Kødbyen på kinesisk: Dansk kulturcenter på Beijings smarteste adresse

Ambitiøst dansk kulturcenter åbnet på Beijings smarteste adresse i kunstdistriktet 798.

BEIJING - Lokalet var stuvende fyldt i de tidligere fabrikslokaler i »798«, Kinas kæmpestore svar på Købehavns kreative Kødby, hvor det myldrer med gallerier, atelierer og kunstmuseer, og nu altså også Det Danske Kulturcenter.

»De to kulturcentre i København og Beijing markerer, hvor meget de to regeringer lægger vægt på samarbejdet,« lød det fra den kinesiske vicekulturminister Yang Zhijin.

Der er tale om 500 kvadratmeter, ni meter til loftet og en niårig lejekontrakt »på ekstremt gunstige vilkår - selv om prisen er en forretningshemmelighed« - forklarer Eric Messerschmidt, der hidtil har stået i spidsen for Det Danske Kulturinstitut i Beijing, og som nu har fået en officiel, diplomatisk opgradering. Nøglerne til lokalerne fik han først 11. oktober, så der har været fart på.

»Dette vil åbne ekstremt mange døre overalt i Kina, og det vil vi bruge big time«, siger Torben Grøngaard Jepsen, der er chef Odense Bymuseum. Han kommer lige fra Gangzhou-provinsen, nord for Hong Kong, fordi en stor H.C.Andersen-udstilling åbner der i december. »Hidtil har det største været ambassaden, men nu får vi en ekstra partner, fordi kineserne har blåstemplet Danmark i Kina.«

Billedkunstneren Bjørn Nørgaard har været frem og tilbage mellem Kina og Danmark siden 2002: »Jeg er meget etableret herude, men for yngre kunstnere vil det være et kæmpe rygstød at have Eric Messerschmidt og hans folk til at hjælpe med kommunikationen og vedligeholde kontakter«, siger Nørgaard. Hans amerikanske samarbejdspartner i Kina, den amerikanske kunstner Steven Vaughn, der har været frem og tilbage mellem USA, Hong Kong og Kina siden 1979, understreger, at »Danmark er så meget fremme i skoene, når det gælder kultureksport til Kina. Det bliver bemærket«.

Samme optimisme kommer fra bestyrelsesformand for Kulturinstituttet, Michael Christiansen. »Det rigtige mennesker kommer her. De søger samme oplevelser som vi. Jeg ser en stor samhørighed mellem os og kineserne. Selvfølgelig er der problemer, og her må vi påvirke i den rigtige retning,« siger Christiansen, der ikke ser det som kulturcentrets opgave at bedrive systemkritik.

»Vi forstår at komme ydmygt med et tilbud om at stille et kulturcenter til rådighed, hvor vi vil lytte til de ønsker, kineserne har til danske kunst- og kulturaktiviteter. Vi har f.eks. kig på børnekultur lige nu, hvor vi er gode. Men vi vil finde det narrativ, der skal til for at få Danmark til at blive relevant«, fortæller centrets chef Eric Messerschmidt.

Men der er jo også problemer i Kina, så hvad med kritikken?

»Jo, det er altså tit, at de fordomme, danskere har om det kinesiske samfund og stat, er helt forkerte«, siger han.

Hvordan det?

»Tingene er mere komplekse. Det er f.eks himmelråbende naivt at tro, at alt kinesisk handler om systemkritikeren Ai Weiwei, men han har det altså med at gøre tingene personligt«. Samme Ai Weiwei har i øvrigt også haft besøg af danske kulturfolk under den danske kultursatsning.

Denne holdning går igen blandt de mange danske kulturfolk, der peger på, at tingene ser anderledes ud i Kina, og at der faktisk er en meget åben dialog, selv om det er to meget forskellige systemer, hvor det er velkendt, at der tages hårdt på systemkritikere.

Unge kinesiske kunstnere både fra undergrunden og det mere etablerede kulturliv var også tilstede. De kan ofte genkendes på, at de stikker ud fra gennemsnitskineseren med deres flamboyante træk. En af Kinas talentfulde unge keramikere, 31-årige Geng Xue med blålilla toner i det gnistrende sorte hår, fortæller, at »det her er godt for kunstnere og kulturinteresserede. Det her vil styrke åbningen af Kina mod Danmark og Europa«.

Hun suppleres af den 40-årige mellemblonderede Lulu Li, som bruger nye medier og visuel kunst til at sætte fokus på miljøproblemerne. På Kinas svar på Facebook, We Chat, kører hun lige nu en performance der handler om, hvor længe folk kan holde vejret for at være med til at mindske Beijings smog: »I er meget hippe og cool, og I vil opleve, at det her fører til stor kultureksport for jer«.

»Der vil fra maj næste år, hvor vi for alvor kommer i gang, også blive samarbejdsprojekter mellem kulturcentrene, bl.a. om arkitekturkultur og om børneteater«, siger direktør Michael Metz Mørch fra Det Danske Kulturinstitut.

»Det er en gave for Danmark, at vi får lov til åbne Kulturcentret. Vi vil sende unge danske studerende herud. Så har de et tilholdssted, og forhåbentlig vil kinesiske studerende også komme til København, hvor de også har kulturcenter nu«, siger kulturminister Marianne Jelved.

»Det er en historisk begivenhed, og starten på en ny æra, at Kina først åbnede deres center i København, og nu vi her i Beijing. At få indsigt i hinandens historie og kultur gør, at vi kan tale med hinanden, og så får vi mindre konflikt og mere samvirke.«

Aktuelle job lige nu

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.