Monstre i dybet

De gamle søskrøner om kæmpeblæksprutter, der suger både mus og mænd med sig i dybet, kan meget vel være sande. Tag med på en rejse til verdenshavenes dybder, hvor 20 meter lange skabninger med øjne så store som tallerkener hersker.

På sin vej over Atlanterhavet, ud for den portugisiske ø Madeira, blev den franske sejlsportsmand Olivier De Kersausons trimaran pludselig ramt af voldsomme rystelser. Roret var blokeret, og det føltes, som om noget holdt hele båden i et jerngreb.

Kersauson bad omgående et besætningsmedlem gå ned på dækket for at undersøge, hvad der var på færde.

"Pludselig så han noget bevæge sig. Det var en kæmpe tentakel," fortalte Kersauson bagefter.

En fangarm, tykkere end en mands overarm, spærrede hele udsigten gennem et koøje. En kæmpeblæksprutte holdt en stor del af yachtens centrale skrog i et sugende favntag.

Men kort efter gav den slip, og i bådens kølvand så sømændene den frygt-indgydende skabning. "Den må have været syv, otte eller ni meter lang," sagde Kersauson til BBC. Begivenheden indtraf i januar i år.

Den franske sportssejler erklærede sig lykkelig over, at han ikke havde behøvet at tage kampen op med havuhyret, ligesom Kaptajn Nemo i Jules Verne's "En verdensomsejling under havet". Men hvad er facts, og hvad er virkelighed i den ti-armede kæmpeblæk-spruttes forunderlige verden?

Efter alt at dømme er virkeligheden tættere på Kaptajn Nemos mareridt-oplevelse, end man hidtil har anet.

Virkeligheden havnede i en newzealandsk trawlers net tidligere på året i Rosshavet nær Antarktis. Fiskerne havde fanget historiens kun andet kendte hele eksemplar af kæmpeblækspruttens storebror, Mesonychoteuthis hamiltoni. Det døde havmonster landede på verdens førende blæksprutteforskers dissektionsbord, og da han havde set det enestående gigantiske næb, de kolossale fangarme, øjnene med en diameter på 30 cm og de utallige barberbladsskarpe kløer på dens arme, gav han den straks et nyt folkeligt navn: The colossal squid - kolossalblæksprutten.

Den newzealandske havforsker Steve O'Shea var ikke i tvivl. Selv om den stinkende, uformelige kødklump på hans lange metalbord var en meget lille og ung hun og derfor "kun" vejede 150 kilo, så stod han med det nærmeste, man kan komme svaret på Kaptajn Nemos havmonster: den næsten ubeskrevne og uhyre sjældne konge af kæmpeblæksprutterne.

"Da dette dyr var i live, var det et af de mest frygtindgydende rovdyr derude. Det har ikke sin lige i oceanerne," udtalte O'Shea til verdenspressen. Og han ved, hvad han taler om.

Af de ca. 300 døde kæmpeblæksprutter, man hidtil har fundet, har O'Shea personligt undersøgt 105 af dem - flere end nogen anden forsker i verden.

Men verden skulle blive forbløffet over endnu et vidnesbyrd om havets kolossale hemmeligheder.

I slutningen af juni fandt soldater på øvelse en stor, stinkende kødklump på den sydchilenske kyst. Havbiologer ilede til stedet, for meget tydede på, at klumpen var resterne af en enorm blæksprutte. Den uformelige masse vejede ikke mindre end 13 ton, og at dømme efter den meget specielle stank og den ganske særlige kødstruktur var det ikke resterne af en stor hval, der lå der i brændingen. Men selv i dag, næsten to måneder senere, har biologerne endnu ikke fuldt ud fastslået, hvad det er for en art. Måske er der tale om en helt ny og hidtil ukendt kolossalblæksprutte.

Danmarks førende blæksprutteekspert er havbiologen Thomas K. Kristensen fra Dansk Bilharziose Laboratorium. Han følger i fodsporet på en berømt dansker, zoologen Japetus Steenstrup, der i 1856 som den første i verden artsbestemte kæmpeblæksprutten og gav den navnet Architeuthis, hvilket betyder høvdinge-blæksprutten. Thomas K. Kristensen har ligefrem æret sin forgænger ved at give en ny og mindre blæksprutteart navnet Gonatus Steenstrup.

"Architeuthis kan blive op til 20 meter lang med dens fangarme og veje ca. et ton," siger Thomas K. Kristensen.

"Men meget tyder på, at dens storebror kan blive meget større. Hvis fundet i Chile er en ny art kæmpeblæksprutte, så må de store arter altså kunne opnå en vægt på mindst 13 ton og en længde på i hvert fald 25 meter. Og så er det, at vi har at gøre med en af den slags, som ifølge skrønerne rev mindre skibe i dybet med både mus og mænd i gamle dage."

