25. juni 2009, 22:30

Computerspil har altid været genstand for stor kritik fra visse dele af samfundet. Voldsspillene gør os voldelige, sportsspillene gør os dovne, og musikspillene får os til at høre ond metal. Selv et tilforladeligt dukkehus-spil som ”The Sims” er blevet angrebet for at være et skjult forsøg på at påføre os alle den amerikanske overflods- og overfladementalitet, hvor materielle goder er vejen ud af enhver menneskelig krise.

Det skulle derfor ikke undre mig, hvis ”The Sims 3” også vil blive beskyldt for at undergrave de sunde livsværdier, for her er det muligt at opbygge en familie fra bunden – og derefter kaste den ud i en virkelighed, der er som taget ud af den værste (altså bedste) amerikanske docu-soap, du kan forestille dig. Men i så fald vil det være kritik fra folk, der enten ikke ejer humoristisk sans eller fatter ironi.

Det geniale ved ”The Sims 3” er nemlig først og fremmest, at det i bund og grund er en hylende morsom og skarp parodi på os mennesker og den måde vi alle ser på os selv som verdens navler. Ved hjælp af en blanding af banal hvid og tung sort humor (og må jeg her have lov til at udtrykke stor respekt for den danske oversættelse, som rammer den ”sims’ke” tone klokkerent) tage spillet emner som egoisme, mobning, mental sygdom, familiesvigt og meget andet op og tvinger spilleren til at forholde sig til dem – med det resultat at man rent faktisk reflekterer over dem. Hvornår var det lige, man sidst gjorde det i et computerspil? Og det sker oven i købet mens man morer sig med at føre sin familie ud i så absurde og ekstreme situationer som muligt.

Efter min mening er det i sig selv en anbefaling og en topkarakter værd. Et spil blottet for korporlig vold, men spækket med følelsesporno i alle afskygninger. Brillant.

Man kan indvende, at det meste af spillet er præcis som man kender det fra de foregående titler. Det er for så vidt sandt, men samtidig er alt det sjove ved det blevet udbygget eller modificeret.

Det begynder med selve figuropbygningen, som ganske enkelt er utrolig kompleks. Rent udseendemæssigt kan man forholdsvist nemt skabe hvilken som helst kropsbygning, ansigtsform, tøjstil og så videre, og jeg havde det mægtigt skægt med mit forsøg på at skabe mig selv og min søster, som vi så ud som teenagere i 1985.

Herefter skal man i gang med at skabe de enkelte familiemedlemmers natur, og det er her, at ”The Sims 3” for alvor begynder at stråle. De karaktertræk man vælger til sin figur, bliver nemlig afgørende for hvordan han eller hun opfører sig i spillet, og ikke mindst hvilke behov der skal opfyldes. Listen over de forskellige træk er meget lang og kan sammensættes præcis som man vil – med masser af sjove konsekvenser. En håbløs romantiker med kleptomane træk, der hader børn og altid er uheldig? Intet problem at skabe, men bare vent til du skal ud og omgås andre, eller bare komme nogenlunde ud af det med din egen familie.

”The Sims 3” byder således på noget nær en uendelig række af personer, man selv kan skabe og placere i en kunstig, men særdeles levende verden, og det ender med sikkerhed i en meget lang række af sjove situationer, konflikter, sammenstød, kærlighedsforhold, dramaer og slåskampe. Det kan tage lidt tid at nå derhen, men når man først er flyttet ind med hele familien, er det svært at tage hjem til den rigtige verden igen.