27. marts 2010, 23:30

Store Klaus nægter at holde sin kæft. Det allestedsnærværende engagement, stridslysten i debatten og den utrættelige skrivetrang er der stadig hos Klaus Rifbjerg. Nuvel, kræfterne er blevet færre, kontortiderne, som den 78-årige forfatter kalder sine daglige skrivestunder, kortere og afstanden mellem hvilene mindre. Men alene siden år 2000 har Rifbjerg føjet over 20 nye udgivelser til sit i forvejen forbløffende omfangsrige forfatterskab. Dertil kommer en række opsamlinger af tidligere digte, noveller, kronikker og journalistik. I oktober sidste år kom romanen »Dagstelegrafen«, og nu er han klar med en ny. »Skiftespor« udkom i denne uge.

Romanen foregår i 1930ernes København og skildrer et ungt homoseksuelt pars flugt fra det nazistiske Tyskland. Ikke uvant for Rifbjerg er bogen samtidig en spidning af den intolerance og frygt for det fremmede i nutidens Danmark, som han i årenes løb gang på gang har protesteret højlydt imod. I sin skønlitteratur, men i høj grad også i essays, kronikker og på anden måde i den offentlige debat. Han kan ganske simpelt ikke lade være.

»En del af det, der bliver sagt og gjort mod og med andre mennesker, det være sig homoseksuelle, flygtninge, eller hvad det nu kan være, udfordrer mig. Jeg føler mig gået for nær. Jeg synes, det er for galt. Det bliver et iltfattigt rum, man kan ikke få vejret, hvis man ikke får sagt, hvad man mener i den sammenhæng,« siger Klaus Rifbjerg, da Berlingske Tidende møder ham på forlaget Gyldendal.

Inspirationen til »Skiftespor« fik Rifbjerg fra det faktum, at den britiske forfatter Christopher Isherwood opholdt sig i København i slutningen af 1930erne. Han havde et forhold til en langt yngre mand og kom fra Berlin, hvor han bl.a. havde skrevet »The Berlin Stories«, der blev grundlaget for den senere verdenskendte musicalfilm »Cabaret«. For tiden kan et af hans værker også opleves i Tom Fords biografaktuelle filmatisering af romanen »A Single man«.
»Isherwood boede i Classensgade. Jeg tænkte: Hvordan ser København ud for en mand, der kommer udefra, fra en metropol, i det her tilfælde Berlin? Jeg satte mig for at give et billede af et kvarter i København i 1930erne set med udlændingens eller regulært med flygtningens øjne,« fortæller Klaus Rifbjerg.

»Outsider-flygtninge-problematikken er en del – her meget underspillet – men den eksisterer og kommenterer også forholdet til, hvordan det er nu. Er vi blevet mere tolerante? Er der blevet større vingefang, end der var i de indsnævrede og provinsielle tredivere, hvor København stadig var en mindre by?«

Svaret er ikke opløftende. Det viser blandt andet den aktuelle heftige debat om bøsser og lesbiskes ret til at blive viet i kirken på samme måde som heteroseksuelle, lyder det fra Rifbjerg.

»Fra mit synspunkt kan jeg ikke sige andet end: Lad dem dog, hvis vi skal kalde dem ’dem’, lave, hvad de vil. Hvis nogen præster har lyst til at vie dem, så lad dem dog blive viet. Det koster jo ikke nogen penge, der udbryder ikke krig, og de fornærmer ikke nogen.«

Han holder en pause og udbryder: »Men det gør de jo så åbenbart alligevel.«

For vi lever, som Klaus Rifbjerg ser det, i en fundamentalistisk tid.

»Dele af den danske folkekirke er blevet meget mere militant, end den har været i mange år. På den yderste højrefløj er det jo Tidehverv, som står på det nationale. Det er Gud, der bestemmer, og man skal ikke lave om på det lutheranske, som er vores arveguld og sølv. De roder det nationale sammen med det religiøse og har en moralsk kvababbelse over de uanstændige ting, som de mener, går imod, hvad Bibelen prædiker.«

Det i en grad så det giver mindelser om 1930erne, mener Rifbjerg.

»De nationalromantiske forestillinger om renhed og dyden og alt muligt andet, som var en del af spektret dengang, hvor vores verden var meget lille, har overvintret under et lag af fladhed, og nu stikker det så pludselig hovedet frem igen og er meget synligt. Det er sært for mig at opleve, at den intolerance, som man kunne formode ville være nogenlunde afskaffet, afmonteret i løbet af 1960erne og i forbindelse med ungdomsoprøret, og hvad der ellers skete der med seksuel frigørelse, kvinders ligeberettigelse osv., den eksisterer altså stadigvæk.«

Gennem alle årtierne har Rifbjerg været en aktiv del af samfundsdebatten, og han synes ikke, at der er noget mærkeligt i, at han bliver ved med at knokle på med skriveriet i en alder, hvor de fleste for længst har trukket sig tilbage.

»Jeg mener, at kunstnere dør med penslen eller pennen i hånden, ligesom soldaterne dør med støvlerne på,« siger han.

»Det handler jo dybest set kun om, at hvis man har det godt med det og befinder sig godt med at skrive og har en vis fornemmelse efterhånden for, at man kan noget, så skulle fanden da holde en væk, så længe man ikke er fuldkommen senil og mærkværdig.«

Det at skrive giver også et frirum fra den støj, der i direkte og indirekte forstand er steget enormt.

»Du kan ikke gå ind i en elevator, uden at den spiller musik eller sidde på et værtshus uden at få Vivaldis »De fire årstider« stuvet ned i halsen sammen med de kogte asparges.«

»Det er ikke til at holde ud,« nærmest råber han.

