Krigshavnen ved Tøjhuset

Det Gamle København

Således så den tidligere Tøjhusgrav ud, efter at den blev opfyldt, og før den blev udlagt som Det Kongelige Biblioteks have. <br>(Foto fra år 1900. Før og nu).
Således så den tidligere Tøjhusgrav ud, efter at den blev opfyldt, og før den blev udlagt som Det Kongelige Biblioteks have. <br>(Foto fra år 1900. Før og nu).
Det Kongelige Biblioteks have på Slotsholmen er et af de fredeligste steder i hovedstaden. Men fred er ellers ikke netop det ord, der bedst dækker stedets historie, for igennem århundreder har det været militært område, og indtil midt i 1800-tallet var den idylliske have en krigshavn med alt, hvad det indebar.

Også her, som så mange andre steder i byen, er det Christian IV, der spiller en central rolle i fortællingen. Som noget af det første han foretog sig som konge, besluttede han at opruste militært. Rivaliseringen mellem Danmark og Sverige om herredømmet over Østersøen krævede en stærk flåde. Men den skulle have et hjemsted, hvor den kunne ligge beskyttet, og derfor blev området på Slotsholmen mellem Københavns Slot og Kalvebod Strand udlagt til formålet.

På dette sted, hvor stranden var helt flad, havde der allerede i et halvt hundrede år ligget et såkaldt tøjhus. Det var den almindelige betegnelse for de bygninger, der rummede kanoner og andet tungt krigsmateriel, og den slags havde der været en del af rundt om i byen. Men nu var de utidssvarende og alt for små. Den unge konge havde store planer, og det krævede handlekraft. Han engagerede i 1598 Bernt Petersen, der netop havde færdiggjort kæmpetårnet på Koldinghus, som kongelig bygmester. Københavns nye tøjhus skulle have format, og resultatet blev, at der seks år senere lå en enorm rød munkestensbygning på ikke mindre end 163 meters længde og med en bredde på 24 meter. Murværket var massivt og tre meter tykt ved foden. Her skulle der være plads nok til både kanoner og håndvåben af enhver tænkelig slags, for det var et af de største lokaler af sin art i hele Europa. Knap nok var tøjhuset færdigt, før bygmesteren gik i gang med en proviantbygning, som næsten lignede en kopi. Skibene skulle i sagens natur have andet end våben med om bord. Provianthuset havde samme længde, men var noget smallere, og mellem de to bygninger ville det være ideelt med en krigshavn.

Graver i København Melchior Spangenberg blev engageret, der blev skrevet kontrakt, som indebar en løn på 1800 daler, en ladning rug, en ladning byg og en tønde smør, og så gik udgravningen i gang. Havnen fik et areal på mere end en halv hektar og med en dybde på mere end fire meter var det ufattelige mængder jord, der skulle fjernes med håndkraft og primitive gravemaskiner. Dertil kom en 125 meter lang kanal i samme dybde ud til stranden. For at beskytte havnen opførtes på begge sider af kanalen to bygninger: Galejhuset og Svovlhuset, og også de havde praktiske militære formål.

Omkring 1610 stod hele komplekset færdigt, og nu kunne kongens stolte krigsskibe sejle helt ind til midt på Slotsholmen, hvor de kunne ligge fortøjret langs Tøjhuset eller Provianthuset, og hvorfra der gennem vandporte var direkte mulighed for at losse og laste. I krig kunne man ikke gå på akkord med forsyningssikkerheden, og stedet havde både sit eget bageri og sit eget bryggeri.

Dette blev indrettet af en hollandsk brygmester fra Amsterdam, for også på det punkt havde kongen sans for kvalitet.

Da bryggeriet stod færdigt, fik brygmesteren overdraget ærmerne fra et betydeligt antal brynjer, der fra gammel tid havde været opbevaret i tøjhuset, til at skure bryggekedlerne med. Rustninger var ikke længere nyttige i tilfælde af krig, og så var det hensigtsmæssigt at bruge dem på anden vis.

I sagens natur var kongen stolt af sit værk. København havde fået en rigtig krigshavn, og lige uden for indsejlingen på det sted, man kaldte Havfruegrunden, rejste han byens vartegn: Leda med svanen på toppen af en høj søjle.

Med tiden mistede Tøjhusgraven sin funktion som havn, og i 1867-68 blev den kastet til. Men området mistede ikke sin tilknytning til militæret, for nu blev der indrettet geværfabrik på stedet.

På det tidspunkt rummede Provianthuset ikke længere forsyninger til de lange skibsrejser, og Tøjhuset ophørte tredive år tidligere med at være våbenarsenal.

Imidlertid havde der i huset altid været en afdeling for kongernes historiske våbensamling, og med udgangspunkt i den etableredes efterhånden det, der i dag er Tøjhusmuseet.

I et halvt århundrede lå den tidligere havn hen som et stykke jord, ingen rigtigt kunne beslutte sig til at finde en fornuftig anvendelse for. Men for omkring 100 år siden blev det endelig vedtaget at give Det Kongelige Bibliotek ordnede forhold, og på det fundament, der stod tilbage efter Galejbygningen, opførtes en statelig biblioteksbygning ved den nyanlagte kajgade, Christians Brygge. Og inde bagved ligger den dejligste have.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.