Morten Albæk: Vi danskere er blevet dovne

Direktør i Vestas og filosof, Morten Albæk, er træt af den nationale selvovervurdering. På tide at erkende, hvor gennemsnitlige og blottet for særlige evner vi er, skriver han i ny bog.

Direktør og medlem af topledelsen i Vestas, Morten Albæk.
Direktør og medlem af topledelsen i Vestas, Morten Albæk.

Vi danskere er blevet dovne. Og som om det ikke er slemt nok, så er danskeren også blottet for erkendelsen af, at vi er blevet det.

Hvilket er det værste.

Påstanden er Morten Albæks. Han er ikke en forsigtig mand. Ikke en mand, der udelukkende virker på de indre linjer. Ulig mange af hans slags. Som Group Senior Vice President i Vestas sidder han i den absolutte top af en af nationens store, globale virksomheder. Sådan et sted, hvorfra ledere normalt kun materialiserer sig i offentligheden ved uomgængelige begivenheder. Fremlæggelse af årsregnskaber og den slags. Ellers er de formummede i direktørgange og lufthavnslounger samt virker gennem andre. De er sædvanligvis så diskrete, at de tilsyneladende kun giver lyd fra sig, når deres Blackberry ringer, eller direktionsvognen kører i perlegrus.

Men ikke Albæk, der er filosof af uddannelse og adjungeret professor i filosofi ved Ålborg Universitet. Hvilket hans nye bog, skrevet i samarbejde med journalist Stig Matthiesen, bevidner. Den hedder »Det gennemsnitlige menneske«. Noget vi danskere har glemt, at vi er. I en efterhånden naiv, provinsiel selvovervurdering, hævder han.

»Jeg har ikke skrevet denne her bog for at fornærme nogen. Jeg har skrevet den, fordi jeg efter fire og halvt år i globaliseringens frontlinje har konstateret, at Danmark, hvor jeg er født, har boet hele mit liv og har valgt, at mine børn også skal opvokse, er blevet et samfund, hvor det at være vedholdende og ikke mindst flittig, er ophørt med at være en almen anerkendt betingelse for, for det at forblive et af verdens bedste samfund at leve i. Og det bør siges,« siger Morten Albæk.

Ifølge den 37-årige marketingdirektør er der en markant udvikling i det danske samfund, som ikke blot er tiet ihjel i misforståede hensyn. Den ytrer sig også markant fra danskerens forhold til arbejde til ligefrem at være en populærkulturel dyrkelse i fritiden.

»Jeg mener, at vi over det sidste halvanden årti har udviklet en ny eller moderne udgave af janteloven. Jeg kalder den X Factor loven. En lov, som handler om det modsatte af, at ingen må tro, de er noget. Den handler om, at alle skal tro, at de er noget særligt. Kan noget særligt. Hvilket naturligvis ikke er tilfældet. Sandsynligheden taler derimod for, at vi ikke er noget særligt. At man ikke har specielle evner. Og selv de få, der har særlige evner, må arbejde hårdt og vedholdende, hvis de virkelig vil være blandt de bedste,« siger Morten Albæk.

Han fortæller i sin bog, at han gennem sin egen opvækst - født i 1975 - har været vidne til »et bevidstløst spektakel, hvor danskerne med stadig større selvtilfredshed har fejret sig selv som et samfund, hvor man er særligt produktiv, voldsomt effektiv, guddommeligt innovativ, yderst sofistikeret, grænseløst kreativ, umådeligt frit tænkende og ekstraordinært oplyst og veluddannet.« Men hvis Danmark er verdensmester i noget i 2013, så »er det at bedrage os selv«.

