28. maj 2009, 22:30

Det er den 7. juli 2007, og Nephew har fortryllet folkemasserne foran Orange Scene. Midt på den enorme oplyste scene står Simon Kvamm, der leder band og publikum igennem sangene fra det tre album store bagkatalog.

Men da det sidste nummer har genlydt i sommernatten, bliver der stille omkring Nephew. Helt stille. Og Simon Kvamm, der ellers er en flittig røst i radioen og et velkendt ansigt i fjernsynet, ja, han er væk.

Først nu er stjernen med den stejle stemme og de dansk-engelske tekstbrokker atter at finde i rampelyset, og det samme er resten af Nephew, som barsler med deres fjerde fuldlængdeudspil.

»Det er rigtigt, at jeg på en måde trak mig tilbage for et par år siden,« forklarer Simon Kvamm, da vi mødes, ugen før de 12 nye sange sendes i handelen.

»Men jeg ville bare give mig selv og alle andre en pause fra mit fjæs, og så begravede jeg mig desuden hurtigt i arbejdet med de nye numre. Dem arbejdede jeg alene med i et halvt år, og derefter kom resten af Nephew med ind i processen, som først blev afsluttet halvandet år senere. Så i to år har jeg faktisk delt mine timer mellem musikken og min lille familie. Jeg er jo også blevet far siden sidst.«

Tæsk til rød og blå
Om lyden på det nye album fortæller den 34-årige sanger og sangskriver, at den er umiskendelig nephewsk, men også udforsker nye lydlandskaber.

»Vi har vores egen lyd,« forklarer han på en dialekt, der peger på opvæksten i Silkeborg. »Men vi har udfordret os selv inden for det let genkendelige udtryk, vi har opfundet. Vi har nemlig – på en nærmest dogmatisk måde – kørt alle instrumenter igennem computere, og det har givet en sound, som er mere voldsom end tidligere.«

Han nikker og er tydeligvis tilfreds med numrene på »DanmarkDenmark«, der kredser om Danmark og danskerne. Men noget samlende budskab om nationen finder man nu ikke i versene, der på vanlig Nephew-vis veksler mellem engelske og danske gloser.

»Det er ikke en plade med en enkel konklusion eller et enkelt statement, men derimod en plade, som forsøger at sige et eller andet om Danmark anno 2009 via 12 stemningsreportager i lyd og ord.«

Og Simon Kvamm har sjældent været skarpere og mere satirisk i sangskrivermælet end i åbningsnummeret »D.T.A.P.« – en forkortelse for Decideret Træt Af Pis – hvor han synger »Du stemmer på rød/Men betaler sort/Du siger tolerance er en dyd/Men din egen lunte er kort.«

»Teksten handler i første omgang om mig selv og i anden omgang om den type mennesker, jeg normalt omgås,« forklarer han uden tilskyndelse.

»Vi er alle sådan nogle halvrøde typer, som ser os i modsætning til dem, der stemmer blåt. Og vi bekræfter hele tiden hinanden i, at det hele ikke er medmenneskeligt og humanistisk nok, og at der virkelig er brug for et regeringsskifte. Alt dét sidder vi og siger til middagsselskaber med sushi og hvidvin, men betaler samtidig med sorte penge, når bilen skal repareres. Det er det rene hykleri, og det er det også, når vi sidder og siger, at der er for lidt dokumentar på TV, men alligevel ser »Glamour«, hver gang vi åbner for fjernsynet. Vi er simpelthen alt for mange, der siger alle de rigtige ting uden nogensinde at omsætte ordene til virkelighed.«

Bus uden retning
Men hvor »D.T.A.P.« hudfletter hykleriet på den politisk og kulturelt korrekte venstrefløj, så går Simon Kvamm benhårdt efter regeringen i »Danmark Man Dark«.

Her råber han hidsigt, at »Når det sejler kan man godt bli’ søsyg/men ligefrem meld’ sig syg er virk’lig fy fy/For man må vælge selv men ikke sige fra/Nej man skal vælge frit imellem pest og kolera/Som man så ka’ vælge at få fixet på et privathospital«.

Simon Kvamm smiler, da han får læst linjerne op.