Man har aldrig filmet de dybhavsgående kæmpebløddyr i levende live, men kender dem kun i form af afrevne fangarme i kaskelothvalers maver eller som døde klumper, der er skyllet op på kyster eller fanget i fiskeres net. Blæk-sprutteeksperter ynder således at sige, at videnskaben i dag ved mere om dinosaurernes liv for 65 mio. år siden end om kæmpeblæksprutternes liv i dag på 600 meters dybde.

Om kolossalblæksprutten ved man nærmest ingenting, men i det omfang den i sin adfærd minder om kæmpeblæksprutten, kan man alligevel sige nogle ting:

Kæmpeblæksprutten jager på dybt vand, bl.a. i nordlige farvande som havet mellem Grønland og Norge, hvor den især lever af fisk og mindre blæksprutter, som den fanger ved hjælp af dens meterlange tentakler med skarpe kløer på. I det øjeblik, den bider i byttet med sit kraftige næb, afgiver den samtidig en portion gift, som lammer dens offer. Dens kæmpeøjne, dyreverdenens største, hjælper den til at orientere sig i havets mørke. Kæmpeblæksprutten er endvidere opfyldt af et kemisk opdrifts-middel - en ammoniaklignende væske, der altså gør den i stand til at flyde pro-blemfrit i vandet. Men ammoniakken gør også den store blæksprutte uspiselig.

I modsætning til mindre blæksprutter, så formerer kæmpeblækspruttehannen sig ifølge nye teorier ved hjælp af ¿n af dens fangarme, der angiveligt fungerer som penis - et lem på op til halvanden meters længde! Hannen ejakulerer i en særlig lomme på hunnens fangarm, hvor hun opbevarer spermen, indtil hun er klar til at bruge den.

Ifølge Steve O'Shea er kæmpeblæk-sprutternes sexliv ikke for børn.

"En 200 kilo tung blæksprutte har en hjerne på måske 20 gram. Den er altså ikke særlig kvik og skal kunne koordinere bevægelserne i en penis på en meters længde. Det forvirrer den," siger han til tidsskriftet New Scientist.

Ved at studere den almindelige kæmpeblækspruttes muskulatur er O'Shea ret overbevist om, at den i virkeligheden ikke er særlig kraftfuld. Dens muskelkraft er ikke imponerende, så O'Shea og andre eksperter hælder til den antagelse, at kæmpeblæksprutten simpelthen hviler dovent i det dybe vand, hvor den venter på, at fiskestimer kommer forbi. Men man har aldrig set en kæmpeblæksprutte fange sin føde, så det forbliver en teori.

Til gengæld har man ofte fundet strandede kaskelothvaler, som udviser tegn på, at de har været i kamp med enorme blæksprutter. Omkring hvalernes kinder har man set kraftige ar efter sugekopper og kløer, der kun kan stamme fra kæmpeblæksprutter. Kaske-lothvaler kan blive op til 20 meter lange og veje 60 ton, og de ynder at jage både store og små blæksprutter. Men meget kunne tyde på, at kampen på de kolde dybder mellem de to store skabninger i nogle tilfælde er ret lige. Og det må især gælde, når kaskelothvalen møder kæmpeblækspruttens storebror, Mesonychoteuthis.

I modsætning til sin lillebror, så er kolossalblæksprutten en særdeles kraftfuld fætter. Dens voluminøse fysiologi giver den en enestående styrke og hurtighed, ligesom den har kløer eller kroge på alle sine ti arme.

Som Steve O'Sheas kollega, havbio-logen Kat Bolstad, udtrykker det:

"Det er et meget aggressivt dyr, som bevæger sig hurtigt. Hvis du faldt i vandet ved siden af det, ville du være ilde stedt."

Men har selv kolossalblæksprutten en storebror? Fundet i Chile kunne indikere det, ligesom man i maven på kaskelot-hvaler har fundet store blækspruttenæb, der ikke ligner noget fra nogen kendt art.

"Vi aner simpelthen ikke, hvad der gemmer sig nede på dybderne i især de antarktiske farvande. Dybhavet er fuld af mystik. Det skulle derfor undre mig meget, om der ikke findes nogle af de enorme skabninger, der har givet næring til gamle skrøner og myter om havmonstre," siger Thomas K. Kristensen.

Det er som sagt aldrig lykkedes at filme eller studere kæmpeblæksprutterne i deres naturlige miljø. Men efter fundet af den newzealandske kolossalblæksprutte har forskere fået fornyet blod på tanden. Både Discovery Channel og et forskningsteam under ledelse af Steve O'Shea har nu seriøse planer om at sende ubåde ned i det kolde dyb i håb om at afsløre de frygtindgydende skabningers hemmeligheder.

Man må håbe for dem, at det ikke bliver en oplevelse af samme grufulde karakter, som den der overgik Kaptajn Nemo og hans ubåd Nautilus.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.