»Ja, det mener jeg. Hvis du kigger i Rockwoolfondens forskningsenheds analyser, kan du se, at fra 2001 til 2012 er der en interessant udvikling i, hvor meget danskerne eksempelvis selv tror, de arbejder, og hvor meget de rent faktisk arbejder. I 2001 troede vi, at vi arbejde 37, 7 timer om ugen, men de facto arbejdede vi 34,5 time om ugen. I 2012 tror vi, at vi arbejder 39 timer, men reelt arbejder vi kun 33 timer om ugen. Over de sidste 45 år er danskerens arbejdsdag gennemsnitligt faldet med 43 minutter. Det er 11 hele fridage om året. Ser du blot på 2001 til 2013 kan vi konkludere, at danskeren er blevet mere doven og i besiddelse af en ringere selverkendelse. Det vil sige, at vores oplevede virkelighed og den faktiske virkelighed arbejder sig væk fra hinanden,« siger Albæk.

Her ligger Albæks hovedpointe. Produktivitet og konkurrenceevne falder. Vækstplan eller ej. Direktøren og filosoffens tese er, at ingen kommission kommer til at løse, at Danmark og danskerne har en selverkendelsesmæssig udfordring. Vi har ikke brug for en produktivitetskommission så meget som vi har brug for en selverkendelseskommission, pointerer han. Men har Albæk ikke glemt, at et halvt årtusinds protestantiske arbejdsmoral ikke forsvinder på bare få årtier? Er vi egentlig ikke alle klar over, at belønning kræver flid, selvom vi forbigående skulle have glemt det?

»Vi er i hvert fald ikke i dag et mere flittigt samfund, end vi var for 20 år siden. Vi arbejder mindre. Når jeg så refererer til X Factor loven, så er det fordi, at den selvsamme tsunami af superlativer, der nedkastes over fuldkommen middelmådige og forglemmelige præstationer hver fredag aften på vores public service kanal, er den samme tsunami af superlativer, der også bliver nedkastet over medarbejdere, der udfører et fuldstændig forventeligt stykke arbejde. Lige som man i X Factor producerer imaginære talenter, der intet originalt er at spore hos, har man også talentprogrammer i mange organisationer, som er med til at give prædikatet talent til medarbejdere, der fagligt og professionelt er gennemsnitlige.«

Morten Albæk har rent faktisk stillet sig op over for sine medarbejdere og kundgjort, at han anser alle i lokalet, inklusive ham selv, for erstattelige. Samt meddelt, at lønforhøjelse ikke er noget, der forhandles. Alle får den løn Albæk og hans ledelsesteam har vurderet at de er værd ud fra hvad de leverer. Ønsker medarbejderne højere løn, må de finde et andet sted at arbejde.

Sidste år indledte Vestas en stor spareplan. Morten Albæk afskedigede to tredjedele af medarbejderne i sin globale afdeling. Et stort antal medarbejdere er dertil fyret i produktionen. Men nogle blandt de to tredjedele må vel have været både dygtige, flittige og vedholdende, når man fyrer så mange? Ellers har ledelsen i Vestas vel i sin ansættelses- og personalepolitik gennem årene været himmelråbende udygtige? Er medarbejderne blevet fyret, fordi de er dovne og uduelige, eller fordi Vestas ledelse ikke er dygtig nok?

»Det sidste skal jeg jo ikke vurdere. Der har været mange dygtige og flittige medarbejdere, som beklageligvis er blevet afskediget, ja. Men den tredjedel, der er tilbage, er bare vurderet bedre og mere værdiskabende end de to tredjedele, der har forladt den del af Vestas’ organisationen, jeg er ansvarlig for at lede. Og jeg kan med tilfredshed konstatere, at der ikke været nogen nedgang i kvalitet – tværtimod - ved at reducere omkostninger og medarbejderstaben i mit forretningsområde. Men det er vel læren af krisen hele vejen rundt i samfundet, og hvorfor jeg også forventer, at krise ender med at være sund for os alle. For Danmark. Nemlig at vi kan organisere os langt mere effektivt end tidligere og skabe mere værdi med færre ressourcer. » siger Morten Albæk.

