Stjernefrø

»Man er nødt til at gå ud på 10-meter-vippen og hoppe, selv om man ikke ved, om der er vand i bassinet«

Hver søndag toner den nyuddannede skuespiller Natalie Madueño frem på skærmen som den ambitiøse chefjurist Claudia i DR-serien »Bedrag«. Her er hendes egen historie om rollen, om det at stå foran kameraet og vigtigheden af at kunne slippe kontrollen.

Natalie Madueño er aktuel i rollen som den ambitiøse jurist Claudia i »Bedrag«.
Natalie Madueño er aktuel i rollen som den ambitiøse jurist Claudia i »Bedrag«.

»Selvfølgelig var der en anden, der måtte være bedre end mig, og som var nogen. Jeg var ingen. Eller i hvert fald bare mig, der gik på fjerde år på teaterskolen. Alligevel var jeg blevet kaldt til casting på en ny, stor TV-serie. De ville se mig igen, og jeg havde mødt instruktøren Per Fly, for de ville vel også se, om jeg kunne tage imod instruktion. Om ikke andet, så fik jeg da lidt erfaring, tænkte jeg, for jeg havde kun haft få dages filmundervisning på skolen.

Efter et par uger fik jeg et opkald. Jeg nåede ikke at svare på det, for jeg havde undervisning på teaterskolen. Jeg kunne se, at casteren Rie Hedegaard havde ringet til mig. Jeg skælvede. Den sidste time kunne jeg slet ikke fokusere på undervisningen. Jeg kunne slet ikke være.

Da vi skulle hjem, gik jeg i stedet op i et tomt lokale og lukkede døren. Tog en dyb indånding. Trak vejret. Tændte hverken lyset eller hentede en stol at sidde på. Jeg stod bare midt i lokalet og ringede op. Mit hjerte både hamrede derudad og stod helt stille.

»Hej Natalie, jeg vil bare lige sige, at vi gerne vil tilbyde dig rollen, hvis du vil have den,« sagde Rie så. Tilbyde mig den? Jeg ved ikke, om det var i 30 sekunder eller i 10 minutter, jeg sad på bordkanten, efter at jeg havde lagt på. Kiggede bare ud af vinduet og tænkte: »Hold nu kæft.« Jeg vidste godt, at det så var en stor ting, jeg skulle til at lave.

Jeg havde selvfølgelig set alle de danske TV-serier ligesom de fleste andre. Men mine tanker kunne ikke gribe fast om noget. Kunne jeg finde ud af det? Var jeg dygtig nok? Var de sikre på, det var rigtigt, det skulle være mig?

Ikke alle får chancen

Det var en stor glæde og en kæmpe lettelse at vide, at jeg nu var sikret to års arbejde. Og at det så var dette projekt, var jeg meget taknemmelig for.

Jeg ved godt, at jeg har været meget heldig som ung skuespiller at få sådan en rolle som den, jeg nu spiller i »Bedrag«. Det at have været i arbejde, at få mulighed for at vise andre, hvad man kan, er så afgørende.

Ikke alle skuespillere får chancen for at vise, hvad de har at byde på. Og når man så endelig får lov til det, så er det måske kun en lille brøkdel af det, man rummer, man får lov at demonstrere. Hvis det går godt, hvis folk tænker, at mit arbejde er spændende nok, kan jeg jo være heldig, at det genererer jobs. Jeg var så taknemmelig for bare at få lov til at komme i gang.

Som forberedende arbejde var jeg ude at snakke med en advokat, som er en stor historie inden for nogenlunde samme felt som seriens Claudia. Jeg interviewede ham over to timer, og jeg kunne stille alle de spørgsmål, jeg ville.

For mig var det ikke så interessant at høre om, hvordan han skrev kontrakter, men mere om, hvilket forhold til familien, man får, når man knokler så meget. Hvordan påvirker det en, hvis man skal tage store beslutninger meget hurtigt og må mobilisere en vis form for kynisme? Hvor hårdt er det for de unge i branchen? Hvor længe kan man klare presset?

