Madanmeldelse

Madanmeldelse: Trattoria senza disco

Italo Disco på Vesterbro er et ikke diskotek, men et autentisk italiensk trattoria i øjenhøjde.

Italo Disco på Vesterbro sniger sig lige op på fire stjerner.
Italo Disco på Vesterbro sniger sig lige op på fire stjerner.

Selv om jeg var musikjournalist i 1980’erne, må jeg indrømme, at betegnelsen Italo Disco er ny for mig. Ifølge Wikipedia skulle der dog være tale om en genrebetegnelse for italiensk og i det hele taget ikke britisk dance musik netop i det årti. Måske skyldes musikreferencerne, at kokken på Italo Disco er søn af den herboende tyrkiske jazzmusiker Atilla Engin?

Hvorom alting er, så er Levent Engin selvlærd kok med en fortid på FAMO restauranterne, som var dem, der introducerede det autentiske italienske trattoriakøkken i København. Italo Disco fortsætter i traditionen, som i dag også er taget op af Osteria 16 og Pop/Spiseri. Hvilket f.eks. indebærer, at her ikke er investeret millioner på indretning af spiselokalet – det er maden og hyggen, det handler om her.

Som på de familie-osteriaer, man husker og elsker fra besøg i Italien, er det ikke nødvendigt at tage stilling til noget, hvad angår maden. Der er kun én menu, og retterne begynder af sig selv at strømme til bordet, kort tid efter at man er trådt ind i lokalet.

I begyndelsen var tempoet højt, og betjeningen virkede en anelse presset – der skal to hold gæster gennem klappen hver aften, og der er en del retter at bære frem til bordet.

Det startede selvfølgelig med anti pasti, fire styks, som ankom til det lille bord i så højt tempo, at vi var nødt til at tage vindueskarmen i brug for at få plads til det hele.

Der var tale om helt enkle ting med et autentisk snarere end dogmatisk præg. Bagte peberfrugter, røde og gule, var dryppet med olivenolie og reven parmesan. En gang bøffelmozzarella var drysset med bottarga af tørret tun fra Sicilien. Så en lille speltsalat med store flotte blåmuslinger og salturt. Og endelig en mere mættende, varm servering af cremet polenta med et par kødboller i tomatsauce. Ikke noget pjat dér.

Mellem tre og fire stjerner

Fra det overskuelige vinkort, som tæller bare 17 vine, startede vi med bobler: Min ledsager fik en prosecco fra Adami (65,-) – en af de mere lødige fortolkere af genren, som nok aldrig for alvor kommer til at sætte mit blod i kog. Jeg fik en anderledes ekstrem 2013 Bianco Vivace fra Rabasco i Abruzzerne, som smagte surt og kantet som en spontangæret belgisk lambic øl – sjovt, men ikke ligefrem noget, man kører ned i metermål.

Drinkability var der derimod masser af i hvidvinen, vi valgte herefter: 2014 La Torre Bianco fra producenten Tibei i Umbrien (95,-), en blød og saftig naturvin.

Hvor vi på de indledende anti pasti befandt os nærmere tre stjerner end fire, var det som om, køkkenet trådte mere i karakter på de to mellemretter – primi, som italienerne kalder dem:

Først fik vi en nærmest perfekt udgave af den ærketoscanske ribollita, en rustik og meget fyldig vintersuppe, lavet på forskellige grøntsager, tørrede bønner og sortkål. Ud over at være en meget mættende og varmende suppe er ribollita den perfekte anledning til at øse af den bedste friske olivenolie. Her var der allerede rørt så meget af den gode olie i den grove, tætsmagende suppe, at jeg ikke fandt anledning til at bede om mere olie.

Så fulgte en anden mellemitaliensk klassiker, pasta all’amatriciana. Ifølge Amatrice kommunes hjemmeside eksisterer denne ret i både en hvid og rød version. Den hvide version (uden tomat) er jeg aldrig stødt på, mens den røde selvfølgelig består af tomater, guanciale (pancetta lavet på kæbesnitte), hvidvin og et drys chili.

Her havde Engin på uortodoks vis tilføjet store kapers, hvilket er helt ok med mig, eftersom de passede fint ind i smagsbilledet. Det samme gjaldt den grove pasta af strozzapreti typen, som er den, man oftest ser sammen med amatriciana saucen.

Sympatiske priser

På vinsiden forlod vi Italien for en stund for at lade pastaen ledsage af et glas beaujolais 2014 fra Frances Gonzalves (95,-) Den smagte og fungerede fint uden at være det allerstørste, jeg har smagt indenfor genren.

Hovedretten – secondo’en – kan ofte være lidt af et antiklimaks i det italienske måltid. Engin havde denne aften på effektiv vis undgået problemstillingen ved simpelthen at springe den over.

Menuen skifter næsten daglig på Italo, fik vi at vide, og nogle gange er der hovedret, andre gange to mellemretter i stedet.

Da vi ikke var parate til at gå lige fra pasta til desserten – en udmærket, klassisk panna cotta belagt med tynde skiver ananas – tog vi imod tilbuddet om ost (65,-).

Tre markante stykker ankom, bl.a. norditalienske l’ubriaco, som bogstaveligt talt betyder »den berusede«, eftersom osten er lagret i vin, som giver en særdeles kraftig smag.

Således ved vejs ende måtte vi konstatere, at vi, efter en aften med trestjernede forretter og firestjernede mellemretter, stod et sted lige midt imellem. Denne uge vælger vi at vægte det sympatiske pris/kvalitetsforhold og runder op til fire.

Hvad: Italo Disco. Hvor: Oehlenschlægersgade 5, Kbh. V. tlf 28 58 16 63. Priser: Menu 350 kr. Vin 275 kr.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.