Musik på hjernen

Hjerneforskerne kan se, at man bliver klogere at spille musik, og nu er lægerne begyndt at dosere musik som medicin til psykisk syge.

Radioen er fyldt med det. Det er nævnt under 'jeg elsker...' i enhver teenagers vennebog. Vi dyrker sex til det, vi bliver gift til det, vi bliver helbredt af det, vi græder af det, og vi tror selv, at vi kan, når vi har fået lidt under vesten.

. For nogen har musikken en nærmest magisk kraft - men hvorfor er det egentlig, at lyde med forskellig frekvens i en bestemt rækkefølge er så godt for os?

Hjerneforskeren og jazzmusikeren Peter Vuust har spillet kontrabas det meste af sit 43 år lange liv. Siden 2002 har han været ansat af Det Jyske Musikkonservatorium og som én af de få herhjemme forsket i, hvordan musik påvirker vore hjerner. Det undrer hjerneforskerne, at musik overhovedet findes - at musikken har overlevet evolutionens kniv.

En teori går ud på, at musikken har overlevet, fordi den faktisk narrer kroppen til at tro, at musik er godt for os.

»Hjernen har et belønningssystem, som er indrettet til at frigive stoffet dopamin, når vi lærer noget nyt, når vi dyrker sex, når vi får fat i mad eller gør andre ting, som er godt for kroppen for at sikre artens overlevelse. Men systemet kan misbruges af for eksempel narkomaner, som bruger narkotika til at aktivere belønningssystemet i hjernen, og man kan jo ikke sige, at det gavner overlevelsen at være narkoman. Det er påvist, at musikken også aktiverer - og altså misbruger - belønningscenteret,« siger han.

Men det er ikke hele sandheden. En anden teori kaldes »Survival of the Sexiest«, og den går ud på, at hannen spiller musik for hunnen, så hun tiltrækkes seksuelt af ham. Det er ikke en teori, som Peter Vuust er helt vild med, »men det er jo åbenlyst, at rockmusikere er gode til at få deres gener videreført!,« som han siger.

Peter Vuust hælder mest til teorien om, at musikken hjælper os til at få følelsesmæssigt fodslag, at musikken simpelthen gør det nemmere for os at agere som en gruppe.

»Det jeg tror mest på er, at musikken har overlevet, fordi den hjælper med en social afstemning af følelser. Vi kan med musikken noget, som sproget ikke kan, og det er at kommunikere sammen i større grupper, og i evolutionsmæssig sammenhæng er det jo vigtigt, at gruppen kan arbejde sammen og opnå synergi.«

At spille gør godt
Men selv om det kan være svært at finde den præcise grund til at musikken findes, er det tydeligt, at den gør godt. Især hvis man spiller selv.

»Hjernen er plastisk, og det vil sige, at den ændrer sig efter, hvad den bliver brugt til. Der er meget, der tyder på, at man bliver bedre til at udtrykke sig verbalt, når man øver sig i at spille musik.«

Gennem de sidste par år har han scannet hjerneaktiviteten på musikere og ikke-musikere, mens de lyttede til musik - og scanningerne tyder på, at egenskaberne for sprog og musik (også musik uden tekst) overlapper hinanden. På den måde opstår der en synergi-effekt mellem de to.

»Hos musikerne blev den rytmiske musik behandlet præcis som et sprog. De reagerede med venstre hjernehalvdel, mens ikke-musikerne overhovedet ikke reagerede med venstre hjerne halvdel,« siger Peter Vuust og tilføjer, at andre forsøg også tyder på, at man bliver bedre til matematik af at spille musik.

»Derfor er det farligt, at man skærer ned på musikundervisningen i skolen og i gymnasiet. Men ud over de bedre færdigheder, er musikken selvfølgelig også i selv grund nok til at beskæftige sig med den,« siger jazzmusiker og hjerneforsker Peter Vuust.

Hvad er Hitchcock uden lyd?
Om man tror på, at sjælen har sin egen lille krinkelkrog inde i hjernen, kan man kalde en smagssag. Men følelserne er ikke så mystiske. I hjernens limbiske system sidder vores følelser, de strenge som vi gladeligt lader komponister, filminstruktører - og udspekulerede elskere og elskerinder - spille på.

Vi vil have et kick, vi vil smelte indeni, og det skal løbe koldt ned ad ryggen på os. Ingolf Gabold er operakomponist og chef for TV-Drama på DR. Det er hans arbejde at få musikken til at »røre os«.

»Det som afgør, hvor stor og dygtig en komponist er, er hvor god han er til at manipulere med publikums følelser,« fortæller han.