»Ja, det kan godt være, det lyder direkte, men sangen handler også om et heftigt emne. Nemlig om den helliggørelse af det personlige ansvar, som jeg synes er i tiden og i de ledende politikere. TV-2 lavede i 1980erne et nummer, der hed »Det er samfundets skyld«, og vores sang er et forsøg på at vise, at det i dag aldrig er samfundets skyld. Det er altid den enkeltes egen skyld, hvis noget går galt, siges det, men sådan er det jo ikke i virkeligheden, vel? Her er det jo langt mere kompliceret, og derfor er det på tide, at vi begynder at tale om fælles ansvar igen.«

Han kan selv godt høre, at han lyder som en af dem, han nådesløst udstiller i »D.T.A.P.«, men fortsætter ikke desto mindre ad samme regeringskritiske spor:

»Og hvor bliver jeg bare træt, når det igen og igen understreges, hvor vigtigt det er, at man har et frit valg mellem de offentlige og private hospitaler, og at det jo er vigtigt med et privat marked som supplement til det offentlige. Tillykke med det, siger jeg så bare, når det for nylig blev dokumenteret, at de private er støttet i hoved og røv. Det er jo et helt absurd system, som kun er godt for dem, der har en ordentlig indtjening. Resten har slet ikke råd til at træffe det personlige valg, regeringen hele tiden taler om.«

Skal man tro Simon Kvamm, så er regeringen desuden blottet for politiske visioner.

»Jeg synger i en af de nye sange om en chauffør, der får ros for at vide, hvordan man finder balancen mellem gas og bremse. Men han ved ikke, hvor passagererne gerne vil hen og tager en masse for givet. Og på samme måde med dem, der bestemmer her i landet, der tror, alle tænder på ord som »kontrol«, »effektivisering« og »optimering«, men aldrig synes at gøre sig større tanker om, hvor samfundet egentlig skal bevæge sig hen på længere sigt.«

Ingen Pia Kjærsgaard
Det er ikke første gang, Simon Kvamm synger om politik. Pia Kjærsgaard optrådte således i en af sangene på gennembrudsalbummet »USADSB« fra 2004.

»Det er rigtigt, men jeg er blevet ældre, mere moden og synes ikke længere, Pia K. er den farligste«, kommenterer han.

»Det mente jeg – og alle andre hyklere som mig – dengang. Og hvis bare vi bankede lidt på Dansk Folkeparti, så var vores glorie blank og fin. Men i dag er jeg faktisk langt mere bekymret for den CEPOS-støttede udvikling, jeg talte om før, hvor enhver lades alene med hele ansvaret for at lykkes med sit liv.«

Men det er ikke tungsind det hele. Hverken inde i Simon Kvamm eller på »DanmarkDenmark«, hvor lyriske lysglimt sprænger sig vej gennem mørket.

Mest purt og åbenlyst i sangen »New Year’s Morning«, der er en oversættelse af en stribe vers fra N.F.S. Grundtvigs lange »Nyaars-Morgen« fra 1824.

»Det var min onkel, som er præst, der viste mig digtet, og fortalte mig, at det var skrevet af den her maniske mand, som alle fra Ebbe Kløvedal Reich til Jesper Langballe har prøvet at tage patent på. Og jeg blev virkelig fascineret af det. Ja, der var noget næsten William Blake’sk over den måde, det taler om en stakkels mand, der finder kraft i naturen og sproget og til sidst kan træde ud af sin åndelige dvale. Det er et langt og ret kompliceret digt, men jeg faldt for det smukke sprog og den meget opbyggelige pointe om, at der er håb – selv i den sorteste tid.«

Ikke sandhedsvidne
Om den sidste bemærkning skal ses som et hint til nutiden, vil Simon Kvamm ikke uden videre bekræfte.

»Det kan man tolke, som man vil«, svarer han og understreger, at han hverken ser sig selv som sandhedsvidne eller ekspert i samfundsforhold:

»Slet ikke. Det jeg har mest forstand på, er at skrive sange til Nephew. Men denne gang har jeg bare haft så meget på hjerte om Danmark, at det er kommet ud i teksterne. Det lyder corny, men sådan er det. Og så er jeg faktisk helt klar over, at mine meninger vil få nogen til at synes, at jeg er en kæmpe idiot og andre til at tænke, at jeg har fat i noget. Sådan er det jo at være forsanger i et stort band – og sikkert også at være politiker for det ene eller andet parti. Tror du ikke?«