Jeg var også sammen med en nyuddannet jurist, som viste mig rundt på campus på jurastudiet, som jo er kæmpestort og spredt over bygninger i hele København. Den indsigt og research lagrer sig som en bank i baghovedet. På en eller anden måde kommer den viden med, når jeg laver en scene.

Alt skal ikke skæres ud i pap

Manuskriptforfatterne har givet mig en karakterbeskrivelse af, hvordan de ser Claudia. Men hele hendes baggrund har jeg selv fået lov til at sidde og udvikle sammen med dem. Hun kommer fra en harmonisk middelklassebaggrund. Hun har været en megastræber hele vejen gennem gymnasiet og universitetet. I starten af jurastudiet bliver hun kæreste med Tobias, men da det går i stykker, møder hun kort tid efter Steen, som er gæsteunderviser.

De finder hurtigt sammen, får et barn og bliver skilt igen. Mange har spurgt, hvorfor hun har et barn med en meget ældre mand, men her er altså forklaringen. Vi behøver ikke at skære alting ud i pap for seerne. Publikum skal have plads til at undre sig over, hvordan så unge en kvinde kan have så stort et barn og spørge sig selv om, hvordan hun har nået alt det, hun har.

Claudia skal træffe valg, hver gang vi møder hende. Gør hun det rigtige eller det forkerte? Hun har jo valgt fra begyndelsen at hoppe med på en vogn, som hun så skal tage stilling til, om hun vil springe af igen. Hvilke konsekvenser kan det få?

Lige præcis hendes determination og ambition kan jeg sagtens nikke genkendende til. Den har jeg også haft for at komme ind på teaterskolen og blive skuespiller. Hendes måde at gøre tingene på ville jeg ikke efterligne. Jeg synes, hun træffer nogle vilde valg. Hun er nok mere i stand til at tage skyklapperne på.

Skuespil er også at fejle

Vi havde først læseprøver, ligesom på teatret. Så fulgte samtaler med manuskriptforfatter og producent og derpå nogle dage, hvor vi øvede for at mærke karaktererne og hinanden. Uden film i kameraet. Efter halvanden til to uger med sminke- og kostumeprøver var vi i gang.

Den første dag skulle vi optage i en stor villa i Ryvangen. Jeg cyklede derud. En time før nødvendigt, for jeg ville gerne være i god tid. Da jeg drejede om hjørnet til den villavej, vi skulle indspille på, ser jeg en kæmpe bus, sminke- og kostumebiler og generatorvognen holde foran huset. Puha. Så blev det hele lige pludselig virkeligt.

Jeg vidste ikke noget om, hvor jeg skulle gå hen, og hvad jeg skulle gøre. Jeg var meget spændt på, hvad dagen ville byde på, og hvordan jeg skulle klare den. For én ting er, når man står og øver med et lille kamera ude i et lokale i DR-Byen. Noget andet er, når der er et rigtigt kamera, og 50 mennesker står og venter. Når vi har begrænset tid, inden lyset er forkert. Når det koster mange penge.

Men det gik rigtig godt. Tror jeg. For scenen kom slet ikke med, og jeg har aldrig set den!

Heldigvis kan man læne sig tilbage i andres erfaring: Det er en kæmpe gave som nyuddannet at komme ud og møde nogle af dem, som virkelig har styr på det, de laver; Per Fly, Nikolaj Lie Kaas og Thomas Bo Larsen – og alle de andre – også dem bag kameraet, som er så sindssygt dygtige. Jeg må stole på, at instruktøren tager hånd om mig. Og jeg må stole på mig selv. At jeg godt kan, og at det nok skal gå.

Når jeg står på filmsettet eller på scenen, skal jeg naturligvis kende mine replikker. Jeg skal kende det mærke på gulvet, jeg skal stå på. Jeg ved, hvor jeg skal gå hen, og jeg ved, at når jeg sætter mig, skal jeg kigge i den eller den retning og fange lyset.

Men samtidig skal jeg kunne give fuldstændig slip og være fuldt til stede med mine medspillere. Den balancegang er jeg blevet bedre til med tiden. Blandt andet fordi jeg har lært at slippe den kontrol, jeg krævede som helt ung. Jeg skulle lære, at det at spille skuespil også er at fejle.

