Med livet i baghånden

Han er ikke bare tænker, tennisspiller, multikunstner og far til Metallicas trommeslager. Torben Ulrich gør sig også som musiker. Netop nu er han på Danmarks-turne med et stærkt eksperimenterende album – i en alder af 80.

Den hæklede hue slutter tæt om hovedet, og halstørklædet er slået en enkelt gang om den spinkle hals, som er halvt skjult bag det lange hvide skæg.

Han smiler. Ikke bare med munden med det barnlige drag, men også med de gråblå øjne. Han ligner ikke en rigtig gammel mand. Kun de tynde øjenbryn og blodårerne på hænderne matcher tallene på dåbsattesten: 4.10.1928.

Nu er det forår 2009, og vores møde i en lille lånt lejlighed på Christianshavn får en overraskende begyndelse.

»Hej Jeppe, jeg hedder Søren,« hilser han venligt og leger tilsyneladende, at han er Søren Kjærgaard, som han netop har indspillet en plade med.

Hans hustru ler. Selvfølgelig er han ikke det. Han er Torben Ulrich. Manden, der engang dyppede et tov i blæk og så sjippede på et stykke rispapir. Manden, der forlod sin egen DM-semifinale i tennis for at se en VM-finale i fodbold i fjernsynet. Manden, der er far til Metallicas trommeslager Lars Ulrich. Manden, der er tænker, tennisspiller, multikunstner og meget mere. Manden, jeg altid gerne har villet møde.

Med pladen »Suddenly, Sound: 21 Songlines For Piano, Drainpipe, Etc.« og en netop påbegyndt turne i Danmark er chancen der endelig. Og hans indledningsvise forsøg på at rykke mig ud af min faste forestilling skal vise sig at være en væsentlig pointe – i såvel hans kunst som i hans liv.

»Søren Kjærgaard og jeg mødtes første gang i Seattle, hvor jeg bor«, forklarer Torben Ulrich, imens han roligt finder sig til rette ved bordet.

»Vi fandt så ud af, at det kunne være rigtig interessant at lave musik sammen. Jeg skrev derefter nogle ord, som kunne fungere som en slags grundlag for arbejdet. Nemlig 21 linjer i en blanding af poesi og prosa. Og en stor inspiration var George Gurdjieff og hans arbejde med »pludselighed«. Han fik i 1920erne sine elever til at rende rundt i en sal, indtil han råbte »Stop!«. Så skulle alle stoppe op i bevægelsen, og det pludselige brud i kontinuiteten mente han så ville lede eleverne til nye indsigter om rummet, kroppen og sindet. Og den teknik bruger vi også op pladen, som er fuld af pludselighed og overraskelser. På den måde håber vi, at vi er i stand til at rykke lytteren et andet nyt sted hen. Forstår du, hvad jeg mener?«

Den spinkle mand rykker lidt frem på stolen og forklarer, at albummets pludseligheder i høj grad er blevet improviseret frem.

»For mig har improvisationen altid været enormt vigtig,« understreger han.

»Improvisation vil i min verden sige at bruge erfaringen og på samme tid glemme den. »Where learning and unlearning would come together«, som det siges i en af linjerne på pladen. Og det er jo netop det, der forbinder musikken med tennisspillet, som jeg jo også har brugt en stor del af mit liv på. Men jeg har altså aldrig set spillet som sådan en dualistisk størrelse, hvor der enten er sejr eller nederlag. Succes eller fiasko. Inde eller ude. Nej, for mig handler det også om ufatteligt mange andre ting.«

At Torben Ulrich ikke bare er fokuseret på modsætningsforholdet mellem en tabt og en vunden kamp fremgår af en gammel historie om, hvordan han i en tenniskamp i sine yngre dage lod en bold passere – blot fordi det så smukt ud.

»Tennis handler jo ikke bare om at vinde for mig, ligesom musik ikke kun handler om at få succes på en eller anden hitliste. Jeg ved godt, at mange mennesker finder tryghed i de givne rammer og i alle de såkaldt faste regler. Men i sidste ende, kan man jo selv bestemme, og taler vi om tennis, så må jeg vel selv afgøre, om spillet skal handle om at vinde præmier og ligge øverst på en rangliste, eller om det også handler om at opnå nye erkendelser og nyde spillets skønhed.«

Men man skal ikke lade sig narre. For Torben Ulrich er måske nok en alternativt tænkende tennisspiller, men han har altså vundet danmarksmesterskabet hele 18 gange og lå i en alder af 48 på førstepladsen på listen over verdens bedste spillere over 25 år.

