27. maj 2009, 19:03 – opdateret 27. maj 2009, 22:03

Det er sandelig lykkedes Louisiana endnu en gang at sammensætte en både vedkommende og visuelt rig og varieret udstilling om arkitektur.

Det burde måske ikke overraske, eftersom Louisiana har gjort det mange gange før. Men derfor må det alligevel bemærkes – eftersom ingen andre tilsyneladende kan finde ud af at lave arkitekturudstillinger, der i dén grad appellerer til sanserne og som gør et besøg til en betydelig oplevelse.

Oplevelse i form af sansning og tilegnelse af ny viden om verden. Men ikke pligtstof. Sådan som man alt for ofte ser arkitekturformidling andre steder i ind- og udland. Måske er det den særlige ånd, der altid har været på Louisiana. Måske er det, fordi tilrettelæggerne sætter sig i museets gæsters sted. Måske er det, fordi Louisiana er god til at fortælle en historie.

Også denne gang er historien meget vedkommende. Det er en historie om bæredygtighed og byøkologi. Om at vi bliver flere og flere og alt for mange, og at vi alle sammen vil bo i byerne. Hvilket økologisk set er både godt og skidt. Mest det første og især hvis vi begynder at tænke os om.

Det er ikke en historie om at leve i jordhuler men om at udnytte ressourcerne fornuftigt. Udstillingen er en del af en serie på fire, der er blevet kaldt »Arkitekturens grænser«, hvilket i dette tilfælde er paradoksalt, for udstillingen peger om noget på de grænseløse muligheder, arkitekter kan skabe, for at vi alligevel i større eller mindre grad kan leve et godt liv. Der er ingen stemmer i at forringe levevilkår og udfoldelsesmuligheder, så den mest farbare vej er at designe os til en bedre verden.

Udstillingen er i udpræget grad et muligt svar på nogle af de spørgsmål, der gennem den sidste halve snes år er blevet rejst på arkitekturbiennaler i Venedig og Rotterdam. Der er værker, der går igen, og der er informationer, der præsenteres på den samme måde, men udstillingen på Louisiana er klar og fokuseret og begavet tilrettelagt. På en tidligere Venedig-biennale hed det overordnede spørgsmål: Kan arkitekten redde verden? Og selvfølgelig kan hun ikke det. Ikke alene. Og mod dumhed kæmper alle forgæves. Men udstillingen viser en lang række meget konkrete, undertiden også let reali- sable projekter, der ganske enkelt er godt fundet på.

Et andet tema ved en tidligere arkitekturbiennale i Venedig var, om arkitekten skulle vælge etikken frem for æstetikken. Og bortset fra at modsætningen er falsk, rummer Louisianas udstilling adskillige eksempler på, at æstetikken ikke behøver vige, selv om man sætter ressourcebesparende hensyn som den første prioritet ved et byggeprojekt. Modsat tidligere tider, da grimhed var en slags dyd i økologisk byggeri, for så kunne omverdenen se, at man virkelig ofrede sig for sagen og var sparsommelig og politisk korrekt, kan der komme æstetisk overbevisende byggerier ud af at tage økologiske hensyn. Formodentlig også en rigtig god forretning. Og er der noget, man kan lære af arkitekturhistorien, er det, at kvalitet koster penge. Det interessante, kan man se i flere af udstillingens projekter, er, at ressourceknapheden og behovet for genbrug, for at gennemtænke et produkts livscyklus, for at få mest ud af energien ikke ses som begrænsninger for individets udfoldelse men som muligheder. Hist og her der selvfølgelig også futile drømme om, at vi vil komme hinanden ved, blot man skaber sociale sammenhænge gennem arkitektur, men arkitekter er også drømmere. Og en gang imellem sker det faktisk, at der bliver skabt velfungerende samlingspunkter i byerne.Overhovedet synes den praktiske angrebsvinkel at være den dominerende blandt hovedparten af de mange byggeprojekter, Louisiana viser på denne udstilling. Det er ikke en udstilling, der diskuterer mulige katastrofescenarier, fordi vi enten er for mange, eller fordi vi sviner med klodens ressourcer, eller for den sags skyld fordi den ene halvdel udbytter den anden halvdel eller omvendt. Det stadium er vi for længst forbi. Det er en udstilling, der er udpræget løsningsorienteret. Og det er – ud over muligheden for at møde mange interessante byggeprojekter og tilsvarende tanker – en af dens store kvaliteter.

Udstillingen er opbygget i tre afdelinger. Man kunne overveje at begynde med den, der har mennesket i centrum. Så skal man gå til højre, når man kommer ned i udstillingen, der vises i de underjordiske sale.

