5. oktober 2008, 17:35 – opdateret 23. april 2009, 21:02

I så fald har du været tilskuer til et moderne kunstværk – måske noget af det mest moderne og originale p.t. – som langt overgår den etablerede kunsts forsøg på samtidsdiagnose og harsk satire.

Sagaen om IT-milliardæren Erik Damgaard og den storbarmede Anni Fønsby, der optrådte som eksalterede nouveau riche i deres eget reality TV-program for siden at ende med tabte milliarder og anklager om rufferi er et tragikomisk totalteater, en absurd sæbeopera og et mulimedie-freakshow, hvor det er svært at afgøre, om det er deltagerne eller publikum, der er de virkelige freaks.

Erik & Anni har på den ene side med åbne øjne selv kastet sig ind i kunstværket, og samtidig er tingene helt ude af deres kontrol. Det kan lyde kynisk – og det er det måske også – men Erik & Anni er ikke længere virkelige personer. De er – som også Stein Bagger og andre af tidens moderne kunstværker – modellerbare figurer, der kan iscenesættes efter forgodtbefindende.

Vi kan videredigte på deres historie i én uendelighed i allehånde medier og udtryksformer, vi kan intellektualisere, debattere og skrive klummer, vi kan være vidne til alskens spin-off, som tilføjer nye perspektiver eller som bare kynisk lukrerer på det originale kunstværks succes, og vi kan betragte, hvordan det moderne informations- og mediesamfund bevæger sig med en enorm hast og grænsesøgende nyfigenhed, der udvisker grænserne mellem fakta og fiktion, dramaturgi og dokumentation.

Derfor er det også for nemt at pege fingre af Erik & Anni, for nemt at gøre grin med dem, for kunstværket Erik & Anni er langt mere følelsesmæssigt kompleks og avanceret i sit udtryk – det er en total-installation, der udvikler sig live.

Det efterlader den etablerede kunst med et stort problem. For hvis kunstværket Erik & Anni – med sine mange individuelle ophavsmænd – er et prægnant eksempel på et kunstnerisk udtryk, der tegner tiden lige hér og nu, så udraderer dét kunstnernes monopol på at være dem, der tilfører nye, overraskende og provokerende erkendelser og udtryk. Grænserne overskrides og ændrer sig konstant, og kunsten som »the shock of the new«, har svært ved at give mening.

Samtidskunstnerne står altså over for en enorm udfordring al den stund de ønsker at behandle samtiden, idet de meget hurtigt kan komme til at virke tilbageskuende, gammeldags, klicheprægede og ufarlige.

Og vi andre ... ja, vi venter spændt på næste installation i kunstværket Erik & Anni.