Menneskeret og menneskepligt

En række medarbejdere ved Institut for Menneskerettigheder har udsendt en debatbog om kampen om menneskerettighederne. Den rummer både godt og mindre godt.

Menneskerettighederne er konstant under pres. Der skal kæmpes for dem hver dag. Foto: Scanpix
Menneskerettighederne er konstant under pres. Der skal kæmpes for dem hver dag. Foto: Scanpix

En dag, da den russiske dissident Andrej Sinjavskij i 1960erne sad fængslet, påberåbte han sig sine menneskerettigheder. »Menneskerettigheder? Menneskerettigheder? De gælder kun for de sorte i USA,« svarede vogteren.

Efter den skelsættende Helsinki-erklæring i 1975 fik tonen en anden lyd. USSR mente, det havde snøret Vesten, fordi erklæringen fastslog, at de europæiske grænser efter Anden Verdenskrig var endelige. Til gengæld herfor lovede USSR at overholde menneskerettighederne.

For de sovjetiske ledere var disse blot varm luft. Men de skulle vise sig at blive meget mere, fordi menneskerettighedsforkæmperne i østblokken nu begyndte højlydt at gøre opmærksom på de sovjetiske overtrædelser af Helsinki-erklæringen. Ganske vist røg de i fængsel, i lejre eller ud af landet, men ånden fra Helsinki lod sig ikke stoppe ned i flasken igen. Ikke mindst fordi USAs præsident, Jimmy Carter, holdt USSR fast på dem. I mine samtaler med Sinjavskij og andre eksilerede, russiske dissidenter pegede de netop på Carter som den, der først og fremmest havde gjort det muligt for dem at kæmpe videre.

Efter Helsinki-erklæringen fulgte Wien- og Paris-erklæringerne, der knæsatte retten til frit at modtage information, hvilket betød, at USSR standsede jammingen af de hidtil forbudte vestlige radio- og TV-udsendelser, der viste et andet Vesten end det, den officielle propaganda havde leveret rystende beretninger om.

Blandt andet fremhævede denne propaganda, at Vesten krænkede de sociale menneskerettigheder ved at have millioner af arbejdsløse, der gik rundt for lud og koldt vand, hvorimod de blev respekteret i Øst med fuld beskæftigelse og fri adgang til undervisning og hospitaler. Men nu kunne borgerne se, at virkeligheden var en ganske anden. Menneskerettighederne med ytrings- og informationsfriheden viste sig ikke at være »varm« luft og medvirkede til at optø den »kolde« krig.

Forpestet forhandlingsklima

Nu har en række medarbejdere ved Institut for Menneskerettigheder udsendt en debatbog om kampen om menneskerettighederne, hvis slutkapitel ifølge overskriften fortæller om »Menneskerettighederne under den kolde krig«.

Det er bare ikke tilfældet. I stedet fremdrager kapitlets forfatter, Steven L. B. Jensen, »historien, der forsvandt«, nemlig historien om, hvorledes en række ulande med Jamaica i spidsen i FN kæmpede for at få gjort menneskerettighederne forpligtende. Det blev de ikke, og selv i Jamaica blev indsatsen glemt.

»Vendepunktet i den historiske udvikling kom i 1962,« skriver Steven L.B. Jensen, nemlig da Jamaica sammen med en række frankofone afrikanske stater udarbejdede en international konvention mod racediskrimination. Det var selvfølgelig godt, men det var ikke den, der sikrede ytringsfriheden og skabte opbruddet under den kolde krig, som ellers er kapitlets påstand.

De samme lande ville også have en fornuftig resolution mod religiøs intolerance igennem FN, men den blev ikke til noget. I Durban I blev racediskrimination ligefrem blandet sammen med zionisme, hvilket forpestede forhandlingsklimaet, indtil Durban II i 2009 fik ophævet sammenkædningen og i stedet for at vedtage det muslimske forslag om forbud mod religionskritik knæsatte ytrings-, informations- og religionsfriheden.

Religionsfriheden havde de muslimske lande det meget svært med. I december 2005 fik de i FNs generalforsamling vedtaget et forbud mod religionskritik og islamofobi. Man måtte ikke håne profeten og de religiøse symboler. Der blev til gengæld ikke vedtaget et forbud mod antisemitisme og christianofobi, som ellers trives ganske godt i flere arabiske lande, hvorfra de kristne i stort tal fordrives. Mens muslimer selvfølgelig kan rejse ind i Vesten med Koranen i lommen, kan en kristen ikke rejse ind i Saudi-Arabien med en Bibel i tasken. Kampen om menneskerettighederne pågår således fortsat.

Mangfoldighed er en styrke

Forholdet mellem religion og menneskerettigheder optager med rette to kapitler i debatbogen. Men også her skydes der noget ved siden af målet.

