11. december 2008, 22:30

Når jeg elsker krimier, er det først og fremmest, fordi jeg ikke ved noget bedre end en spændende historie, der kan sparke til mine forestillinger om, hvordan verden er skruet sammen. Det kan historier fortalt i andre genrer naturligvis også have held til at gøre, men fordi krimier evig og altid handler om at gøre opdagelser, er det lige netop her vores forsøg på at gennemskue verden kan vendes og drejes og sættes på spidsen. Som om det ikke var nok, kan det gøres på et utal af måder. Krimigenren er en åbenlys invitation til, at der eksperimenteres ikke alene med plottet, men også med fortællestrukturer og sproget.

Derfor tænker jeg tit på krimigenren som et farverigt laboratorium, hvor et hav af forfattere er stimlet sammen for at udføre deres eksperimenter. Der er selvfølgelig en del af dem, der aldrig når længere end til forsøg på at gøre gængse krimiformler efter, men der er også mange seje efterforskere til stede, der gør sig bemærket, fordi de slet ikke lade være med at afprøve genrens grundelementer for nye potentialer.

Sammen knokler de løs i laboratoriet, og derfor er krimigenren også det sted, hvor grænserne mellem den populære litteratur og det finlitterære hele tiden testes. Trivielle klamphuggerier produceres side om side med litterære perler i et åndsfællesskab, hvor alle er sært afhængige af hinanden.

2008 blev året, hvor forlagene i desperation for at tilfredsstille et voksende behov for krimier sendte meget på gaden, der godt kunne have fået en omgang til i laboratoriet. Det virkede, som om alting skulle gå så stærkt, at man dårligt nok havde fået læst en krimi af en forfatter færdig, før den næste var på gaden. Og én ting er, at forlag skamridder deres udenlandske navne, noget andet er, at de presser danske talenter ud i unødvendigt lyntrykkeri. Vi kan sagtens vente mere end et år på en ny bog fra vores hjemlige stjerner, hvis det betyder, at de får bedre tid til at samle tankerne.

Den nordiske scene
Det store udbud af krimier har selvfølgelig den fordel, at det bliver muligt at spotte nogle tendenser. Ser vi på den nordiske scene virker det som om, at Håkon Nesser, Arne Dahl og Jo Nesbøs litterære smæk til genren nu for alvor er begyndt at sætte sine spor. De tre har med deres insisteren på det poetiske som en vej til indsigt været med til at afvikle den æra af krimier, som Sjöwall og Wahlöö skød i gang. Det er ikke længere nok, at en krimi har samfundsrelevans, vi er begyndt at stille højere krav til måden, krimien er fortalt på og at der i fortælleformen også er kilder til indsigt. Det har blandt andet betydet, at meget af det, der for et øjeblik siden føltes som udmærket håndværk, nu virker påfaldende gammeldags, som for eksempel Karin Fossums psykologiske krimidramaer og – mindre overraskende – udpint krimitrivi à la Mari Jungstedt.

Samtidig træder en ny generation frem på scenen klart påvirket af det, Nesser, Dahl og Nesbø har gjort for genren. Mons Kallentoft, Åsa Larsson og Johan Theorin er med større og mindre succes gået nye vilde veje. Kallentoft sætter stemmerne i sine krimier i scene som et brusende kor, og Johan Theorin sprang ud med en ø-krimi, der flot slog bro mellem vor tids syn på kriminalitet og den folklore, der omspandt den for ikke så længe siden.

Den mest overraskende og formfuldendte stemme kom nu fra Island. Jón Hallur Stefánssons debut med »Kvinden der forsvandt« var en stor oplevelse, fordi den fangede læseren i en af krimigenrens mest klichefyldte konventioner. At dette stunt blev brugt til at afsløre, hvor katastrofalt blinde konventionelle forestillinger om køn og seksualitet kan gøre os, var en uventet sidegevinst.

Kaster vi blikket videre ud i verden, var det især de hårdkogte krimier, der gjorde indtryk: Sydafrikanske Deon Meyers »Jægerens bytte«, amerikanske Don Winslows »Frankie Machines vinter« og australske Peter Temples »Den knuste kyst«. Winslow og Temple er nye i dansk oversættelse, og de har det til fælles med Meyer, som udkom første gang på dansk sidste år, at de er garvede krimiforfattere med en stribe af bøger bag sig, vi ikke har fået på dansk. Hos alle tre fornemmer man klart en stædig kamp for hele tiden at gøre det bedre. På Meyers hjemmeside kan man ligefrem læse et interview, hvor den tidligere journalist fortæller, at han i begyndelsen øvede sig på noveller for at blive i stand til at skrive fiktion. Har man hørt mage? En krimiforfatter, der øver sig!

Winslow, Temple og Meyer er flotte eksempler på, hvordan spændings- og kriminallitteratur kan sige noget afgørende om tidsånden i deres respektive hjemland. I den grød af krimier fra det store – især engelsksprogede – udland, der føles som den rene metervare og spekulation, gør de sig bemærket med værker, der vil genren uden at give køb på den som litteratur. At underholde går for disse herrer fint i spænd med, at de vil nå ud til mange med de historier, de har på hjerte.

Snyder sig selv
At ingen af mine favoritkrimier fra i år har ligget lunt på bestsellerlisterne, er selvfølgelig en kilde til forundring og frustration, for det er også en slags bekræftelse på forestillingen om, at krimilæsere kritikløst hiver pengene op af lommen og sætter dem på medieombruste navne som Camilla Läckberg, Liza Marklund og Jan Guillou uden at skele til, om der måske er noget bedre på hylderne. Naturligvis kan vi glæde os over, at Leif Davidsen og Hanne-Vibeke Holst får topplaceringer, men hvad med også at give andre navne en chance? For eksempel Susanne Staun, der i år overgik sig selv med »Mine piger«, en guddommelig morsom, satirisk udlevering af femikrimien.