I TV- og filmproduktion spiller musikken en kæmpe rolle som stemningsskaber. Prøv bare se en heftig Hitchcock-gyser uden lyd. Det er omtrent lige så skræmmende som birkelaminat.

»Når man i en film ser billede og lyd samtidig, bruger man cirka 70 procent af hjernens kapacitet til at afkode billederne, mens kun 30 procent bruges på musikken og lydene, og det betyder at dine forsvarsværker over for musikken er nede. Så er der frit slag for instruktøren.«

Et af instruktørens vigtigste redskaber hedder synæstesi, der hvor musikken og lydene spiller sammen med billederne og danner en ny betydning eller tolkning inde i publikums hjerne.

Det kan enten være ren underlægningsmusik, hvor en bryllupsscene har følgeskab af Mendelssohns bryllupsmarch, men det kan også være kontrapunktisk, som i Ole Bornedals »Nattevagten«, hvor de to ting spiller direkte mod hinanden og giver en ny mening. Her har han valgt at spille »Lille Lise let på tå - hun sa' bare: Gør det no'ed? Gør det no'ed?« samtidig med at morderen sprætter en prostitueret pige op.

»Billederne på skærmen viser noget sygt, dystert, perverteret, mens der spilles den ligefremme og naive børnesang. Så bliver din hjerne sat på overarbejde med at lave en følelsesmæssig og intellektuel overvejelse. Du bliver usikker, og derfor bliver scenen spændt endnu mere op,« forklarer han.

Musik kan erstatte medicin
I lægeverdenen er man også ved at få øjnene op for musikkens effekt på os. Nu har et hold af læger, musikere og terapeuter udviklet en særlig formel for musik, som skal gøre syge mennesker raske.

Per Thorgaard er ledende overlæge på anæstesi- og intensivafdelingen på Aalborg Universitetshospital og formand for organisationen Musica Humana, som siden 1998 har udviklet musik til landets hospitaler.

»Der er en forfærdelig larm på sådan en intensivafdeling. Der er respiratorer, der hvæser, maskiner der bipper, ventilation og senge der skramler, det er jo ikke særlig nemt for kroppen at slappe af og blive rask i sådan et lydmiljø. Du kan lukke øjnene, men du kan altså ikke lukke ørerne. Heller ikke mens du sover,« forklarer Per Thorgaard om grunden til, at han i 1998 gik i gang med at forsøge sig med musik som lydtapet på landets hospitaler.

Siden da har Musica Humana forfinet og testet musikken på over 3.000 patienter, personale og pårørende. Blandt andet på hjertepatienter som ellers altid har fået beroligende medicin, før de skulle ind til hjerteundersøgelse.

»Musikken kunne faktisk erstatte medicinen totalt, de slappede lige så meget af før undersøgelsen. For mig handler det om at erstatte noget teknisk med noget menneskeligt og at mobilisere en indre ressource hos folk selv, før man begynder at hælde gift i kroppen.

Komponeret til formålet
Musikken, som bliver spillet, er ikke bare en samling af overlægens yndlingsCDer hjemme fra hylden. Det er komponisten og musikeren Niels Eje, som sammen med lægerne gennem flere år har udviklet musikken. Den består af flydende synthesizerlyde, bløde instrumenter som cello, obo og harpe blandet med lyde af sommerregn, bølgeskvulp, fuglefløjt og en knapt hørlig hjertelyd.

»Vi har også prøvet med almindelig musik som for eksempel Mozart. Det havde også en positiv effekt, men responsen på Niels' musik var klart bedre. Den klassiske musik svinger i volumenstyrke og har mere livlige passager, som ikke passer til vores brug,« fortæller Per Thorgaard.

På den psykiatriske afdeling på Horsens Sygehus har personalet lavet et forsøg, hvor man spillede Niels Ejes beroligende musik for 30 psykisk syge patienter, når de fik angstanfald, ikke kunne sove eller var plaget af stemmer. 26 ud af de 30 havde en behagelig oplevelse af musikkken, og faktisk kunne personalet i mange tilfælde droppe den ellers så nødvendige beroligende medicin eller blot bruge mindre doser. Til foråret laves der et tilsvarende forsøg med de psykiatriske patienter på Sankt Hans Hospital.

»Hvis forsøget på Sankt Hans Hospital giver samme positive resultat, så bliver det sådan, man gør for eftertiden. Hvis man har et håndfast bevis på, at noget virker, så skal der være meget gode grunde til ikke at bruge det. Og så er det jo bare et spørgsmål om tid, før det bliver mere udbredt« siger Per Thorgaard.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.