Teater:

Når de rødvinsmarinerede aggressioner bryder ud i lys lue

»Vintersolhverv« på Det Kongelige Teater er en grum, morsom og skrap livsstils-komedie med urovækkende undertoner.

En fremmed banker på: Kirsten Olesen, Mads Wille, Flemming Enevold, Troels Thorsen og Helle Fagralid forløser »Vintersolhverv« til perfektion på Det Kgl. Teater. Foto: Per Morten Abrahamsen.
En fremmed banker på: Kirsten Olesen, Mads Wille, Flemming Enevold, Troels Thorsen og Helle Fagralid forløser »Vintersolhverv« til perfektion på Det Kgl. Teater. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Gysende godt. Det er den fornemmelse, man sidder med i kroppen, når man overværer Det Kgl. Teaters vellykkede opsætning af det tyske stykke »Vintersolhverv«. For det første er det et bragende godt stykke, Roland Schimmelpfennig, dramatikerdarling på den tænksomme europæiske teaterscene, har skrevet. For det andet lykkes det instruktøren Emmet Feigenberg og et perfekt castet og samstemt skuespillerhold at forløse dens intentioner.

Lad os tage det med teksten først: Umiddelbart ligner den en livsstilssatire. Vi møder det velbjergede, intellektuelle par omkring de 40 (Mads Wille og Helle Fagralid), som forbereder sig på næste dags juleaften i den mondæne lejlighed med den helt rette blanding af IKEA, designerstole og loppemarkedfund, samtidig med at de skændes om det, par nu skændes om. Tilsyneladende låst fast i de roller, de giver hinanden.

Bedre bliver det næppe af, at hendes bitre mor (Kirsten Olesen) netop er ankommet, og allerede inden for få minutter er de rødvinsmarinerede aggressioner ved at bryde ud i lys lue. Mellem ham og hende – de har tilsyneladende begge gang i udenomsægteskabelige interesser; han i en ung pige fra sit forlag, hun i parrets kunstmalerven. Og samtidig har mor og datter en evigt sårende had-kærlighedsrelation kørende.

Det hele minder en smule om den svenske dramatiker Lars Noréns evne for at skildre den højere middelklasses uforløste liv, hemmeligheder og løgne med syreætsende galgenhumor.

Smågenialt er det, at Schimmelpfennig har tilføjet det hele en orkestrerende og kommenterende fortællerstemme – en sublimt neutral Søren Sætter-Lassen i højttalerne – som gør forfatteren i stand til at uddybe karakterernes motiver, tvivl og gamle sår, mens vi ser på dem. Han udstiller dem måske nok, men han forklarer og forsvarer dem også. Og han kan zoome ind på de detaljer, han vil have, vi skal lægge mærke til: »Han drikker på en tragisk måde« – og så ser vi skuespilleren udføre netop det kunststykke.

Det er først og fremmest vildt underholdende – ikke mindst hvis de agerende kan honorere kravene.

Tidsånden sniger sig umærkeligt ind

Men stykket er andet og mere end et familieopgør i designerhjemmet. For moren har nemlig mødt en beleven herre (Flemming Enevold) på sin egen alder i toget, og pludselig står han i stuen. En høflig, højt begavet mand med en blank, kulturel fernis. Ovenikøbet læge. Men hvem er denne Rudolph? Er han Satan, der skal tilintetgøre de forkælede og rådvilde, eller en gud, der skal sætte dem fri og give dem håbet tilbage? Eller er det tilfældigt, at han deler fornavn med en berygtet naziforbryder, og at han været en del af et tysk mindretal i Paraguay?

Er det faktisk ikke den rene fascisme, han efterhånden bekender sig til, i takt med at han forsøger at hverve familiens ensomme og værdiforladte medlemmer for sin kunst – og menneskesyn – med den stadig mere fysisk og psykisk svingende herre i huset som den eneste, der aner et uformuleret uråd?

Det er temmelig uhyggeligt, når tidsånden sådan får lov til at snige sig umærkeligt og ustoppeligt ind i en af de lejligheder, der ligner sådan en, som mange af os selv kunne bo i, perfekt forløst af scenograf Maja Ravn.

Udsøgt vittig Kirsten Olesen

Og ensemblet er helt på højde med teksten i Feigenbergs præcise instruktion, som manøvrerer stensikkert mellem historiens plan, mellem satire og ekistentiel smerte, mellem sjov og uhygge.

Mads Willes evne for den stigende desperation bliver vores. En svag mand, som efterhånden mander sig op til et opgør med det, der er ved at overtage hele husholdningen – eller gør han? Og Helle Fagralid besidder den helt rette blanding af kølighed, vrede og vemod som kvinden, der i sidste ende har en usikker fornemmelse for sine egne konturer.

Læg dertil en udsøgt vittig Kirsten Olesen, der spiller den ensomme, frustrerede mor frem i første række – snart skvulpende rundt i evig selvmedlidenhed, snart tøsevorn i mødet med sin nye kavaler. Sidstnævnte kunne ikke være bedre besat end med Flemming Enevold, der balancerer rollen perfekt mellem dæmoni og charme, så tilskueren hele tiden hensættes i tvivl om kulturmenneskets motiver.

Endelig runder Troels Thorsen rollelisten af som malervennen, der viser sig ikke at have talent for ret meget.

»Vintersolhverv« er det hidtil stærkeste udspil på teaterscenen i denne sæson. Tænk, at man kan skabe en forestilling, der både handler om os, om familien og individet i krise, men på sin egen snigende, herligt væmmelige facon måske også om den tid, der giver grobund for ubehagelige strømninger i vores samfund. Vel at mærke uden at levere nemme løsninger. Tiden er heller ikke til dem.

Hvad: »Vintersolhverv« af Roland Schimmelpfennig.

Hvem: Oversættelse: Nielsen. Iscenesættelse: Emmet Feigenberg. Scenografi: Maja Ravn.

Hvor: Det Kgl. Teater, Skuespilhuset, Lille Scene. Til 27. februar. Herefter turné, se kglteater.dk.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.