Martin Miehe-Renard: Kontroversiel ved et tilfælde

Han er for ufarlig, mener anmelderne om Martin Miehe-Renard. Instruktøren har ellers en sjælden evne til at samle danskerne omkring fjernsynet og foran lærredet med sine julekalendere på tv og med de succesfulde familiefilm om »Min søsters børn«. Nu vil han fortælle historien om en jysk dreng og en indvandrerpige og er pludselig blevet kontroversiel ved et tilfælde.

Martin Miehe-Renard, skuespiller, forfatter, producent, instruktør mv. Han står bag folkekære (og udskældte) familiefilm som Min Søsters Børn i Afrika, der netop har haft premiere. Vi tegner portrættet af ham og forsøger at finde hans drivkraft.
Martin Miehe-Renard, skuespiller, forfatter, producent, instruktør mv. Han står bag folkekære (og udskældte) familiefilm som Min Søsters Børn i Afrika, der netop har haft premiere. Vi tegner portrættet af ham og forsøger at finde hans drivkraft.

Da Martin Miehe-Renard var fire år, så han sin far blive skudt.
Krigsfilmen »Frihedens pris« fra 1960 blev vist i fjernsynet, og hans far, den folkekære skuespiller Louis Miehe-Renard, måtte lade livet i rollen som dansk modstandsmand under Anden Verdenskrig.

»Jeg var fuldkommen utrøstelig. Min mor kunne ikke trøste mig, det var der ingen, der kunne. Indtil min far kom hjem fra arbejde og stod der i døren og var spillevende. Der forstod jeg for første gang forskellen på fiktion og virkelighed,« siger den nu 56-årige Martin Miehe-Renard.

»Som voksen husker oplevelsen mig på, at børn oplever fiktion anderledes end voksne, og at man som instruktør skal tænke sig godt om, før man giver den en tryk 16 på den emotionelle knap eller på gyserknappen. Børn tager det lige ind, hvor vi voksne er meget dårligere til at gå uforbeholdent ind i fiktionens verden. Vi sidder og siger: »Nåeh, instruktøren har valgt den form for belysning og den der kameravinkel.« Vi er meget mere gustne i vores betragtninger – med anmelderne gående i første række.«

Han sidder over et glas nescafé hjemme i sit hyggelige spisekøkken med pejs. Hans hus ligger på en stille vej i Gentofte og er så idyllisk, at det kunne være med i en af de ni tv-julekalendre, han har skrevet og instrueret. Det kunne være ramme om de tre i rækken af »Min søsters børn«-film, han har skrevet og instrueret – senest den aktuelle kassesucces »Min søsters børn i Afrika«.

Men vi skal ikke tale om anmeldere og heller ikke om julekalendere på tv og kun en lille smule om »Min søsters børn«. Vi skal tale om hans kommende film »MGP Missionen« om en jysk kristen dreng, der flytter til København og hjælper en tyrkisk pige med at deltage i MGP, selv om hendes far er imod. Til den film er huset her i Gentofte cirka 300 kvadratmeter for stort og har et helt forkert postnummer. Og så skal vi tale om at underholde børn og om at nå sine mål.

Martin Miehe-Renard er god til begge dele – for han har trænet hele sit liv.

»Min far havde været gift før, da han mødte mig mor. Han fik i alt otte børn. Hvis man stod og manglede børn til en rolle eller som statister, var det en stående joke i branchen, at min far var leveringsdygtig i alle aldre. Man ringede til ham, og så havde han altid et barn i cirka den alder. Det betyder også, at jeg har kendt miljøet fra barnsben. DR sendte engang et radioprogram med min far, hvor alle vi børn var med. Det sluttede med, at intervieweren spurgte os en ad gangen, hvad vi ville være, når vi blev store. Der blev nævnt alt fra jetpilot til fotomodel. Den eneste, der blev det, han eller hun svarede, var mig. Jeg svarede »filminstruktør« i en alder af syv år,« fortæller han.

