Millioner skal sikre historisk fæstning

Forsvarsministeriet og to fonde afsætter 30 millioner kroner til at restaurere fæstningen på Ertholmene. Blandt andet skal Store Tårn sikres mod at falde i ruin.

Store Tårn på Christiansø skal sikres.
Store Tårn på Christiansø skal sikres.

Et af danmarkshistoriens vigtigste fæstningsanlæg skranter alvorligt, men nu skal et ny restaureringsprojekt bringe fæstningen på Ertholmene nordøst for Bornholm tilbage til fordums storhed.

Projektet til 30 millioner kroner, som finansieres af Forsvarsministeriet, Augustinus Fonden og Realdania, skal blandt andet sikre fæstningens centrale punkt, Store Tårn på Christiansø, mod elementernes rasen. Siden 1800-tallet har det solide tårn stået ubeskyttet uden tag i det til tider barske vejr i Østersøen, og det kan efterhånden ses.

Tårnet bliver nu restaureret efter alle kunstens regler, ligesom det overdækkes med et indre glastag og udstyres med et indskudt dæk, så det fremover kan danne ramme om skiftende kunstinstallationer og kulturoplevelser.

»Projektet har en utrolig høj arkitektonisk kvalitet, der til fulde kan opfylde vores vision om at sikre en unik del af et fredet historisk forsvarsanlæg gennem en nutidig anvendelse,« siger programchef Christian Andersen fra Realdania, der bidrager med 15 millioner kroner.

»Ved at levendegøre denne del af vores fælles bygningsarv, tilfører vi samtidig ny energi og aktivitet til et af Danmarks yderområder til glæde for både beboerne på Christiansø og alle øens besøgende,« siger han.

Restaureringsarbejdet begynder i 2014, og det ventes, at Store Tårn står klar i løbet af 2017.

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) glæder sig over, at fondene har indvilliget i at støtte restaureringen.

»Ertholmene emmer af historie, og det er i vores alles interesse, at der bliver passet på vore historiske og fredede bygninger. Derfor er jeg utrolig glad for, at renoveringsprojektet af Store Tårn nu kan sættes i gang,« siger han i en pressemeddelelse.

»Der skal i den forbindelse lyde en særlig tak til Realdania og Augustinus Fonden, som har været med til at gøre projektet muligt,« siger ministeren.

Christiansø, Frederiksø og de øvrige småskær, der udgør Ertholmene, er Danmarks østligste punkt. Øerne ejes og styres af Forsvarsministeriet.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.