Forinden er man løbet ind i en slags vartegn for udstillingen, der i øvrigt også tog imod under sidste arkitekturbiennale i fjor i Venedig: En skulptur af An Te Liu i form af nogle udsugningsapparater, der giver det, de fleste moderne arbejdspladser og en del private hjem gisper efter: Frisk luft. Denne sektion af udstillingen tager udgangspunkt i den menneskelige krop og dens behov. Eksempelvis til rumtemperaturer. Har man valgt denne vej, fører den så videre til en afdeling, der kan siges at handle om bygningers stofskifte. Man kan sige, at der er to hovedsynspunkter, når det gælder om at spare på materialerne. Enten bygge huse eller for den sags skyld fabrikere møbler, der holder. Et klassisk eksempel på vellykket genbrug er vel, når børnebørnene nyder godt af de stole og borde, bedsteforældrene anskaffede sig. Netop fordi de – eksempelvis og når det nu er det pæne Louisiana – blev skabt af møbelarkitekter i dansk designs guldalder.

Men man kan – som der er flere eksempler på på udstillingen – også gøre en dyd af nødvendigheden og bygge huse eller fremstille møbler, der kun har kort levetid. Det kunne appellere til det udbredte sjuskeri, der er i byggeriet i dag, men det er vist nok ikke meningen. Der er da i hvert fald et eksempel på udstillingen på noget byggemateriale, der er programmeret til kun at holde få måneder – og derefter kan det direkte anvendes som fiskeføde. Det er ikke tænkt til korttidsægteskabet, men måske som udstillingspavilloner, hvor materialerne alligevel var blevet kasseret. I fremtidens arkitektur taler man ikke længere om huse, der bruger energi. Der kan være huse, der er energineutrale, og så dem, der bidrager med energi.

I samme sektion finder man også eksempler på, at de vandplasticflasker – der er 50 mia. i EU – der bliver smidt alle vegne, bruges til noget fornuftigt. Hvorfor ikke transportere frisk vand i dem til katastrofeområder og dernæst anvende dem som byggemateriale? En anden kvalitet ved udstillingen er, at den viser, hvordan arkitektur kan udtænkes på så mange sociale niveauer. Fra de fattigste ulande over det moderne velfærdssamfund til de rigeste arabiske emirater. Det giver et udsyn, og det giver en forståelse for diversiteten i løsninger.

Udstillingens største sektion handler om byerne. Der er et par interessante arkitekters interessante eksempler på, hvordan en mindre idealby til henholdsvis 30.000 og 50.000 mennesker kunne se ud. Interessant nok gentænker forslagene bymuren eller i hvert fald afgrænsningen mod omgivelserne som en mulighed for at skabe overskuelige strukturer, der kan være hensigtsmæssige for mennesker. Navnlig Norman Fosters projekt til en økologisk by i De Forenede Emirater imponerer. Blandt andet fordi trafikken er placeret under jorden. Det er jo problemet i alle byer. De er bygget på et tidspunkt, da bilen ikke var opfundet. I dag er infrastrukturen for lille.

Andre projekter gentænker den sydamerikanske favela, altså de vidtstrakte slumområder i byernes udkanter, ved at tage udgangspunkt i eksisterende strukturer og forbedre dem. Også ved at inkorporere sociale rum som kirken, biografen og baren. En tilsvarende udviklings- eller transformationstanke ligger i et par begavede forslag fra den franske tegnestue Plus og den danske arkitekt Tanja Jordan om at om- og udbygge eksisterende huse, så de bliver menneskeboliger, frem for blot at acceptere arkitekturens fallit og rive dem ned – og udstillingen vrimler selvfølgelig med eksempler på, hvordan byerne kunne blive grønne. Vertikale haver på husmurene. Frodige parker og praktiske smålandbrug på tagene. Træerne og naturen tilbage i byerne. Både fordi det kan være kønt, og fordi træerne bidrager til en renere luft.

Igen: Udstillingen rummer en fin blanding af poetiske utopier og meget jordnære forslag til god arkitektur på miljøets præmisser. Og med god arkitektur menes ikke alene æstetik, men også funktion, selv om en af deltagerne har ladet sig inspirere af det modernistiske dictum om, at form følger funktion til at mene, at form følger evolution.

Det er atter en inspirerende arkitekturudstilling på Louisiana. Lidt mere teksttung i de ledsagende plancher, end man er vant til i Humlebæk, men det skyldes udelukkende udstillingens store omfang. Ikke at teksterne til hver model, hver lille fortælling i den store fortælling, er for lange, for det er de ikke. Louisiana er stadigvæk økologisk verdensmester i formidling i Danmark.