Kulturhavn vil indtage det blå byrum året rundt

Københavns Havn har et stort uudnyttet potentiale som kulturel platform, mener Kulturhavn Festivalens leder, Nanna Sørensen, som vil skabe nye og anderledes kulturaktiviteter i havnen også uden for festivalperioden.

Københavns Havn har et kæmpe potentiale som kulturel platform, mener Kulturhavns leder, Nanna Sørensen, der har indtaget det nye festivalområde på Papirøen med udsigt til havneliv og Skuespilhus.
Københavns Havn har et kæmpe potentiale som kulturel platform, mener Kulturhavns leder, Nanna Sørensen, der har indtaget det nye festivalområde på Papirøen med udsigt til havneliv og Skuespilhus.

Papirøen er et af de nye hotte steder i København. Det var her, Pressens Fællesindkøb i mange år havde sit papirlager – deraf navnet – nu huser de gamle lagerhaller bl.a. Experimentarium og Copenhagen Street Food med udsigt direkte over havneløbet til skuespilhusets skinnende glasfacade.

Det vil sige, netop nu er udsigten spærret af en kæmpe lastbil med kran, der er ved at læsse nogle tonstunge træelementer af på kajen. Det er et ti gange ti meter dansegulv, der de kommende tre dage skal lægge planker til alle slags dans, fra flamenco, tango og salsa til orientalsk dans og swing.

Papirøen er nemlig – sammen med Arsenaløen og Valby – endnu et nyt festivalområde i den hastigt voksende Kulturhavn festival, der løber af stabelen 1.-3. august med flere end 250 gratis aktiviteter ni forskellige steder i havnen.

»På bare fire år, siden 2010, har Kulturhavn udviklet sig fra to til ni festivalområder,« siger en tilfreds festivalleder, Nanna Sørensen, da vi har bænket os i Copenhagen Street Foods store, rå hal med plankeborde og diverse boder med spændende mad og drikke – en krydsning mellem Torvehallerne og Christiania.

Vil dele kendskab til havnen

Sidste år satte den 13. udgave af Kulturhavn publikumsrekord med anslået mindst 110.000 besøgende i løbet af de tre festivaldage. Men Nanna Sørensen har endnu større planer. Hun vil brede festivalen ud, så Kulturhavn i princippet kan have aktiviteter i havnen alle årets 365 dage.

»Københavns Havn har et kæmpe uudnyttet potentiale som kulturel platform. Vi vil gerne vise, hvad havnen kan bruges til,« siger hun.

»I de forløbne 13 år har vi oparbejdet et kæmpe knowhow om, hvordan man i fællesskab kan skabe kulturelle aktiviteter i havnen. Den erfaring vil vi gerne udnytte til sammen med de kulturelle aktører at skabe nye og utraditionelle aktiviteter.«

I den samme periode har havnen ændret sig fra industrihavn til en moderne byhavn – eller som Nanna Sørensen kalder det: »Et nyt blåt byrum«.

»Jeg kan huske, at vi de første år stadig skulle tage højde for fragtskibe, der sejlede ind gennem havnen, Sojakagefabrikken var først lige lukket, siloerne stod der stadig, og man var først lige begyndt at tænke på at bygge Islands Brygge Syd,« mindes hun.

Netop den udvikling, som Københavns Havn stadig er midt i – med Papirøen, hvor der er planer om at opføre en helt ny bydel, som et godt eksempel – giver efter Nanna Sørensens mening et frugtbart miljø til nye og spændende kulturelle aktiviteter.

»Jeg kan godt lide den midlertidighed, der ligger i nogle af de ting, der foregår i havnen. Den pirrer folks nysgerrighed,« siger hun. »Nogle gange er de fedeste oplevelser jo dem, der bare varer et øjeblik, og så er de væk.«

Som chef for Kulturhavn Festival kender hun efterhånden hvert hjørne af Københavns Havn som sin egen bukselomme. Og det kendskab vil hun gerne dele med mange flere københavnere.

»Det er faktisk imponerende så få dele af havnen, folk kender. De fleste kommer kun i Nyhavn og på Islands Brygge. Jeg har lyst til at vise folk nogle af de fantastiske små oaser, der også findes i havnen,« siger hun.

Lægger rammerne for oplevelser

Nøjagtig hvilke kulturelle aktiviteter, hun forestiller sig, at Kulturhavn kan brede ud over året, vil Nanna Sørensen nødigt ind på endnu. Hun vil gerne give plads til at lade fantasien blomstre hos festivalens mange samarbejdspartnere, som hun allerede har indledt drøftelser med.

»Vi har tidligere haft enkeltstående arrangementer som f.eks. en korkoncert i havnebadet med 300 deltagere fra 16 forskellige kor, vi har haft flydende litteraturoplæsning, og vi har også taget initiativ til havneteater,« siger hun.

»Men det er jo ikke mig, der skaber Kulturhavn alene. Jeg lægger rammerne og skaber kontakterne, og så er det op til de kulturelle aktører at finde på. Men det skal være noget nyskabende, der udfordrer havnen som det særlige blå byrum, den er.«

Om alt går vel, håber Nanna Sørensen at have de første nye kulturelle havneaktiviteter klar i løbet af 2015.



Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.