»Men faktisk kalder jeg mig slet ikke instruktør. Jeg er storyteller. Jeg har altid fortalt historier, og forfatterdelen af mit arbejde er meget vigtig for mig. Vi har et hus i bjergene i det nordlige Thailand, hvor jeg tager til hvert år i to måneder for at skrive. Jeg har altid sagt, at hvis jeg fik en pistol til tindingen og kun måtte lave én ting, ville jeg vælge skrivedelen. Selv om jeg ikke er så sikker mere… Med »Min søsters børn« har jeg jo langt om længe fået lov til at lave biograffilm, hvor jeg tidligere har været tilknyttet tv. Jeg er uddannet på DR, og så er det altså sindssygt svært at få lov til at lave film, for branchen er, nå ja, ret snobbet. Det er blevet bedre, men i gamle dage var man slet ikke velkommen i filmbranchen, hvis man var sådan en ussel tv-fyr.«

Hvordan udmøntede det sig, at du altid har været storyteller?
»Det var et fast ritual, at når mine små søskende skulle i seng, fandt jeg på historier lige der på sengekanten. Jeg spurgte »Hvad skal der være med i historien?« Isabella, min lillesøster, ville altid have en prinsesse med. Min lillebror ville have noget med forbrydere og røvere, nogle farlige nogen. Og min anden lillesøster Louise ville have noget med k-æ-r-lighed. Og så var det ellers bare at finde på… I dag opfordrer jeg også tit mine venner til at fortælle historier.«

Hvorfor?
»Fordi det binder folk sammen. Når jeg laver film i Danmark, har jeg en fast regel om, at vi mødes til roll call om morgenen, før vi går i gang. Altså en morgenbriefing, du ved, »be careful out there«. Men da vi lavede »Min søsters børn i Afrika«, var vi et blandet hold af sorte og hvide. De sorte er vant til topdown styring, mens jeg er meget mere teamorienteret. Jeg tænkte, at de sorte har det med at danse, så vi lavede morgendans hver morgen. Først fortalte jeg en story hver eneste morgen – noget, jeg fandt på eller kendte i forvejen, og som var relevant for, hvad vi var i gang med – og så mundede det altid ud i en dans. Vi dansede måske bare et minut, men det var alle 110 mand, og til sidst kunne folk slet ikke undvære det.«

Han styrter ind i et andet rum og henter en bog. En tyk paperbackudgave af Credo Mutwas »Indaba, My Children«. Han slår op på bogens første sider, og de første tre-fire opslag er overdænget med håndskrevne hilsner fra de medvirkende.

»Credo Mutwa er en af Afrikas største storytellere. Her kan du se, hvordan dansen staves: »Hlokoloza«. Den dansede vi hver morgen, på nær den dag med minestrejken i Sydafrika. Vi boede ti kilometer fra, hvor folk blev slået ihjel, og kunne se ned på minen. Den morgen, de strejkede, dansede vi en toiti – en strejkedans. Det var et meget bevæget øjeblik. Deres venner blev slået ihjel i en arbejdskamp i nærheden, mens vi var i gang med at lave en hyggelig dansk familie film.«

Har du nogle grundregler som storyteller? Ofte kan det jo ende som noget værre rod, hvis man som forælder sidder og improviserer på sengekanten.

»Det er altid vigtigt, hvad enten det er på sengekant eller på film, at historien skal være ekstraordinær. Ellers er der ikke grund til at fortælle den. Det lyder måske indlysende, men i dansk drama måtte det i mange år ikke være for ekstraordinært eller alt for vildt. Det skulle helst være helt dagligdags,« forklarer han og springer pludselig op fra stolen og spiler øjnene op.

»Nu skal du simpelthen høre! I dag var jeg nede og handle i Irma. Jeg gik hen til køledisken og tog noget hakket oksekød, en liter mælk og noget smør, og så gik jeg op til kassen for at betale for det. Og så bar jeg det hjem i en plasticpose…« Ja, og hvad så!? Det er jo ikke spændende. Nej, nu skal du høre. Jeg gik rundt i Irma med min indkøbsvogn, og pludselig gik alt lyset ud, og der var fuldstændig mørkt, jeg måtte føle mig frem… Se, det er den ekstraordinære historie, den dag, hvor der skete noget andet. »What is the most unlikely thing to happen? Make it happen.« Min mor er skotte, det er derfor, jeg taler engelsk nogle gange. Mit modersmål er nærmest engelsk.«

Hvorfor blev det lige julekalendere og familiefilm?
»For at svare ærligt, så er det nok en tilfældighed. Jeg er ikke en Thomas Winding, der har et ønske om at lave ting for børn, men jeg fik muligheden og slog til. Når det så er sagt, er jeg ikke ked af det. Børn er et fantastisk publikum. De er ikke forudindtagede, og man får respons med det samme. Er det ærligt og godt, er de på, og ellers står de af. De finder sig ikke i at kede sig. Men jeg jo også lavet meget voksenteater og revy, det er bare de andre ting, jeg er mest kendt for.«

Sneen daler stille ned uden for køkkenvinduet. Huset er egentlig to ejendomme, der er slået sammen. Et A-hus fra 1950erne og et gammelt skovløberhus med bindingsværk fra dengang, der var frugtplantage på stedet. Der hænger en stor Inge Hørup fra ’94 på væggen, en sort kat stirrer på opvasken. Et par potter krydderurter, der kæmper en brav kamp for overlevelse i vindueskarmen.