»Men der kan man så, i det øjeblik man sætter sig ned og går ind i det rum, som er helt ens eget, opleve en form for helle. Altså at man lukker alt det andet bævl ude, og så koncentrerer man sig om det der. Det er jo ens eget, så der træder man i virkeligheden i Vorherres sted. Fordi det er en skabende akt. Man skaber mennesker, skaber situationer. Ved at gøre det kan man håbe på, at man selv bliver en lille smule klogere. Og man kan også håbe på, at en enkelt læser pludselig opdager, at der er andre måder at se tingene på, end den man får serveret i avisen eller i fjernsynet.«

Det store engagement og de stærke synspunkter har haft konsekvenser. I visse kredse er Klaus Rifbjerg ligefrem blevet hadeobjekt nummer ét. Rifbjerg ved godt, at han deler vandene. At han til tider har slået så hårdt, at han er blevet kaldt en skallesmækkende mimose, og at nogle har følt sig kørt over af ham. Det vedkender han sig sin del af skylden for.

»Altså da jeg var ung og tumlede frem, sagde jeg jo ting, som at folket kunne rende mig i nakken. Det er da klart, at hvis man fører sig frem og måske oven i købet bliver understøttet af staten, så er der nogen, der bliver endnu mere vrede. Så det vil sige, at nogle ting er kørt af sporet. Skiftesporene har været sandet til. Nogle ting er kørt ud på forkerte steder på banegårdsterrænet. Der står vi så og råber fra den ene ende af sporet til den anden.«
Men han føler langt fra noget behov for at gå canossagang, som han udtrykker det.

»Jeg kommer ikke gående på knæ og beder om undskyldning eller noget som helst. Hvad er det for noget? Jeg føler mig heller ikke skyldig, fordi jeg engang har trykket en kommunist i hånden. Men jeg synes, der må være så meget tøjreslag og så meget elastik i tingene, at man godt kan se, at man som ungt menneske kan komme ud for noget, hvor man er lidt for stor i kæften, og så efterhånden som årene går får udvidet sit spektrum og sige: Jamen det var måske at gå for vidt.«

Rifbjerg ærgrer sig over den automatreaktion, han føler, han ofte bliver mødt med.

»Det, der har været problemet for mit vedkommende ved det store engagement, f.eks. i pressen, har været, at de fleste, som har været rasende på mig, aldrig nogensinde har læst, hvad jeg skrev. Man danner sig hurtigt en mening,« siger Klaus Rifbjerg.

Han mener selv, at baggrunden for hans engagement skal findes i opvæksten i et lærerhjem i det kvarter på Amager, der på grund af de mange lærerfamilier blev kaldt Klogerup.

»Det var ikke storslået sådan et kommunelærerhjem på Amager, som jeg voksede op i, men der var dog en fornemmelse af, at tingene betød noget. At det var vigtigt, hvordan man gjorde, og hvordan man havde det, hvad man lyttede til, og hvad man læste. Det er så gået i blodet,« siger Klaus Rifbjerg og tilføjer, at der er to sider i enhver arvesituation.

»Min mor var en meget temperamentsfuld dame og meget stærk. Min far var mere lyrisk inklineret og meget musikalsk. Fra hans side kommer en forståelse af det lyriske i mit temperament. Hvis man er opdraget med Carl Nielsen og aldrig har hørt en falsk tone, fordi han havde fuldendt genhør og så samtidig har en mor, som ikke var eftergivende og sød i den forstand – det var hun nu også – men altså hun var et lidenskabeligt menneske. Den kombination passer godt på mig.«

Klaus Rifbjerg har i lange perioder af sit liv boet i Spanien. Men for en seks-syv år siden flyttede han hjem til Danmark og bor i dag på Frederiksberg.

»Min kone er meget svagtseende nu, og da vores hus i Spanien hedder »Den smukke udsigt«, og hun ikke kan se andet end en grå klat uden for vinduet, er det lidt absurd at blive der.«

Selvom vitaliteten er intakt, er der noget, der ændrer sig, når man bliver ældre, erkender Rifbjerg.

»Det er der jo meget håndfaste udtryk for,« siger han og griner.

»Oprindelig stod den sådan der.« Han strækker armen med knyttet næve.

»Nu er bommen lidt længere nede. Altså jeg mener, det er da klart. Men det behøver jo ikke betyde, at man inden i hovedet bliver mindre aktiv. Men selvfølgelig hænger det somatiske, det korporlige og det cerebrale sammen. Jeg vil da tro, at hvis jeg blev ramt af en eller anden alvorlig sygdom, så ville jeg se helt anderledes på det,« siger Klaus Rifbjerg og tilføjer: »Men så længe man har sit gode helbred – syv, ni, tretten – så er det bare sjovt.«

Døden frygter han ikke.

»Jeg håber at slippe for alt for rædselsfulde oplevelser, før jeg kommer af med livet. Men tanken om, at det holder op, den tiltaler mig. Det er fint, at man ikke bliver træt af det, at man ikke væmmes ved livet og ikke synes, at det har været forgæves. Men man indgår jo i kredsløbet. Det er lige meget, hvor meget man bliver brændt, så vil der altid være et eller andet organisk tilbage. Og så går man ind i det der vældige forløb, som er så smukt med, at årstiderne skifter, og træerne vokser, og de bliver grønne. Solen skinner, og den går ned, og den står op. Fysikken er der og verdensrummet,« konstaterer Klaus Rifbjerg: »Alting har sin tid, og det har mennesket også. Det skal man lære.«