15. januar 2006, 03:30 – opdateret 20. januar 2006, 13:48

Nu er det pay back time, tænkte jurist Preben Rohde, da han sidste år i april fyldte 50. Tiden var inde til at indfri en gammel aftale med sig selv om at ændre fokus, når han rundede det skarpe hjørne.

Men det var hverken golf, nye eksotiske rejsemål eller avanceret boligindretning, Preben Rohde kastede sig over. Han følte trang til at »gøre en forskel«. Menneske til menneske. Tiden var inde til at gøre noget til gengæld for sit og familiens privilegerede liv.

»Min kone og jeg har altid haft gode job. Vi bor i et hus, og vores børn er velfungerende. Vi har et helt almindeligt familieliv, og vi er alle sammen sunde og raske, hvilket i sig selv er en rigdom, men mens børnene voksede op, har man jo haft nok at se til,« siger Preben Rohde, som har to sønner på 25 og 19 år: »Vores yngste søn flyttede hjemmefra sidste sommer, og det var også medvirkende til, at jeg følte et større overskud til at gøre noget for andre.«

At det netop blev Livslinien, en anonym rådgivningstjeneste for selvmordstruede, var egentlig lidt af et tilfælde:

»Jeg stødte på en annonce, hvor de søgte frivillige og syntes, det lød spændende - og svært. Men jeg kunne se en udfordring i arbejdet, også for mig selv, så jeg sendte en ansøgning.«

I virkeligheden er Preben Rohde en del af en trend:

Et veluddannet karrieremenneske med tjek på familielivet og tilværelsen i øvrigt, som har valgt at give noget af sig selv til andre, der ikke har samme gode vilkår som han selv.

Preben Rohde er jurist og uddannet sagsbehandler med en lang karriere i centralforvaltningen i Københavns Kommune bag sig, bl.a. som sekretariatschef. Sidste år skiftede han til konsulent i DJØF. Han føler, det nye job går fint i spænd med det frivillige arbejde.

Livslinien har i dag 130 frivillige og rekrutterer to gange om året. Og interessen er stigende, fortæller Charlotte Berendt-Poulsen fra Livsliniens sekretariat.

»Vi får cirka 200 ansøgninger hver gang, vi søger frivillige, og vi kan mærke, at vi får flere henvendelser fra folk, som på forhånd har lavet grundig research,« siger hun.

Hidtil har Livslinien fået mange ansøgninger fra studerende, som kan bruge det på deres CV.

»Men vi ser en stigende gruppe af fit-for-fight pensionister, og som noget helt nyt ser vi også yngre kvinder i 30erne med et rigt socialt liv, børn og gang i karrieren. Altså folk, som ikke kan bruge det på deres CV, men som vælger noget andet fra - for eksempel bifturen med veninderne. Måske skyldes det personlig tilfredsstillelse, måske giver det lidt status. Men for mange gælder det, at de føler sig privilegerede og gerne vil give noget af deres overskud videre til andre,« siger Charlotte Berendt-Poulsen.

Livsliniens frivillige er i gennemsnit ansat i 19,5 måneder. Også hos Røde Kors oplever man flere travle folk med børn og karriere melde sig til frivilligt socialt arbejde.

»Vi ser vi en stigende interesse for flygtninge- og integrationsområdet. Tendensen er, at man ikke vil være frivillig for enhver pris. Og det charmerende ved frivilligt arbejde er jo netop, at man kan vælge det, man selv føler mest for,« siger Janne Gry, afdelingsleder for Røde Kors' nationale afdeling:

»Møbelgenbrug appellerer til én type frivillige, kvinde- og krisecentre til en anden type, og flygtningeområdet til en tredje. Lektiehjælp er også meget populært, og det samme er forskellige sociale arrangementer i boligforeninger, hvor man for eksempel laver pakistansk mad, spiser sammen med etniske danskere og samtidig laver en indsamling.«

Antallet af frivillige på flygtninge- og integrationsonområdet er på tre-fire år steget fra 600 til 900 mennesker fordelt bredt over hele landet. Andre nye og meget populære tjenester er sygehus- og fængselsbesøg.

Hos Røde Kors' sygehustjeneste, som begyndte for tre år siden, er man i dag oppe på 150 frivillige, som en gang om ugen besøger ensomme på et sygehus. Tilsvarende har fængselstjenesten, som blev oprettet for fire-fem år siden, i dag 120 frivillige tilknyttet. Før jul måtte Hovedstadens Røde Kors ligefrem takke nej til flere frivillige til juleaftensarrangementer. Da havde 150 mennesker meldt sig.

Hvad er det, der driver danskere - midt i en tid med forbrugsfest - til at engagere sig i frivilligt i arbejde med samfundets svageste?

»Tanken om, at vi kan forbruge os til lykken, er toppet. Vi har ganske enkelt fundet ud af, at den største glæde i virkeligheden er at give, og det er ikke længere nok bare at betale ved kasse 1. Vi vil have følelserne med, og det må gerne gøre ondt,« siger Liselotte Lyngsø, fremtidsforsker fra Future Navigator.