Martin Miehe-Renard er solbrændt og har et lettere flagrende hår, når han iler frem og tilbage. I dag er han trukket i sort jakkesæt og hvid skjorte til ære for fotografen – tøjet er dog ikke mere usædvanligt for ham, end at han beholder det på, når han efter interviewet haster til et politisk møde som formand for De Radikale i Gentofte.

I denne tid er visse gøremål henlagt til weekenden, for han bruger hverdagene i Svendborg, hvor han klipper sin kommende film »MGP Missionen«. En film, der på mange måder markerer et vendepunkt for ham. Lidt provokerende sagt er han blevet kontroversiel ved et tilfælde. For selv om filmen måske lyder meget 2013 med en jysk dreng, en indvandrerpige og noget MGP, led den ikke desto mindre den tort at blive nægtet støtte af Statens Filminstitut sidste efterår, fordi den såkaldte Markedsordning under filminstituttet skønnede, at filmen ikke kunne trække publikum nok i provinsen.

»Markedsordningen har som agenda, at de skal kalkulere, hvad de tror, en film kan sælge. Og de vurderede altså, at »MGP Missionen« ikke kan sælge, blandt andet fordi den har et etnisk cast. Det skrev de i et brev, og det skabte balladen. Jeg fremførte, at de måske havde ret – det ved jeg jo ikke noget om – men deres konklusion var forkert. For så skal man jo netop lave den slags film, så man kan gøre noget ved problemet. Det viste sig sidenhen, at biografejerne rundt om i landet ikke kunne genkende det problem, så der var ingen statistisk belæg for deres afgørelse.«

Han fik efterfølgende DR til at gå ind i projektet og har også selv investeret i filmen.
»Jeg er måske ikke detaljens mand. Jeg koncentrerer mig om de store træk. Men den her gang har jeg sagt til min kone og børn, at jeg virkelig vil følge den til dørs. Emnet er væsentligt anderledes end mine tidligere film. Det handler om det multietniske samfund, som vi er en del af, men som mange danskere har så store problemer med at acceptere tanken om. Men det er den virkelighed, vi står over for, så kom ind i kampen, venner! Filmen siger, at det er ikke så slemt, som vi tror, at samtale og fælles projekter fremmer forståelsen.«

Er det kritikken af de mere letbenede familiefilm, der har fået dig til at skifte spor?
»Nej, for det er ikke anmeldere, jeg laver film for. Jeg går altid efter den gode historie, men jeg har ingen fine fornemmelser og vil også gerne lave familiefilmene. Men som alle andre har jeg en ambition om også at lave ting, som stikker lidt dybere.«

Så de to ting kan godt følges ad?
»Ja, sagtens. Jeg er en rastløs sjæl og har altid kastet mig over mange forskellige ting, og lige nu er det altså ting, der stikker lidt dybere, som er på min spiseseddel. Min næste film igen – om Gud og Filminstituttet vil – er noget så pudsigt som en voksenfilm med børnehovedroller. Ligesom »Bliktrommen«. Den handler om mennesker, der tilsyneladende er mindre bemidlede åndeligt talt, men alligevel har fantastiske ressourcer.«

Men her og nu gælder det færdiggørelsen af »MGP Missionen«. Flere af scenerne blev optaget til det rigtige børne melodi grandprix i Herning i januar. Og så er den optaget på Rådmandsgade Skole i Københavns nordvestkvarter, hvor over 70 procent af eleverne har anden etnisk herkomst end dansk.

»Men tro nu ikke, at den handler om en lille stakkels indvandrerpige, der ikke må deltage i MGP på grund af sin far, der er sådan en muslimsk mørkemand – og så kommer den danske dreng og er helten på den hvide ganger. Det er to børn, der har en drøm, som de i fællesskab fører ud i livet. Og så driller jeg fordommene lidt undervejs. Der er stadig masser af sjov, fed musik og hurtige klip, men med alvor nedenunder. A spoonful of sugar helps the medicine go down.«

»MGP Missionen« har premiere til maj.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.