Genopdaget

Kvinde kend din krop

Arken har ved flere lejligheder vist udstillinger med klassikere fra det 20. århundrede. Dette efterår er det en mere ukendt skikkelse, kunstmuseet trækker frem i lyset. Udstillingen om Gerda Wegener lægger op til en både kunst-historisk og seksualpolitisk dramatisk historie.

Gerda Wegener blev aldrig accepteret, mens hun levede. Til efteråret udstilles hun på Arken.
Gerda Wegener blev aldrig accepteret, mens hun levede. Til efteråret udstilles hun på Arken.

Det kan ikke have været helt nemt at være Gerda Wegener i begyndelsen af det 20. århundredes København.

Gerda Wegener (1885-1940) var nemlig kvindelig maler på et tidspunkt, da malere var mænd. Med ganske få undtagelser.

Det er først i 1908, kvinder – i et begrænset omfang – får adgang til Kunstakademiet, og det er slet ikke med de mandlige kunstneres gode vilje. En særlig kunstskole for kvinder er blevet oprettet i 1888, og det var på den, Gerda Wegener blev undervist i et par år frem til 1905 .

Året forinden var hun debuteret på Charlottenborgs Forårsudstilling, og på den udstillede hun også i 1906, men i 1907 gik det galt. I 1907 – året da Braque og Picasso i Paris påbegynder udviklingen af kubismen – bliver Gerda Wegener afvist på både Charlottenborg og Den Frie.

Det kunne så være, hvad det være vil, men afvisningen blev startskuddet til den såkaldte bondemalerstrid. Det var et slagsmål mellem Fynboerne og kredse af symbolistiske og naturalistiske maler om, hvad der var god kunst. Gerda Wegeners billeder var i hvert fald ikke, mente man. Og det holdt man – det danske kunstliv - sådan set fast ved.

Kvindesynet udfordres

Nemmere blev det ikke af, at Gerda Wegener også var kommerciel.

Hun malede ikke blot billeder. Gerda Wegener lavede også illustrationer, og efter at have vundet et par konkurrencer udskrevet af Politiken, blev hun tilknyttet dagbladet som illustrator og opnåede stor og skandaløs succes med sine pikante billeder, der – syntes mange i tiden – viste kvinder som seksuelle, forførende og dekadente væsner, og det må have været noget af en udfordring for tidens kvindesyn. Men en succes blev tegningerne, og Gerda Wegners kvindebilleder kom på postkort.

Gerda Wegner havde sans for at skildre den kvindelige krop, og privat kunne hun godt lide kvinder. Men hun kunne også vældig godt lide sin mand, maleren Einar Wegener, som hun havde giftet sig med i 1904.

Hendes mand droppede karrieren

I 1912 flytter parret til Paris, hvor Einar viser sig som hendes allerbedste ven. I stedet for at fortsætte sin egen karriere som landskabsmaler med en forkærlighed for vandløb og alleer, bistår han sin hustru med dels at male baggrunde i hendes billeder og dels at sidde model for hende.

Angiveligt har han haft en krop, der var smukkere end mange kvinders, og da han på sin kones foranledning tog det modsatte køns tøj på, når han sad model, banede det vejen for en gryende erkendelse af, at han selv var et »forkert« køn.

Det resulterede på et tidspunkt i, at han – mange år inden Christine Jorgensen – i 1930 gennemgik en kønsskifteoperation på en klinik i Dresden. Som en konsekvens heraf blev parrets ægteskab i 1931 erklæret for ugyldigt. Einar Wegener – nu: Lili Elbe – døde samme år.

Årene i Paris var ellers en markant succes for Gerda Wegener. Hun var meget efterspurgt som portrætmaler og arbejdede som illustrator for flere modeblade, samtidig med at hun under Første Verdenskrig leverede antityske karikaturtegninger til dagbladet Le Martin.

Økonomisk gik det fint, Gerda Wegener solgte til franske museer, og parret holdt kontakten med det danske kunstliv intakt gennem regelmæssige udstillinger i Ole Haslunds Hus på Amagertorv i København.

Blev aldrig accepteret

Da Einar/Lili døde, giftede Gerda Wegener sig med en major i det italienske luftvåben og flyttede med ham til Marokko, hvor han var udstationeret.

Efter fem år blev ægteskabet opløst, og noget tilsvarende skete med Gerda Wegeners karriere. Hun fik stadig vanskeligere ved at få opgaver og udstillinger. Det var ikke kun Francisca Clausen, der efter års udlændighed oplevede, at hun var kommet hjem til »de kolde skuldres land«. Det gjorde Gerda Wegener også.

Den seksuelle frigørelse i 1930rne omfattende ikke hende. Poul Henningsen fandt således, at hendes dekadente seksualitet var i modstrid med den »sunde og naturlige«, kulturradikale livsstil, han kæmpede for.

Gerda Wegener blev aldrig accepteret på Parnasset, mens hun levede, og hun døde fattig og ensom på Frederiksberg.

Først i 1960erne opstod en fornyet interesse for Gerda Wegeners billeder, der også steg i pris, og nu viser Arken så, hvad det var, der var det særlige talent, Gerda Wegener besad.

Kunstmuseet Arken viser udstillingen med Gerda Wegener fra 7. november til 16. maj.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.