Endnu en udenlandsk arkitekt har beriget den danske bygningsarv. Steven Holl, som Time Magazine har kaldt USAs bedste arkitekt, har i Herning skabt et smukt og tilsyneladende funktionelt museum.
8. september 2009, 19:33 – opdateret 9. september 2009, 13:56
af 6 stjerner
Også Uwe Max Jensen er kommet til generalprøven på åbningen af det nye kunstmuseum i Herning.
Uwe Max Jensen, der er blevet kendt viden om for dengang, han urinerede på en gavl i nabobyen Brande, og den uge, han gjorde sine daglige toiletbesøg på ARoS i Århus til en kunstnerisk begivenhed, er sammen kunstnere og kuratorer og andre koryfæer kommet til Herning for at fejre landets nye kunstmuseum. Jeg spørger ham forsigtigt, om han planlægger at forstyrre den kindkyssende idyl i den store forhal med de mange mennesker og de mange hvidvinsglas, men han forsikrer, at han ikke har tænkt sig at lave noget som helst. Til gengæld har han været så forudseende, at han i fundamentet til bygningen har placeret sit visitkort, som vi sagde i min barndom, når hunden besørgede på naboens græsplæne.
Selvfølgelig. Det hænger jo sammen. Herning Kunstmuseum er kendt verden over for sin samling af værker af den italienske kunstner, Piero Manzoni, som Aage Damgaard i 60erne inviterede til Herning. Manzoni var ham, der blandt meget andet blev kendt for det med afføring på dåse, som stadig fra tid til anden gør nogle vrede. Det vækker samtidig også respekt i det store udland, at Herning har en så stor og fin Manzoni-samling. Ikke fordi tingene provokerer eller forarger, men fordi Manzoni var en vigtig skikkelse i det 20. århundredes kunst.
Til Herning skabte Manzoni bl.a. hovedværket »Socle du Monde«, der har den morsomme pointe, at det, vi ser på, er Jordens sokkel. Man kan se, at skriften står på hovedet. Hvis man stillede sig oven på den, ville man befinde sig under soklen. Jorden hviler på denne rustrøde metalkasse, der i flere årtier har stået uden for det gamle museum men i dag er flyttet inden for. Det er en skam men en nødvendighed, og med sin placering i forhallen i Steven Holls lyse bygning markerer skulpturen også, hvor vigtig en del af museets identitet og historie, Manzoni og 1960erne er.
Det er nemlig en rigtig fin historie om Aage Damgaard, der bragte kunsten fra den store verden til Herning. Ikke kunsten som harmløs pynt – men den grænsebrydende kunst, der undrede og fik dem, der blev berørt af den, til at stille spørgsmål. I begyndelsen skrev de i aviserne, at fabrikant Damgaard havde mistet forstanden, men i dag er billedkunsten sammen med den ualmindelige driftighed, der kendetegner byen, en del af Hernings identitet. Det siges, at Herning er den by, hvor der statistisk er mest kunst i privateje, og ikke mange andre steder kunne det have ladet sig gøre at få rejst et monstrum som Ingvar Cronhammars kæmpeskulptur, »Elia«, ligesom det er imponerende på så kort tid, det er lykkedes at skaffe midlerne til museet. Der er en lige linje fra Manzoni og hans dåser til det museum, der åbnes i dag for offentligheden, og som vil blive til stor glæde for byen, hvor man taler om, at jyske dollars ligger bedst i borgernes lommer. Kunst er kapital, som Joseph Beuys påpegede.
Et telt på heden
Museet, der også rummer en koncertsal og er hjemsted for Ensemble Midtvest, er tegnet af den amerikanske arkitekt, Steven Holl. Blandt hans bygningsværker på disse breddegrader er det finske museum for samtidskunst, KIASMA, i Helsinki og det nye Knut Hamsun-museum i Hammarøy i Norge, og så har han vundet konkurrencen om Marmormolen i København.
Til Herning har han skabt et afdæmpet mesterværk, der i udpræget grad har en nordisk tone, og da også her og der bringer mindelser frem om to af arkitektens store forbilleder, Alvar Aalto og Jørn Utzon. Man kan sige, at museet metaforisk tager afsæt i stedets forhistorie. De hvide ydervægge har en stoflig, tekstilagtig karakter, og der er steder, hvor bygningen kan lede tanken hen på skjorters foldninger og dermed altså på den omstændighed, at museet skylder sin tilblivelse en tøjfabrikant, og at det gennem mange år havde til huse i hans tidligere fabrik. Rummene forekommer veldisponerede til formålet, og Steven Holl har med stort talent arbejdet med at drage lyset ind i salene, hvor han hist og her har åbnet væggene for generøse udsyn til det stoute midtjyske landskab under den høje himmel.