Eva Maria Lassen behandler »religiøse minoriteter i Danmark« og gør forstandigt opmærksom på de dilemmaer, som følger af at have religiøse minoriteter i et land. Hun diskuterer for eksempel, hvad man skal stille op med den omskæring af drenge, som for muslimer og jøder er en selvfølge og en religiøs pligt, selv om flertalsbefolkningen er imod den.

Kan flertallet forlange, at mindretallet opgiver noget, der er en del af dets identitet? Kan flertallet påtvinge assimilation? Eller skal man se de forskellige mindretal som en samfundsberigelse? Det spørgsmål lader hun den kloge overrabiner Markus Melchior besvare med henvisning til hans artikel fra 1946, hvori han blandt andet skrev: »Kunsten at være Menneske bestaar imidlertid blandt andet i dette at forstaa, hvor Rimeligheden for Sammensmeltningen slutter, og hvor pligten til at være sig selv begynder«.

Dette er lige netop den grænselinje, der skal findes. Ellers ender det med flertalsdiktatur eller mindretalstyranni. Desværre fortæller kapitlet mestendels om den yderst vellykkede integration af jøderne, men ikke meget om muslimerne, skønt der i dele af mindretallet er en direkte modvilje mod at lade sig integrere. Integration er vel at mærke ikke det samme som assimilation. Assimilation betyder: Du skal blive som os. Integration betyder: Du skal virke sammen med os! I integrationen opgiver mindretallene således ikke deres identitet, men indgår på lige fod med alle andre i samfundet.

»En Nation er rig og stærk i Kraft af det mangeartede i dens sammensætning,« skrev Markus Melchior, og det er sandt, eftersom mangfoldigheden er menneskehedens styrke. Men en nation bliver fattig og svag, hvis det mangeartede bekæmper sammensætningen! Det er, hvad der for tiden hærger den arabiske verden og kan komme til at hærge Europa, hvis nogle muslimske mindretal nægter at lade sig integrere og i stedet kæmper for, at flertallet i børnehaver, svømmehaller, lejrskoler med videre skal tilpasse sig mindretallet.

Just »Islam og menneskerettighederne« behandles ganske godt i Marie Juul Petersens kapitel herom. Trods de mange velmente forsøg på at modernisere og liberalisere islam indefra er hendes triste konklusion: »Ligegyldigt hvor mange fortolkningsmæssige krumspring, man foretager, er det f.eks. svært at finde islamiske kilder, der kan legitimere en fuldgyldig ret til religionsfrihed og afvise et forbud mod frafald«. Ikke desto mindre peger hun med rette på, at der er mange forskellige retninger inden for islam, og flere af disse er trods alt i stand til at tilpasse islam til de nye tider og omstændigheder. Men som hun også skriver, er det en opgave for »liberale muslimske menneskerettighedsaktivister«. I Danmark er de liberale heldigvis langt flere end de formørkede imamer fra Grimhøj og lignende steder.

Ingen rettigheder uden pligter

I denne anmeldelse har jeg valgt at beskæftige mig med debatbogens tre sidste kapitler, fordi disse behandler de temaer, der er afgørende for, om vi undgår det »civilisationernes sammenstød« og den religionskonflikt, som de militante og konfliktsøgende islamister efterstræber. Men bogen rummer naturligvis også udmærkede og belysende kapitler om flygtningenes, familiernes, børnenes og de varetægtsfængledes rettigheder.

I bogens første kapitel behandler direktøren for instituttet, Jonas Christoffersen, ganske præcist forholdet mellem konventionerne, domstolene og parlamenterne. Sidstnævntes handlemuligheder indskrænkes ofte af konventionerne og domstolene. Det er netop meningen med dem. Selv om intet står over Folketinget, gør såvel Grundloven som konventionerne det alligevel, hvilket giver problemer, når domstolene fortolker disse dynamisk, for hermed gør de sig selv til lovgivere. Derfor er jeg ganske enig med Jonas Christoffersen, når han konkluderer, at »det må og bør være vejen frem, at det danske demokrati tager ansvaret for beskyttelsen af menneskerettighederne i Danmark.«

Mens vi taler meget om menneskerettigheder, taler vi ikke meget om menneskepligter. I debatbogen er det faktisk kun virksomhedernes forpligtelser, der behandles. Det er imidlertid et problem, at vi kan påberåbe os en masse rettigheder, alt imens vi er døve over for vores pligter. Hvis alle kun har rettigheder, og ingen har pligter, slår statsbudgettet imidlertid ikke til, og samfundet bryder sammen.

Hvori består disse pligter så? De kunne med fordel belyses i forbindelse med kampen om menneskerettighederne, for der er ingen rettigheder uden pligter. Det er just dette sammenstød mellem rettigheder og pligter, der for tiden skaber uro i EU!

Titel: Kampen om menneskerettighederne. Forfattere: Anette Faye Jacobsen og Steven Jensen (red.) Sider: 208. Pris: 249,95 kr. Forlag: Gads Forlag

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.