24. oktober 2009, 22:30 – opdateret 24. oktober 2009, 23:12

Jeg kalder ham »korporalen«. Uagtet om det er hans rang.

Bemærk måden, han deltager i øjeblikket på. I en by, der skælver af verdenshistorie og nedkommer med nye tider, burde han stå fortabt over at tilhøre fortiden. Men han deler ud af nederlaget. Han rækker resterne af sin republik op til pigen på muren. Han står dér og gratulerer vinderne med stumperne af sit nedbrudte forsvar.

For os, der er født efter Anden Verdenskrig, er murens fald det afgørende historiske øjeblik i vores levetid.

Det føltes bare ikke sådan dengang, oplyser fruen.

Det er hende, der er pigen på muren. Hende, der får fragmentet af en verdensomvæltning overrakt. Hun husker ikke, hvilken dag det var. Heller ikke om det var nær Potzdamer Platz eller Bornholmer Strasse, hvor presset på grænsevagterne den 9. november 1989 blev så overvældende, at de opgav al kontrol og dermed hele Deutsche Demokratische Republik samt »ondskabens imperium«.

Men det er en af de dage i november, da det hele fandt sted.

Det står tillige i en tåge, hvorvidt grænsevagten sagde noget, da han rakte stykket op. »Men det var pisse koldt,« mindes hun. Revolutioner finder sjældent sted i godt vejr.

Skuffende er det naturligvis, at hun ikke har mere at byde på. Men hun var 18 år, sprunget på et tog med »en, der hed Johnny fra højskolen«. Johnny var begejstret over rygterne om murens fald og mente enhver burde drage til Berlin og hjælpe med at rive den ned.

Billedet udgør en scene, man kan fortabe sig i. Også tyve år efter. Vi ved, hvad der foregår omkring »korporalen«. Alt, hvad han er rundet af og sat til at stå vagt om, er netop styrtet i grus.

Man kan gætte på, at det er derfor, han deler ud af muren. Med glæde, antager man. Fuldt ud klar over at være udfriet af et totalitært stikkersamfunds stålgrå greb om sin tilværelse, begynder han forsigtigt at afprøve friheden. For det må være noget, han har længtes efter. Længtes som ellers kun soldater kan længes efter at komme hjem fra en front, de følte sig tvangsudsendt til.

Eller er dette en romantisering? Er hans historie en anden?

Det er derfor, billedet drager. Man ved det ikke. Men her på billedet, i disse dage, fra den 9. november 1989 og frem, rykker historiens største hjul sig i tænderne. Verdensordenen drejer i en ny retning.

Indtil den 9. november 1989 lå nogle af os søvnløse med blikket mod værelsets mørke loftfirmament og spekulerede os angste i atomkrig. Andre sad med opspilede øjne rettet mod amerikanske B-film, der siden viste sig uhyggeligt præcise i deres skildring af umenneskeligheden i kommunistiske samfund. Vi er mange, der voksede op i slagskyggen af Muren. Og selv da den faldt, blev skyggens aftegning stående i sindet.

Omridset af den stod i mennesker, der havde mistet deres sandhed. Mis-tet den på samme måde, som billeders kontur stadig ses på væggen, hvis de fjernes efter at have hængt der i årevis. Konturerne af skyggen anedes endda i enhver, der ikke forstod, at helt sæt af »sandheder« nu var eroderet i bølgen af eufori over kommunismens kollaps.

Mange drog til Berlin i de tidlige 1990ere. Vi iagttog byggetomten mellem den frie og ufrie verden. Sidstnævnte var imploderet. Resterne var til salg ved Brandenburger Tor. Militærkasketter og -emblemer, DDR- og Sovjet-kitsch. De blev købt med smil. Erhvervet med tungen i kinden.

Vi begyndte således 90erne i et holdningsmæssigt tomrum. Med en venstrefløj der lugtede af død ud af munden, når den talte og borgerlige overladt til at holde sig for næsen. Ironi blev et kærkomment skalkeskjul mellem én selv og virkeligheden. Ironien blev en livsstil. Den blev en måde både at undgå at forpligte sig og tage det ansvar, der følger med at mene noget. Ligesom humorens nærmeste slægtning er tragedien, er ironiens alvoren. Når det holdningsmæssige bliver gjort til kitsch, er der grænser for, hvor længe det er sjovt.

»Stasiland« afdækkedes således. Men hele tænkninger og kulturer hos os selv blev ligeledes blotlagt og fik udstillet deres nøgenhed.

Man kan også se på »Korporalen« i et andet lys. Er han en af dem, der i dag sidder og siger, at DDR består endnu? Det ligger blot ude på kapitalismens losseplads. Der drømmer det sig i sine vredeste øjeblikke tilbage til det gamle system, fordi Vestens velkomstkrammer var så flygtig et øjeblik. Glemt som dette Østtyskland er i det nye system, som aldrig har dårlig samvittighed over at glemme regioner, det ikke er værd at investere i.

Er »KORPORALEN« en af murens mange mørkemænd? De, der i dagene efter dens fald forsøgte at æde al sin gerning og sit uvæsen i sig? Han synes nidkært at opretholde et embede bag hvilket, der ikke længere findes nogen magt. Alt omkring hans identitet og hele hans myndighed er faldet med de væltede betonelementer bag ham. Han har bundet sin uniforms slips med ulastelighed. Kasketten med emblemet med hammer, passer og laurbær sidder præcist. Bæltespændet på uniformsjakken er placeret snorlige og i midten.

Han har måske i årevis patruljeret Die Mauer. Hans eksistensberettigelse forsvinder med muren. Det er måske sådan, han har det? Med et liv støbt i den selvsamme beton, som nu smuldrer mellem fingrene på ham, er han overladt til at dele ud af resterne. Samt være propert klædt på til sin egen tilværelses nedrivning.

Det er som sagt ikke meget fruen husker. Ud over, som nævnt, det kølige træk, da porten til Den Kolde Krig blev smækket definitivt i for øjnene af hende. »Det var sjovt. Der var en masse glade mennesker,« siger hun.

Stykket af Die Berliner Mauer ligger i vores vindueskarm. Det syner ikke af noget. Det dæmrer først for besøgende, at brudstykket er verdenshistorie, når man stiller billedet af »korporalen« op ved siden af.

Så melder alvoren sig. Og tankerne om ofrene. Så ser enhver, at verdenshistorien er håndgribelig.