»Du skal turde gå helt ud på 10-metervippen og hoppe, selv om du ikke ved, om der er vand i bassinet,« sagde min afdelingsleder, Henning Sprogøe, til mig på teaterskolen. Fylder kontrollen for meget, er der slet ikke rum til det nærvær, der skal være mellem to skuespillere. Så bliver det teknik og kedeligt at se på.

Natalie Madueño er begejstret for sin rolle i TV-serien »Bedrag«, men savner at spille teater.
Natalie Madueño er begejstret for sin rolle i TV-serien »Bedrag«, men savner at spille teater.

Plads til skuespillernes forslag

Vi skyder to afsnit ad gangen og hopper frem og tilbage mellem dem, når vi optager. Det er faktisk ikke så svært at overskue, som man måske skulle tro. Hvis det er nogle lange, hårde dage med mange scener, skal jeg lige sidde og kigge i manuskriptet: »Nåh, det er denne scene. Godt. Jeg har lige været dér og har sagt noget til ham.« Man skal lige holde tungen lige i munden.

Når jeg modtager et manuskript, læser jeg det naturligvis. Og så læser jeg det igen. Derpå tager jeg det scene for scene. Hvad er vigtigt i netop dem? Jeg danner mig en opfattelse af, hvad det er, jeg præcis skal formidle. Ved jeg det ikke, skriver jeg en masse spørgsmål ned, som jeg så kan stille til manuskriptforfatteren eller instruktøren, når vi står på settet.

Jeg har været meget overrasket over, hvor meget vi som skuespillere har fået lov til at være medskabende på TV-serien. Forfatterne har helt styr på den overordnede fortælling, men efter hver læseprøve har vi samtaler, hvor jeg kan sige: »Hvad nu, hvis vi i denne scene lige tilføjer dette? Kunne det ikke være spændende, hvis vi...« Og de har været meget lydhøre.

De ser serien fra et større perspektiv, hvor vi går op i psykologien og vores enkelte karakter. Selv når man står på settet, kan man lave noget om. Naturligvis kan vi ikke foretage afgørende plotændringer. Og det er forskelligt fra instruktør til instruktør, hvor meget de har lyst til at fravige udgangspunktet.

Men for nylig sad jeg i sminketraileren med en anden skuespiller. Vi vi var enige om, at vi var nødt til lige at gøre noget ved scenen, for efter at vi havde øvet den sammen, var der ligesom en mislyd. Den lå forkert. Noget information kom på et mystisk tidspunkt. Vi endte med på de 45 minutter, vi havde i sminkevognen at sætte tre scener sammen til en og rykke rundt på det hele som i et puslespil. Vi kaldte instruktøren ud i traileren og præsenterede ham for vores ide. »Go for it! Den er godtaget,« sagde han.

Skuespil er en interesse for livet

Når jeg ser det færdige resultat, ligner det nogle gange det, jeg havde forestillet mig, andre gange slet ikke. Det kommer an på, hvordan de vælger at klippe det.

Nogle gange tænker man: »Hvorfor fanden har I valgt det take?« Men ofte kan jeg på længere sigt forstå det, fordi scenen måske ellers ville minde for meget om en anden, som kommer senere. Jeg kan i virkeligheden kun forholde mig til det, vi laver mellem os skuespillere, for når jeg er færdig, tager andre over.

Vi har et halvt år tilbage med optagelser. Vi er halvvejs i sæson 2. Jeg har også fået et par andre filmroller, som jeg har indspillet. Det ruller stille og roligt. Men jeg savner at lave teater. Teatret kan noget helt andet. Det er en helt anden proces, et anden form for nærvær og et helt andet møde med publikum.

Jeg kan ikke lade være med at spille skuespil. Det er en interesse for livet. At blive præsenteret for noget, jeg ikke aner noget om, og så få lov til virkelig at nørde igennem med det og koncentrere sig fuldt ud om det. For så dagen efter at gå videre til noget helt andet.

Jeg får brugt mig selv. Ikke på en terapeutisk måde. Men jeg er med til at undersøge, hvad livet og mennesket rummer. Jeg får lov til at komme ud i ekstremer, som jeg aldrig selv ville vove. Jeg får lov at opleve noget, som ligger langt fra mig selv.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.