De nærmeste omgivelser er mere raffinerede i form af et blødt, græsklædt landskab og to store vandbassiner; det ene placeret ved siden af en terrasse, hvorfra der er adgang fra den lyse restaurant. Det fint underspillede indgangsparti leder frem til en foyer, der fungerer som fordelingscentral for husets mange funktioner. På afstand ligner det et telt på den jyske hede, og det er et hus, der har en rolig karakter og i sin formgivning er båret af respekt for sin funktion.
Ambitiøs åbning
Det ny kunstmuseum i Herning vil som nævnt gøre meget godt for byen på den jyske prærie. I forvejen rummer Herning blandt andet et museum for Carl-Henning Pedersen samt Ingvar Cronhammars skulptur, »Elia«, der er stor og sort som et ondt år.
Nye museer har traditionelt nyhedens interesse, og ikke mindst når det er et arkitektonisk mesterværk, som tilfældet er her. Men når den første opmærksomhed har lagt sig, daler publikumsinteressen som regel. Det mærker museerne for tiden – ikke mindst ARoS i Århus – mens det tilsyneladende hver gang kommer bag på politikerne. Spørgsmålet bliver derfor, hvilken udstillingspolitik, Hernings nye kunstmuseum vil føre. Den populære, som ganske rigtigt tit og ofte kan give endog særdeles nydelige besøgstal og i en snæver vending lukke huller i budgettet, eller den ambitiøse der giver respekt rundt om i verden og på længere sigt et mere tilfredsstillende resultat.
Og også på denne måde er Manzoni en meget stor fordel for Hernings nye museum. Hans værker, der med mellemrum er blevet vist på førende museer i flere verdensdele, giver mulighed for at låne interessante ting andre steder fra, fordi der nu er rejst en bygning, der lever op til tidens krav om sikkerhed og klimastyring. Og det giver mulighed for ambitiøse særudstillinger.
Åbningsudstillingen er fantastisk. Det vil være en, mange kunstinteresserede fra en række nabolande vil rejse til Herning for at se, for det er den græskfødte billedkunstner, Jannis Kounellis, som hermed får sin første store præsentation i Danmark. Kounellis bruger materialer som jernbanesveller, kaffesække, kul, stål, ild, planter, bly og et sted mellem syv og otte tusinde (fyldte) grappaglas til at fortælle en fascinerende og meget vedkommende historie om arbejde og identitet, slægt og eksistens. Det er tunge og insisterende værker, der påpeger væsentlige aspekter og kvaliteter ved livet, mens de stilfærdigt åbner sig for den enkelte betragters individuelle fortolkning.
Flot satsning
Udstillingen af den faste samling er ikke omfattende men præcis. Ophængningen peger på, at konceptkunsten og det konceptuelle men alligevel sanselige maleri er i højsædet i Herning. Den famøse dåse er da også udstillet i en montre sammen med en række værker af Manzoni. Man kunne have troet, at når nu netop Manzoni er den kunstner, hvis værker gør Herning Kunstmuseum til noget ganske særligt ude i den store kunstverden, ville det have været naturligt at åbne museet med hans værker, men den udstilling kommer næste år, og i mellemtiden introducerer Herning indisk samtidskunst i Danmark. En satsning der kun kan vække respekt, men også en satsning, der kan resultere i mange besøgende, sådan som man kunne se det i London, da Saatchi præsenterede moderne kunst fra Mellemøsten på en overrumplende udstilling.
Manzoni er centralt placeret i den faste samling sammen med et maleri af Poul Gadegaard, hvorved forhistorien om museet elegant pointeres. Det var Gadegaard, der etablerede kontakten mellem Manzoni og Damgaard og dermed blev en vigtig forudsætning for kunsteventyret i Herning. Den banebrydende tyske kunstner Joseph Beuys udgør også en vigtig del af HEARTs samling, og han har selskab af blandt andre Bjørn Nørgaard, af hvem der er et tidligt men centralt værk.
Maleriet afskrives rutinemæssigt og med jævne mellemrum som kunstnerisk irrelevant, det er selvfølgelig noget sludder, og det viser museet med en enkel ophængning af store billeder af så fine malere som John Kørner og Troels Wörsel.
Steven Holl: Heart – Herning Museum of Contemporary Art. Landskabsarkitekt Torben Schønherr. Åbner i dag. Jannis Kounellis: Frihed eller døden. Åben tirsdag-søndag 10-17, torsdag til 22. Til 10. januar.
