20. juli 2009, 20:02 – opdateret 20. juli 2009, 21:32

T-shirten skal være sort, og håret må gerne indeholde resterne af en Roskilde Festival. Hvis det da ikke er barberet helt af. Metallica-fans fås i alle aldre og nationaliteter, men på ydersiden har de alligevel et par fællesstræk anno 2009. De mest inkarnerede af dem kommer tidligt, og ligger i telt ved indgangen til Forum, som var det begyndelsen til udsalg i Fona. Hvor nogle drømmer om fladskærme, ligger andre på asfalt for at komme i nærheden af Lars Ulrich og drengene.

19-årige Christian Sanchez har rejst sig foran en blå teltdug med sin jævnaldrende kammerat Magnus Kaiser. De er fulgtes ad fra Allerød og ser frem til, at være helt oppe ved scenekanten og rocke om nogle få timer.

»Når Metallica er rigtig gode, kan de virkelig få publikum med. Og energien, som opstår, når de spiller deres faste intronummer »The Ecstasy of Gold«. Det er episk hver gang,« siger Christian Sanchez.

Musikken er det ene element af oplevelsen. Det andet risikerer at gøre ondt, for ærkefansene går hårdt til hinanden.

»Man skal have lidt tæsk til en Metallica-koncert. Blå mærker hører med. Vi skal hærdes,« griner Christian Sanchez til sine venner og mindes, hvordan hans nakke værkede sidste gang, han hørte metalbandet live.

Skulderen af led
På en af caféerne over for Forum sidder 24-årige Lasse Retz, netop ankommet fra Kolding, med de konkrete spor efter sin seneste Metallica-koncert.

For et par måneder siden slog han skulderen af led, da de spillede i Hamburg. Han stødte ind i nogle af de andre, der hoppede rundt i forreste række. Selv om skulderen ikke er blevet helt god igen, nægter han at tage særligt hensyn til den i aften.

»Jeg kan mærke, at den ikke er helt i topform, men der skal ikke passes på den,« insisterer han.

Vennen Kim Hansen på 27, der har været til 14 koncerter, forklarer, at tumulten under venlige former ligger i kernen af fankulturen. Når den er bedst:

»Det er et metalband, og folk kommer for at gå amok. Hvis du skal være med oppe foran, må du leve dig ind i det. Jeg bliver faktisk sur over dem, der tror, at de kan stå helt stille og lytte,« siger han.

Den robuste omgangsform gør også, at Metallica aldrig helt bliver et liveband, man tager sin date med ind at høre, mener Lasse Retz.

»Hun skal nok lures lidt af først.«

Kvinderne i flokken
De to fyre har købt billetter til bandets samtlige fem koncerter i denne måned. Kim Hansen virker ikke bekymret for sin fysiske tilstand bagefter. Han påpeger, at han er høj og bredskuldret, og snarere pådrager andre end sig selv skader.

Men hvad får egentlig vennerne til at ville høre Metallica hele fem aftener og investere over 3.000 kroner i projektet?

»Folk forstår det ikke,« som Lasse Retz siger.

»Men vi vil ikke gå glip af noget. De spiller jo forskellige set med nye sange hver aften,« supplerer Kim Hansen.

Han skønner, at han i hvert fald har brugt 50.000 kroner på at dyrke Metallica, efter han som 11-årig fik deres album »And Justice For All« af sin onkel. I starten syntes han, at det lød forfærdeligt, men så fik han ørerne op for Lars Ulrichs trommespil; musikerens teknik og imponerende hastighed.

Og den kan også trække kvinderne til, viser det sig. Gitte Frederiksen og Laila Wessberg er i begyndelsen af fyrrerne og har iklædt sig samme sorte uniform som køen ved Forum. De er trukket et par skridt væk fra ølteltet, der er slået op. For dem kan det være nok så meget drengerøvsfest. Det spiller ingen rolle, når de har haft Metallica i rotation på anlægget siden 1980erne.

»Vi kommer for musikken,« siger Laila Wessberg, som håber på, at de spiller »Nothing Else Matters«. Selv om hittet næsten nærmer sig klichéen.

»Man elsker den jo lidt alligevel,« siger hun.