24. juli 2009, 22:30

Navn: Manu Sareen Stilling: Politiker og integrationskonsulent Gift med: Anya Degn Sareen Dato: 15. juni 1996 Med aber i Himalaya

Frieriet

»Første gang, jeg så hende, tænkte jeg, at hende skulle jeg bare have. Seks måneder efter blev vi gift. Det skulle vi bare. Der var ikke noget at rafle om. Jeg tror også, folk omkring os kunne se, at det var naturligt. Det var så rigtigt, at vi ikke behøvede at tale om det, så der var egentlig ikke noget frieri, vi gjorde det bare.«

Polterabend

»Det holdt jeg ikke. Selv hvis vi havde holdt et almindeligt bryllup, ville jeg aldrig fejre polterabend. Det er karrikeret og latterligt. Jeg er jo heller ikke vokset op med det.«

Ceremonien

»Jeg er inder og min kone er dansker. Når man er inder, kan man ikke undgå et bryllup med 1.500 mennesker og så selvfølgelig Anyas lille familie og derudover en ceremoni i Indien. Derfor blev vi gift i al hemmelighed. Vi ville undgå det store cirkus. Det kunne jeg ikke overskue. Vi blev gift på Københavns Rådhus. Jeg havde lavet en kaffeaftale med min allerbedste ven på Rådhuspladsen, men han vidste ingenting. Han blev totalt overrasket, da det gik op for ham, at vi skulle giftes, og han skulle være vidne. Det var en dejlig varm sommerdag, så vi havde pakket en picnickurv og tog i skoven bagefter og drak hvidvin.«

Festen

»Vi har mange gange tænkt over, om vi skulle holde noget, men vi fik jo børn hele tiden. Det kan godt være, vi skulle gøre det. Vi holder kæmpe store havefester hvert år, så nu kan det da godt være, vi skulle overveje det.«

Bryllupsrejsen

»Dagen efter vi blev gift, tog vi til Himalayabjergene og lavede det, man nu laver på en bryllupsrejse. Vi fortalte vores familier, at vi var blevet gift, da vi tog afsted. De var i dyb chok. Vi kom ned til min familie i Indien og skulle bo hos dem først. De var virkelig glade og havde lagt blomster på sengen og underlige kerner, man skulle spise. Min moster forklarede os, at kernerne er rigtig gode, når man skal reproducere sig selv. Min kone tabte fuldstændig mælet. Sagde hun virkelig det?! I Indien har de en meget pragmatisk tilgang til den slags. Man bliver gift, og så skal man få lavet nogle børn.«

Mindet

»Det der gjorde størst indtryk på mig var, da jeg sad uden for rådhuset med Anya. Man kan se det på vores bryllupsbillede, jeg sidder og kigger på min ring. Jeg følte det som om, jeg var på vej ud ad rampen til et bungy jump. Det var jo stort. Det var forpligtende. Nu havde vi gjort, hvad vi havde lyst til.«

Anekdoten

»Jeg kan huske, at på bryllupsrejsen, uanset hvor vi var i Indien, havde folk meget ondt af mig. Når jeg sagde, at vi var på bryllupsrejse i bjergene, syntes de, det var så synd for mig. En af de der »hvide kvinder« havde tvunget mig op i bjergene, det kunne de ikke forstå, men prøvede at trøste mig. En anden ting, jeg husker tydeligt, var, at vi boede på et hotel med udsigt til en kæmpe dal. Mens vi lå i sengen - og ja, holdt bryllupsrejse, var der en abe på vej ind ad vinduet midt i det hele. De hoppede rundt på vores balkon.«

Bryllupsdagen

»Vi har fra starten fejret den dag, vi mødte hinanden, den har været vigtigere for os. Vi laver noget hyggeligt. Min kone har haft en tendens til at glemme det. Det har taget hende mange år, men nu er hun begyndt at huske det.«