12. februar 2008, 22:30

Han drak whisky med en passion, der formentlig var en bedre sag værdig, sniffede coke i banevis og sørgede religiøst for, at alle hans sekretærer havde lange ben og en god barm »for man kan altid lære at skrive på maskine, men man kan ikke gro større bryster«.

Hvis man nogen sinde skulle opfinde et signalement på en mand, der næsten egenhændigt var med til at sætte den bevægelse i gang, der kom til at blive begyndelsen til enden for USSR, ville Charlie »Good Times« Wilson formentlig være den sidste mand, man kiggede efter inspiration hos.

Det var hverken mærkater som soldat eller idealist, der først sprang folk i øjnene, når de mødte kongresmedlem Charlie Wilson fra Texas. I stedet blev han set som en levemand, playboy og kvindebedårer. Men under den farvestrålende overflade gemte der sig en mand, der havde en usvigelig tæft for politiske forhandlinger på højt plan, intelligens nok til at gennemføre dem og tilmed havde den fordel, at Texas-vælgere tilsyneladende ikke har de store krav til hverken tilværelsen eller deres kongresmedlemmer.

»De vil have deres lave skatter, og de vil have deres geværer, så jeg har frie hænder til at gøre alle andre en tjeneste«, som Charlie Wilson selv opsummerer det i filmen om hans bedrift.

Superstjernen Tom Hanks var i første omgang lidt beklemt ved tanken over at skulle spille en nulevende mand, der tilmed af og til indfandt sig på filmarealet under optagelserne. Men det skulle vise sig at være en ekstra gevinst at kunne se virkelighedens Wilson i aktion.

»Han er en mand, der kan fylde et rum med sin tilstedeværelse. Både fysisk og mentalt og ved at iagttage ham, håber jeg at have fanget essensen af, hvem han er,« siger Tom Hanks, der tager hatten af for både Charlie Wilsons bedrift og hans ærlighed.

»Det, jeg virkelig respekterer ham for, er, at han aldrig prøvede at pynte på sig selv eller hvordan, han opførte sig. Når vi viste ham, mens han drak, forførte unge kvinder eller sniffede coke, sagde han bare: ’Fint! Lige meget hvad I filmer, har jeg sikkert været endnu værre.’ Der var et totalt fravær af hykleri.«

CIA-missionen
Filmen tager sin begyndelse, da Tom Hanks slapper af i boblebadet sammen med en ung smuk kvinde, en filmproducent og et glas whisky. I baggrunden kører nyhederne om den sovjetiske invasion af Afghanistan. Det bliver startskuddet for Wilson til at trække i tøjet og gå i gang med sit politiske arbejde i kongressens underkomité for fremskaffelse af forsvarsmidler (læs: bevilling af penge til hemmelige CIA-missioner).

Wilson er netop blevet udpeget til at være en del af komiteen, der har hemmeligt budget, og i løbet af en kort periode får han et amerikansk tilskud til mujahedin-krigerne på sølle fem millioner dollar om året mangedoblet til omkring 300 millioner godt hjulpet på vej af den smukke millionøse Joanne Herring, der i filmen portrætteres af Julia Roberts.

Sammen med blandt andet CIA får de to brygget en plan sammen, der involverer komplekse forhandlinger med blandt andet Israel og Pakistan, en mavedanserinde og våbenforsyninger, der er medvirkende til at drive Sovjet ud af Afghanistan. Alt sammen med et glimt i øjet.

»Det var noget, jeg insisterede på,« forklarer instruktør Mike Nichols, der står bag filmen. Mike Nichols, der selv i Hollywood-sammenhæng er en legende og blandt andet har en Oscar stående derhjemme for »Hvem er bange for Virginia Wolf«.

»Ja, det er en film om politik og et meget alvorligt emne, men jeg mener ikke, at virkeligheden nødvendigvis altid er blottet for humor, selvom vi har med tunge emner at gøre. Det var også noget eksempelvis Shakespeare forstod. Selv i tragedien »Hamlet« er der plads til et godt grin indimellem,« siger Mike Nichols.

Zen-mesteren
Spøg til side, Mike Nichols er godt klar over, at det er en film, der maner til eftertanke.

»Vi hyldede Charlie Wilson, fordi han fik smidt russerne ud af Afghanistan. Men man kan jo så se, hvad der efterfølgende skete og drage sine egne konklusioner,« siger Mike Nichols, der selv holder meget af et lille eventyr om en zen-mester, som en CIA-agent fortæller Charlie Wilson om i filmen.

»En dreng i en landsby får en hest forærende, og alle i landsbyen synes, det er en fantastisk gave. ’Vi får se’, siger zen-mesteren. Så kaster hesten drengen af, og han smadrer begge ben, og alle i landsbyen synes, det er en forfærdelig tragedie. ’Vi får se’, siger zen-mesteren. Så udbryder der krig, men på grund af sine ødelagte ben kan drengen ikke blive soldat og bliver derfor ikke slået ihjel. ’Hvilken lykke’, udbryder folkene i landsbyen. ’Vi får se’, siger zen-mesteren.«

Også Tom Hanks har reflekteret over konsekvenserne af Charlie Wilsons indsats for frihedskæmperne i Afghanistan, og hvilke tråde det trækker til USA i dag.

»Da russerne trak sig ud, var der lettelse og glæde i USA«, husker Tom Hanks.

»Vi frydede os. Alle amerikanere elskede fortællingen om David, der slog Goliat hjem. Da Sovjet forlod Afghanistan, og da Berlin-muren senere faldt, var der en fornemmelse af, at vi levede i bibelske tider, hvor store historiske begivenheder fandt sted.«

I dag er det nemt at se, at historien, akkurat som i eventyret om zen-mesteren, ikke ender så enkelt, mener Tom Hanks.

»Det er næsten altid farligt at blande krig og religion, men det er en blanding, der aldrig synes at forsvinde, og som næsten altid fører til langt mere tragedie end retfærdighed. Vi mener altid, at vi har patent på, hvad Gud mener og at tro, at man ved det, er efter min mening mere suspekt, end det nogen sinde har været før. Jeg tror egentlig bare, at det er sund fornuft, at Gud slet ikke ville have, vi skulle gå i krig overhovedet,« siger Tom Hanks.

Opbakningen svigtede
Charlie Wilson foretog næsten 50 rejser til og fra Afghanistan i løbet af sin kamp for at sikre frihedskæmperne våben og penge, men da slaget først var vundet, og de russiske tanks rullede hjem i ydmygelse, kneb det med den politiske opbakning til Wilsons afghanske projekt.

I en af filmens hjerteskærende scener forsøger det insisterende kongresmedlem at hive penge ud af sine politiske kolleger til genopbygning og skoler i Afghanistan.

»Jeg beder ikke om meget. Bare en million,« trygler han og forklarer, at ellers risikerer landet, at ekstremister tager over og påvirker den unge befolkning. Til sidst mister en kollega tålmodigheden og skærer ham af.

»Helt ærligt, er det ikke lidt passé med Afghanistan?«