»Det er sandt. Men din undren viser jo også, hvor nemt man kommer til at opstille falske modsætninger. For dét at gå eksistentielt til en tenniskamp og udforske legen inden for linjerne betyder jo ikke, at man ikke samtidig kan spille efter reglerne og ønske at vinde. Mange opfattelser kan eksistere side om side. Dén der enten/eller-snak, som samfundet er så fyldt af, giver ikke rigtig mening for mig. Og jeg synes indimellem, det er sjovt at lege lidt med de der modsætninger. Det var også derfor, jeg engang lavede en happening, hvor jeg erklærede mig for professionel tennisspiller med en indtjening på 17 øre. Så passede jeg jo strengt taget ikke i amatørkassen, men vel heller ikke helt i kassen med professionelle. Det gav en del forvirring i tennisforbundene.«

Torben Ulrich klukker bag skægget og lader sig som så mange gange før rive med af sin egen ordstrøm, der fører ham forbi buddhisme, fodbold og poesi. Og man forstår, hvorfor han er blevet kaldt alt fra hippie over avantgardist og boheme til særling. Men hvordan harmonerer de etiketter med hans selvopfattelse?

»Selvopfattelse? Jeg ved ikke, hvad i alverden jeg skulle bruge sådan en til«, svarer han.

»Er der én ting, mit efterhånden meget lange liv har lært mig, er det, at hvis man ønsker at være åben over for verden, så kan man ikke slæbe rundt på en selvopfattelse. Og hvis jeg mærkede, jeg havde fået én, ville jeg se at komme af med den. For har man en selvopfattelse, er man jo låst fast i en bestemt virkelighed og snøret inde i én bestemt tilgang til verden. Det gør jo alt omkring én mindre.«

Men selvopfattelse eller ej, så er hans varme, venlige udstråling ikke til at tage fejl af. Og hans søn, rockstjernen og trommeslageren Lars Ulrich, fortalte forleden, at kun faren kunne få den rablende Axl Rose fra Guns N’ Roses til at falde til ro.

»Ja, det er måske rigtigt, men mere vil jeg ikke sige om det, for så bliver det jo netop sådan en selvopfattelsessnak. Selvfølgelig er det dejligt, at andre føler sig godt tilpas i mit selskab eller kan bruge mine tanker til noget, men hvordan andre opfatter mig, det er ikke noget, jeg vil bruge tid på at tænke over. Men det var da svært at lade være, da en dame engang råbte ’Torben Ulrich, De er ikke rigtig klog!’ fra en cykel på den anden side af gaden, eller når jeg indimellem har mødt en mand, som har sagt ’Sikke spændende De var i radioen i går’.«

Han lægger sin varme, skrøbelige hånd oven på min, og jeg tænker, at han er det venligste menneske, jeg nogensinde har mødt. Og kun når han udtaler cykel som »cikkel«, og vægrer sig ved at gå ud i kulden på altanen, da fotografen beder ham om det, virker han som en mand på 80 år.

»Ja, jeg er jo en ældre mand efterhånden,« siger han, som kunne han læse mine tanker.

»Det har bestemt sine ulemper, for i takt med at man bliver ældre og ældre, bliver man taget mindre og mindre alvorligt. Og når man bliver rigtig gammel, så er tonen mest af alt overbærende. Man bliver ligesom afskrevet og puttet ned i kassen med alle de andre affældige og lidt skøre mennesker med langt skæg og langt hår. Men hvis jeg var 40 år ville mange af de ting, jeg siger nu sikkert være blevet mødt med kritik og kommentarer. Men en gammel mand bliver ikke rigtig taget seriøst. Men det ville jo være ren forfængelighed, hvis jeg lod mig mærke af den slags. Så det gør jeg ikke.«

Men da samtalen er slut, vil han alligevel gerne se fotografens billeder. Det kunne da ligne forfængelighed.

»Nej, nej. Det er for at se, hvad han får ud af mødet mellem lyset, mig og kameraet. At det lige er mig, der er på billedet, er ikke så vigtigt. Men måske er der et nyt syn på virkeligheden i et af billederne. Og kan jeg få lov at se noget, jeg ikke har set før, så er det jo fantastisk. Og det er faktisk sådan, jeg går til alting. Men troede du, jeg bare ville se, om jeg så flot ud på billedet?«

Mørket er faldet på, og jeg skammer mig lidt over min mistanke. Så tager Torben Ulrich min hånd. Igen. Og siger: »Vi ses.«

Det håber jeg virkelig.