9. marts 2002, 14:45 – opdateret 26. februar 2003, 12:22

Det er egentlig ikke, fordi Donald Margulies´ »Middag med venner« er genialt skruet sammen. Det er faktisk uhyre traditionelt: to par drikker rødvin i et dyrt køkken, mens livets store og små problemer endevendes, så ser man parrene, da de var nyforelskede for 12 år siden, og til sidst igen, da krisen er gennemlevet og en ny hverdag har indfundet sig.

Men replikkerne! Og persontegningerne! De er fantastiske! Med kærlig ironi og en bemærkelsesværdig evne til at tale lige ud af posen beskriver dramaet parforholdet i dets mange faser fra ung forelskelse over vanekærlig omgang til den genopblussede lidenskab med en ny partner - inklusive alle de velmenende råd fra det gode vennepar, som befinder sig som små slørhaler i en bowle i deres trygge unisex-forhold og selvfølgelig skræmmes fra vid og sans ved tanken om, at deres bedste venner stiller andre krav til tilværelsen.

Der er det hele. Forsvarene for de valg, personerne træffer og ikke træffer er helt rimelige, den indbyggede kritik lige på kornet. Og så er det oven i købet sjovt. Disse fire lidt-over-40-årige repræsenterer på godt og ondt al den tvivl og al den undren, der følger med alderen og erkendelsen af, at livet har efterladt én på en midtvejsstrækning med en korsvej: er dette - lortebleerne og familiebilen og den udfladede passionskurve - hvad man drømte om? Hvis svaret er nej, er det nu, NU!, man skal vælge trygheden fra og måske finde lykken og lidt mere engageret sex et andet sted.

Forkælet men benhård

Tammi Øst er den ene af slørhalerne, madskribenten Karen, sødmefuld og i grunden egoistisk i sin ureflekterede, lidt forkælede forstadsmåde at tackle livet på, men benhård, når det kommer til stykket: blev hun bedraget af sin mand, smed hun ham ud på stedet uden forhandling. Siger hun og mener det med en rørende troskyldig, uefterprøvet søstersolidaritet.

Hendes mand Gabe, også han madskribent, stikker klogt slørhalen mellem benene og vurderer tavst situationen. At Niels Olsen ikke er fuldt ud tilfreds i sit forhold, er der næppe tvivl om, men omvendt har han som den medgørlige fyr, han er, forlængst affundet sig med, at dobbeltsengen er blevet omdannet til læsesal og redaktionslokale, når de små er lagt i seng. For er det ikke en ægteskabelig naturlov?

Når Karen melder sådan ud, er det, fordi deres fælles veninde, Ditte Gråbøls søgende og lettere utilpassede Beth, er blevet forladt af sin mand til fordel for en 26-årig rejseagent, der ser et stort lys i ham og derfor får ham til at opføre sig, som om han virkelig var det.

Beth er forståeligt nok ulykkelig og såret, og da hun midt om natten bliver opsøgt af sin mand Tom, der »så at der var lys og lige ville sige hej«, bliver hun også så vred, at hun mærkeligt nok ikke smider ham ud, men efter en årelang pause uden kærtegn pludselig genfinder en ny lidenskab. Som Thomas Mørks Tom bagefter betror Gabe: Man kan vel ikke kalde det at elske, men man skal ikke undervurdere vreden som udgangspunkt for god sex.

Troværdigt

Det er paradoksalt. Og uforklarligt. Og ganske troværdigt. Adam Price, der med sin nebengeschæft som madskribent må formodes at vide alt om, hvordan gastronomi og sex hænger (omvendtproportionalt?) sammen, har både oversat og instrueret »Middag med venner« med glimrende indføling i og kritisk distance til hver enkelt af de fire personers dilemmaer. Hårdest går han dog til Thomas Mørk, der efter at have besluttet sig endeligt for at afprøve korsvejens anden vej, optræder i advokathabit og patetisk ungdommelige cowboystøvler - herfra er det svært, men ikke umuligt at forsvare hans drøm om retten til et lykkeligt liv. Og Thomas Mørk gør det strålende.

I Steffen Aarfings underfundige Bo Bedre-scenografi er »Middag med venner« en tankevækkende beskrivelse af midtvejsgenerationen, der nok gjorde oprør mod traditionerne, men nu må erkende, at den selv er fanget i småborgerskabets lydløst klappende fælde. Det kan man håne, men man gør det ikke undervejs. For lagt i disse fire skuespilleres tilgivende hænder bliver forestillingen det spejl, teatret kan være, når det er mest vedkommende. Det er en triumf for de medvirkende, for instruktøren og for den nye ledelse på Nørrebros Teater.

Scenografi: Stefen Aarfing.