Det gamle København

Landlig idyl på Østerbro

Rosenvænget, som det nye kvarter mellem Østerbrogade og Strandpromenaden kom til at hedde, blev omkring 1860 planlagt til at være en yderst eksklusiv bydel i den hastigt voksende hovedstad. Og til trods for iøjnefaldende forandringer ligner Rosenvænget faktisk stadig sig selv.

Rosenvængets Hovedvej var den første vej, der blev anlagt i forbindelse med udstykningen af Rosenvænget. Her boede bl.a. malerne Wilhelm Marstrand og P.C. Skovgaard og på højre side længst ude ved Øresundskysten Det Kongelige Teaters førstedame, Johanne Luise Heiberg. Træsnit fra 1863, København før og nu, bd. V. Billedtekst
Rosenvængets Hovedvej var den første vej, der blev anlagt i forbindelse med udstykningen af Rosenvænget. Her boede bl.a. malerne Wilhelm Marstrand og P.C. Skovgaard og på højre side længst ude ved Øresundskysten Det Kongelige Teaters førstedame, Johanne Luise Heiberg. Træsnit fra 1863, København før og nu, bd. V. Billedtekst

Da Niels Finsen i 1903 modtog Nobelprisen i medicin, var alle enige om, at det var den største hæder, man kunne forestille sig. Med sin epokegørende forskning i lysstrålernes helbredende virkning var han blevet en international berømthed, og hans død året efter udløste noget nær landesorg.

På det tidspunkt var Finsens medicinske Lysinstitut en velfungerende institution med forskning og patientbehandling i et villakvarter på Østerbro. Men just den beliggenhed havde givet anledning til betydelige vanskeligheder, da den geniale videnskabsmand endnu kun var en temmelig ukendt læge, som med forbavsende resultater tog sig af patienter med svære hudsygdomme.

På Øresundshospitalet havde han i 1894 påvist, hvordan særlige lysstråler havde helbredende virkning for patienter med kopper, og året efter begyndte han at eksperimentere med elektrisk kulbuelys på patienter, som led af hudsygdommen lupus. Resultaterne var opløftende, og det endte med, at der i et hjørne af Kommunehospitalets have blev opført en pavillon, som skulle rumme Finsens Lyslaboratorium, pris alt i alt 5.738 kr.

Økonomisk støtte fik han fra en række velhavende fabrikanter og indflydelsesrige embedsmænd, som ganske vist havde udvist nogen skepsis i begyndelsen, for de havde mødt mange projektmagere med gode ideer på deres vej.

Men hurtigt var de blevet overbevist om seriøsiteten i Finsens behandlingsform, og i eftersommeren 1897 tog han imod de første patienter i de nye lokaler. Men da stod det allerede klart, at der var for lidt plads, og at kapaciteten slet ikke svarede til behovet.

Så trådte staten til med en bevilling på 2.000 kr. til en ekstra bygning, men det løste alligevel ikke problemet med ventelister, der bare blev længere og længere, og allerede samme år indså et par af Finsens økonomiske sponsorer, at de trange forhold i Kommunehospitalets have aldrig kunne blive tilfredsstillende.

Hvis sygdomsbehandlingen med kunstigt lys skulle være til gavn for flere end et lille mindretal af patienter, måtte instituttet have meget mere råderum, og så fandt de en ejendom, der var egnet til formålet, og hvor der var plads til udvidelser.

På adressen Rosenvængets Hovedvej 37 lå en ældre, rummelig villa med en vidtstrakt have, som afdøde cirkusdirektør Hinné havde ejet.

Men så begyndte balladen. For Rosenvænget var et fashionabelt velhaverkvarter på Østerbro, og mellem beboerne rejste der sig en bevægelse for at forhindre Finsen og alle hans patienter i at gøre deres entre på de delvis lukkede villaveje.

Mennesker med hudsygdomme og mere eller mindre lemlæstede ansigter var ikke er et behageligt naboskab, og hvem ved, om der var tale om smittefarlige lidelser? Nej, der måtte handles, og en delegation af lokale beboere opsøgte Folketingets Finansudvalg for at få standset statens bevilling af et lån på 240.000 kr.

Det kunne der imidlertid ikke opnås flertal for i udvalget, og trods grundejernes protester endte det med, at Finsen i august 1901 flyttede ind i cirkusdirektørens villa. Selv boede han på 1. sal, laboratoriet lå i stueetagen, og patientbehandlingen foregik i et tidligere ridehus, som lå i haven.

To år senere, da Finsen fik Nobelprisen og havde status som international berømthed, havde beboerne allerede accepteret hans tilstedeværelse i det fornemme kvarter, som havde sin helt egen historie.

Mens voldene endnu strakte sig rundt om byen, havde området langs kysten uden for Østerport været en landlig idyl med kun få beboere. Men for københavnerne var det i 1800-tallet en elsket fornøjelse at gå søndagstur på Strandpromenaden, som, indtil Strandboulevarden blev anlagt i 1897, blot var en sti under skyggefulde træer helt ude ved vandet.

Men så sprængte byens sine snærende bånd. Østerport blev revet ned i 1857, og få år senere blev landstedet Rosendal med den tilliggende Roseneng udstykket til villabebyggelse. Skøderne blev udfærdiget med beskyttende klausuler, og i alle henseender blev Rosenvænget, som det nye kvarter mellem Østerbrogade og Strandpromenaden kom til at hedde, planlagt til at være en yderst eksklusiv bydel i den hastigt voksende hovedstad.

Tidens bedste arkitekter blev sat i arbejde, og efterfølgende var det berømtheder fra kunstens, teatrets, videnskabens og storkapitalens verden, som flyttede ind i de kostbare villaer. Men også repræsentanter for embedsaristokratiet. På Kriegersvej boede eksempelvis Peter Vedel, der var direktør i Udenrigsministeriet og i en menneskealder så at sige egenhændigt klarede den danske udenrigspolitik.

Klausulerne forhindrede længe, at fremmedlegemer i form af høje etageejendomme trængte ind på området, Men så gik noget alligevel galt, og det begyndte med Finsen. For allerede kort tid efter indflytningen opførtes instituttets første nybygning på grunden, og flere fulgte efter i årene, der kom.

Hele tiden var der behov for flere og større bygninger til videnskabelige formål, og det satte unægtelig sit præg på det fornemme villakvarter, ligesom de boligkarreer der med en højesteretskendelse i ryggen blev opført i 1930erne.

Det Medicinske Lysinstitut har siden 1980 været en del af Rigshospitalet, men villaen, Niels Finsen i 1901 flyttede ind i, ligger der endnu, og til trods for iøjnefaldende forandringer ligner Rosenvænget faktisk sig selv. En enklave i byen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.