaards død ankom, var det også smukt at se, hvordan medierne tog det alvorligt og gav hans minde plads. Og kunstnere betyder, når det kommer til følelser og tilknytning, mere end politikere og andre institutionaliserede magthavere.

et er lige så opløftende, som det er nedtrykkende, at tænke på, at kunstnerne hele tiden dør fra os. Og den skamfulde tanke melder sig hele tiden i mig: Hvem bliver den næste? P.O. Enquist, der er 82? Michel Houellebecq der har kritiseret de livsfarlige islamister? 87-årige Kjell Askildsen, som har betydet så meget for mit forfatterskab? Dylan?

En dag er de væk. Hele familien. Men minderne har vi lov at beholde. Mens en ny familie vokser op blandt os.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.