Magisk rejse for eventyrere og drengerøve

125.000 danskere har allerede købt billet til den nye hobbit-film. Selv siger instruktør Peter Jackson, at han blot er »en dreng, der leger med en kasse fyldt med legetøj«.

Bilbo Sækker spilles af Martin Freeman.
Bilbo Sækker spilles af Martin Freeman.

LONDON: Egentlig er det uhørt, men størstedelen af de godt 100 journalister begynder at klappe, da den skæggede instruktør Peter Jackson kommer ind med sine dværge og monstre i The Ballroom på luksushotellet Claridge i London.

Men nogle kulturbegivenheder er så store, at reportere bryder deres ellers hellige princip om at forholde sig neutrale.

På den anden side kan journalisterne, fløjet ind til London fra hele verden, glæde sig over med pressekonferencen for »Hobbitten: En uventet rejse« endelig at få lov til at fortælle om filmen uden at få frataget mobiltelefoner og andet optageudstyr som under de seneste dages screeninger i London af årets største film. For hemmeligholdelsen af de bidder af filmen, der er frigivet, er blevet håndhævet med hård hånd af filmselskabet indtil verdenspremieren.

Da pressekonferencen begynder, taler Peter Jackson også om det svære ved at holde »hemmeligheder skjult« så længe - filmen har været undervejs i fem år - og han glæder sig over, at det hele nu endelig kommer ud til publikum.

Globalt hype i ugevis før premieren

I ugevis har der været et globalt hype om filmen. I Danmark åbnede de første biografer dørene i nat klokken 00.12 den 12.12.2012 for at vise eventyret, og 125.000 danskere havde allerede inden premieren sikret sig billet til en forestilling før jul. Men intet sted er manien med hobbitter, dværge, trolde, troldmænd og monstre eksploderet som i den newzealandske instruktørs hjemland. Da filmen havde verdenspremiere i hovedstaden Wellington i sidste uge mødte titusindvis af fan, nogle i kostumer som i forgængeren »Ringenes Herre«, op ved Wellington Embassy Theatre.

Nogle havde camperet natten over for at sikre sig en god plads tæt på den 500 meter lange røde løber, der førte til teatret, som var dekoreret som indgangen til et hobbit-hus.

»Hobitten: En uventet rejse« er filmet i New Zealand, hvor Peter Jackson voksede op i en lille kystby. Hans mor var fabriksarbejder, hans far degn. Allerede som niårig begyndte han at filme, da en ven af familien forærede Jackson-familien et Super 8 smalfilmskamera med lille Peter i tankerne. For han var allerede som barn besat af film. Hans favorit var den originale King Kong-film, som han genskabte med kameraet.

»Jeg voksede op med at filme med mine forældres kamera. Rumskibe som jeg lavede af pap, dinosaurer og monstre. Egentlig er det også sådan i dag,« siger den 51-årige Peter Jackson, der beskriver sig selv som en drengerøv. I sit voksenliv udlever han således stadig blot den »hobby«, som blev grundlagt i barndommen: »Jeg er en dreng, der leger med en kasse fyldt med legetøj«.

Kassen med legetøj er på grund af den teknologiske udvikling dog udvidet gevaldigt siden barndommen. Nu står den også på avanceret 3D og livagtige computeranimerede trolde, uhyrer og vanskabninger.

»Det er en fantastisk tid at lave film i. Du kan have nogle billeder i hovedet af, hvad du gerne vil lave, og det hele kan udføres med hjælp af teknologien. Der er ingen grænser, hvis du bare har de rette folk til at hjælpe dig,« siger Peter Jackson.

Instruktøren er berømt for under optagelser at gå rundt i shorts og bare tæer. Men den afslappede stil ændrer ikke på, at han er lige så kendt for at gå op i detaljer og at have en vane med at skyde scener fra mange vinkler, så han er helt sikker på at have nok, når han skal klippe. Hans ofte utraditionelle stil, også med at instruere skuespillere over højtalere, får smilene frem blandt skuespillerne på pressekonferencen.

»Altså Peter kom da også ud af sit telt. Men jeg vænnede mig til at blive instrueret over højtalere. Det var som en stemme fra Gud,« griner Martin Freeman, der spiller hobbitten Bilbo i filmen.

Gollum med flere følelser

Mange fans af »Ringenes Herre« forguder dog en anden, vanskabningen Gollum som vogter over den magiske ring, som også er med i den nye film. Men i en endnu bedre udgave. For siden Peter Jackson filmede »Ringenes Herre«-trilogien for ti år siden, er teknologien blevet så meget bedre, at Gollum har kunnet få flere muskler i sit ansigt og omkring sine øjne, hvilket giver figuren endnu flere følelser.

For at skabe figuren har skuespilleren Andy Serkis båret en dragt med sensorer, så hans bevægelser kunne overføres for at skabe et computergenereret billede af Gollum.

Andy Serkis forklarer, at han spiller Gollum, som var han »en narkoman«. En kompliceret, skizofren og patologisk løgner.

»Hans stemme skulle udstråle den følelse af smerte, der besidder ham. For mig betød det, at han skulle have en stemme som en kat,« fortæller Andy Serkis, der næsten hver dag bliver spurgt af folk på gaden, om han ikke nok vil tale som Gollum.

»Du skiftevis føler medlidenhed med ham og hader ham. Gollum har en svag karakter, og for ham er ringen en besættelse, der gør, at han tørster efter at besidde magtens ring.«

Ringen har også en anden magt. Den tiltrækker penge. »Hobbitten: En uventet rejse« har sammen med de to næste film i trilogien kostet 500 mio. dollar at producere. Til gengæld er første del allerede på vej til at blive årets største kommercielle og økonomiske succeser.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.