Læsernes bogpris 2016

»Man kan jo ikke stå og skrige ad sproget 30 år i træk«

Engang vrængede hun ad romaner med fremadskridende handling og plot. De kunne ikke indfange livet, som det er, mente hun. Men nogle gange skal man tage livtag med det, man foragter. Det har Kirsten Hammann gjort i sin forrige bog og i den aktuelle, »Alene hjemme«. Nu har hun fået nok.

»Jeg har fra begyndelsen været vred over, at sproget ikke kan oversætte, hvad vi faktisk oplever. Med det samme, man begynder at skrive om noget levende, er man i gang med at forfladige det. Kraftedeme, lortesprog,« siger Kirsten Hammann. Foto: Linda Kastrup
»Jeg har fra begyndelsen været vred over, at sproget ikke kan oversætte, hvad vi faktisk oplever. Med det samme, man begynder at skrive om noget levende, er man i gang med at forfladige det. Kraftedeme, lortesprog,« siger Kirsten Hammann. Foto: Linda Kastrup

De første år, Kirsten Hammann skrev, var det udelukkende digte, der kom ud af hende. Hun debuterede da også med digtsamlingen »Mellem tænderne« som 27-årig i 1992.

»Dengang sagde jeg altid: »Jeg kommer aldrig til at skrive noveller eller romaner; jeg kommer aldrig til at skrive andet end digte«,« siger Kirsten Hammann.

Men hun blev romanforfatter. Faktisk har hun siden debuten ud over en børnebog ikke udgivet andet end romaner. Seks er det blevet til, senest »Alene hjemme«, som er nomineret til Læsernes Bogpris. Den vender vi tilbage til.

Allerede året efter sin digtsamling udgav hun romanen »Vera Winkelvir«, som dog er en meget lyrisk, fragmenteret én af slagsen.

»Digtene i debuten blev bare længere og længere. Et af de sidste, jeg skrev, var »Jeg civiliserer mig om morgenen«, som er et ret langt digt. Det var, som om digtene ikke rigtig ville slutte, og jeg måtte følge det spor og den tone i min første roman.«

Modviljen mod den mere traditionelle roman var dog intakt.

»Jeg lader et sted Vera vrænge ad bøger og film, som følger en dramaturgi og har en start, en midte og en slutning. For det er jo ikke sådan, vi lever vores liv, vi lever det én dag ad gangen og uden det store overblik,« siger Kirsten Hammann og tilføjer, at det også var hendes egen mening.

En kamp med sproget

»I den periode var det et af mine formål med at skrive: At kunne komme uden om den alvidende fortæller, uden om det kronologiske. Jeg ville godt tættere på den måde, vi faktisk lever på, fuldstændig nedsunket i livet uden noget overblik. Det var en kamp med sproget for at få lov til at skrive uden om de gængse regler. Jeg syntes, det var noget snyd, når en bog insisterede på at have styr på både sig selv og sin hovedperson. Jeg vidste, at jeg aldrig ville blive en normal romanforfatter. Aldrig i livet!«

Men også det kan man sige, at hun blev. Efter at have skrevet flere mere eksperimenterende romaner satte hun sig for at prøve en spændingskurve, som man ser i amerikanske komedier med plotpunkter, forviklinger og klimaks. Det blev til »Se på mig« (2011). For som hun siger:

»Man skal aldrig sige aldrig, for man kan jo også være så gal på noget, så meget imod, at man på et tidspunkt får lyst til at prøve det. Nogle gange skal man tage livtag med det, man foragter.«

Desuden nytter det ikke noget at blive ved med at stritte imod.

»Jeg havde det som ung meget med, at jeg ville smadre sproget og sætte det sammen på en anden måde. Jeg var vild og ville have noget til at eksplodere. Jeg har fra begyndelsen været vred over, at sproget ikke kan oversætte, hvad vi faktisk oplever. Med det samme, man begynder at skrive om noget levende, er man i gang med at forfladige det. Kraftedeme, lortesprog! Sådan har jeg det stadig, men man kan jo ikke stå og skrige ad sproget 30 år i træk. Man må få skreget sig ud og så prøve at bruge, hvad man fandt, og tage sine kampe et andet sted og angribe sproget på andre måder.«

Som at lege med dukker

Den fortællende stil med noget, der ligner et plot, har Kirsten Hammann fortsat i »Alene hjemme«, en roman om Sara, som bor med sin mand, den fraskilte forretningsmand Philip, i hans store herskabslejlighed med god plads, både til hans døtre og ikke mindst til Saras stadigt voksende tvivl på sig selv.

»Jeg leger ikke på samme måde som i min forrige roman med den romantiske form, jeg er lidt mere Kirsten Hammann, hvis man kan sige det sådan. Der er er en fremadskridede fortælling, men sprogligt bruger jeg både poetiske og småessayistiske greb i den,« siger Kirsten Hamman selv om bogen. Den fortællende form har helt sikkert sine forcer, mener hun.

»Jeg har en forestilling om, at jeg kan få folk til at tro mere på mine personer, hvis alt andet ser tilforladeligt ud. Min hovedperson, Sara, er fuldstændig forkert og vanskabt og har knogler liggende oven på ryggen, men hun lever trods alt i en normal verden og har en kæreste og venner og bor i et hus, så jeg tvinger virkeligheden til at være med til at retfærdiggøre hende,« siger Kirsten Hammann, der også har nydt at lade dialoger drive handlingen i bogen.

»Det har været sjovt at skrive. At sidde og sige dem højt ved bordet i køkkenet og få folk til at snakke sammen. Det er lidt som at lege med dukker: Så siger hun det, og så kommer han og siger det og det, og så svarer hun, og så går han ud ad døren. Det er at sætte liv til nogle figurer og leve sig ind i dem hver især. Det er en lille rolleleg, man laver.«

Selv om Kirsten Hammanns romaner er gået fra det fragmenterede til det mere lineære, er det ikke en bevægelse, der kun kommer til at gå én vej, bedyrer hun.

»Jeg fortæller aldrig, hvad jeg er ved at skrive om, men jeg vil godt sige, at nu har jeg fået nok af det mere fortællende. Jeg ville gerne prøve at skrive mere fortællende, og det har jeg gjort nu, og jeg skal ikke sige, at jeg aldrig kommer til at gøre det igen, men nu har jeg været i den gryde og i den anden gryde, og det er jo det, der er fantastisk, at man ikke ved, hvad ens vej kommer til at blive. Det har været sindssygt lærerigt for mig at prøve at underlægge mig en fortælleform, men nu vil jeg gerne et helt tredje sted hen.«

 

Sådan deltager du

Du kan afgive din stemme på www.b.dk/bogpris.

Når du stemmer, kan du deltage i konkurrencen om et års forbrug af bøger (værdi 6.000 kroner), samt ti signerede bogpakker med alle de nominerede bøger.

Afstemningen slutter 6. april 2016, og hvem der vinder Læsernes bogpris offentliggøres 14. april 2016, når prisen bliver overrakt. Det sker traditionen tro ved en fest i forbindelse med Danmarks Biblioteksforenings årlige topmøde, der i år finder sted i Forum i Horsens.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.