Morten Albæks lovbesyngelse af flid, ansvarlighed og ærlighed bogen igennem kan forekomme paradoksal hans tidligere arbejdsplads taget i betragtning. Her var han ansat i Danske Bank. Under direktør Peter Straarup. En mand, der forklarede bankens næsten totale nedsmeltning på grund af vidtløftige lån og overgearede investeringer med ordene: »Krisen kom til os fra vest«. Underforstået, at alt var Amerikas og det amerikanske finansmarkeds skyld. Danske Bank havde stort set ikke andet end uforskyldt andel i finanskrisen. I dag siger Albæk, at »han lærte meget i Danske Bank«. Underforstået, at man har lov at blive klogere, går intervieweren ud fra. Var der tale om lærepenge, har Morten Albæk i så fald fået en af nationens dyreste uddannelser.

»Jeg siger bare, at hvis vi ønsker at opretholde den virkelighed, vi kigger ud i nu, hvor Danmark stadig er et af de 12-15 rigeste lande på planeten, så er der en del af ligningen, som vi bliver nødt til komme tilbage til. Og det er erkendelse af, at flid og tid og vedholdenhed er de tre ting, der i selvtilfredshedens Danmark er forsvundet ud af vores dannelseskultur. Når jeg vælger at skrive denne her bog, er det jo fordi jeg elsker Danmark, jeg elsker at være dansk. Og det gør jeg fordi, der er nogle utroligt åbenlyse kvaliteter i at være dansk. Både ved at være dansker i Danmark og være det ude i verden. Vi kommer med en almenviden og social begavelse, som er langt over, hvad du kan møde i mange andre samfund. Men hvis vi tror, vi kan forsætte med at være blandt verdens mest innovative, konkurrencedygtige, produktive, succesrige samfund, så kræver det, at vi erkender, at vi er udrustet intellektuelt, intelligens- og uddannelsesmæssigt lige så gennemsnitligt som snart sagt enhver anden af de syv milliarder mennesker, der bor på planeten,« siger Morten Albæk.

Han hævder, at han selv er meget flittig, men også ser sig selv som gennemsnitlig. Et udsagn, han udmærket er klar over, ikke vil blive taget for gode varer alle steder. Morten Albæk var i en periode i egenskab af filosof og debattør næsten X Factor-eksponeret i de elektroniske medier. Og hvad han selv ser som engagement og virkelyst, er gennem tiden af andre blevet opfattet som selvhævdelse fra en mand, der primært synes at have været repræsentant for det snakkende, snarere end det handlende lag i samfundet. Man kan forestille sig, at en af de mange, der er blevet fyret fra produktionen i Vestas, læser dette interview, ser sig stemplet som doven og konkluderer, at det kan ham Albæk sagtens sige. Group Senior Vice Præsidenten og marketingdirektøren er jo selv umålbar. Han har et varmluft job, der ikke kan måles. Hvornår vi ved, at Morten Albæk gør sit arbejde godt nok? Hvor arrogant er det ikke, at komme at påstå, de andre er dovne, når ens egen flid udgøres af snakketøjet?

»Jeg kan jo godt måles. Jeg er marketingdirektør og kan fx måles på kundetilfredshed. Den er siden 2009 steget med 50 procent. Jeg er ikke verdens bedste. Jeg er heller ikke ufejlbarlig. Jeg er blevet kaldt så meget. Vindmøller spinner bedst, når der er kold luft, så er jeg fuld af varm luft, bør jeg i hvert fald ændre på det. Men folk ved jo ikke, hvad jeg laver. Kommunikation og branding er en meget lille del af, hvad jeg er ansvarlig for. Jeg er også ansvarlig for forretningsudvikling og kundefokus. Men guds fred med det. Det vigtigste for mig er ikke, hvad folk har af forestillinger om mig. Det vigtigste er, hvad folk har af indtryk, efter de har læst min bog. Hvis man stadig, efter at have læst den, synes jeg er arrogant og nedladende og virkelighedsfjern samt uden snert af ydmyghed, så vil jeg blive overrasket,« siger Morten Albæk.

I »Det gennemsnitlige menneske« har han nedfældet sin egen personlige ambition: At »blive verdens bedste og mest innovative marketingdirektør«. Adspurgt om plan B, svarer han uden at tøve: »Så blir’ jeg tilkaldevikar på Ry Højskole. Hvis jeg da er egnet. Du skal være velkommen til det første kursus.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.