Ved at påtage sig frivilligt arbejde signalerer man overskud, og det giver status i en tid, hvor alt andet kan købes for penge.

»I morgensdagens samfund handler det om at kunne skabe noget sammen. Hvis du i 90erne havde søgt et lederjob og skrevet i ansøgningen, at du havde beskæftiget dig med frivilligt socialt arbejde, ville arbejdsgiveren have sagt: »Hvad er det for et ideologisk fjols?« I dag vil man derimod sige, at det er følelsesmæssig intelligens og udtryk for, at man har overskud og energi til andre,« siger Liselotte Lyngsø.

»Også ved middagsselskabet vil det være helt andre ting, man scorer point på: »Før ville man spørge, hvad arbejder du med? Nu spørger man: Hvad bruger du - webergrill, bil osv. I fremtiden vil man spørge: Hvilke sager kæmper du for? Tendensen afspejler sig også i tidens rollemodeller,« siger hun.

Frivilligt job - et scoretrick
Time Magazine har netop udnævnt rocksangeren Bono til Årets Mand i verden, og det er ikke fordi, han kan synge, men fordi han har sat sig i spidsen for hjælpen til Den Tredje Verden. Det er U2s Bono og ikke en erhvervsmand, der holder tale i Børsens Executive Klub i næste uge.

»Tilsvarende har en dansk rollemodel som Christian Stadil haft held til at brande et tøjmærke (Hummel, red.) ved at sponsorere et tibetansk fodboldhold, hvor spillerne mangler arme og ben. Før var det sådan, at enten var du til business, eller også var du til velgørenhed. Nu skal begge dele være til stede, og det betyder også, at de gængse segmentmodeller smelter sammen,« siger Liselotte Lyngsøe.

Hvor det i lang tid har handlet om at »være på« og »smøre på«, vil det i fremtiden handle om at finde en sag at kæmpe for. Jagten på indholdsrigdom er gået ind i en tid, hvor vi nærmest drukner i nye produkter og tilbud. Vi køber os til wellness, og til sidst bliver det hele lidt hult.

»Du ser det også hos de unge. Vi oplever en ny generation, som ikke går med armbåndsure, fordi urene bare er blevet til statussymbol. Det er kammet over, og stadig flere mennesker spørger sig selv, om tiden ikke er inde til »virkelig at investere mig selv«. For hvorfor har vi det ikke bedre, når vi har det så godt? Selv om vi er blevet rigere, er vi ikke blevet lykkeligere. Og hvad skal det næste så være?«

I fremtiden scorer man måske ligefrem bedre som mand ved at fortælle, at man i sin fritid arbejder med rå indvandrerdrenge fremfor at slå på et prestigefyldt og vellønnet job, mener Liselotte Lyngsø.

Skuespiller i Reden
Det er dog hverken status eller hang til opmærksomhed, der fik skuespilleren Nastja Arcel til at melde sig som frivillig i Reden, som er et værested for de mest udsatte prostituerede på Vesterbro.

»Tanken om Reden kom, fordi jeg arbejdede med kønspolitik i Kvindeligt Selskab og her mødte en kvinde, som også hjalp til i Reden. Jeg har længe gerne villet hjælpe denne gruppe kvinder, men først nu, hvor mine børn er så store, synes jeg, at jeg tidsmæssigt kan tillade mig det,« siger Natsja Arcel, som er gift med teaterinstruktøren Mikael Fock og har to døtre på ni og femten år.

Den 42-årige skuespiller er kendt for blandt andet filmen Kongekabale, som hun blev nomineret til en Bodil for, og hun har også netop været aktuel i filmen Dommeren og spillede med i TV-serien Ørnen. I Reden på Vesterbro er hun bare »en af de nye«, som hun siger.

»Det liv, de prostituerede narkomaner lever, er forfærdeligt. De piger lever i angst hele tiden. Før jeg begyndte i Reden, var jeg da bekymret for, om jeg ville blive meget ked af det. Jeg er blevet rystet, men ikke skræmt væk. Selve mødet med kvinderne er ofte positivt, og vi kan sagtens grine sammen. Det er jo kvinder med alle mulige drømme, håb, humor og energi,« siger hun.

»Hvis man kun færdes i sine egne snævre cirkler, ser man det bare som en helt anden verden, og jeg tror på, at vi alle hænger sammen. Reden er et fantastisk sted, og det er rart at være med i noget, hvor man mærker, at det gør en forskel,« siger Nastja Arcel, hvis omgangskreds også kun har reageret positivt.

»Jeg har ikke mødt andre reaktioner, end at folk synes, det er fint, selv om nogle måske nok er lidt overraskende over at se mig i den sammenhæng. Og jeg fortæller det også kun til dig, fordi det muligvis kan inspirere andre til at gøre noget lignende.«