9. januar 2004, 22:30 – opdateret 9. januar 2004, 22:32

Hvem opdagede Amerika først? Svaret er: kineserne. Det påstår den engelske skribent Gavin Menzies i bogen »1421«. Det var det år, hvor den kinesiske admiral Zheng He sejlede fra det kinesiske fastland med en kæmpeflåde, hvis junkere var så store, at de kunne »sluge 50 fiskerbåde«. Ming-dynastiets skibe var op til 400 fod lange og kunne have ni master. De plimsollere Christopher Columbus og Vasco Da Gama sejlede rundt i, var sølle i forhold til admiral Zheng Hes mægtige skibe; således var Gamas kun 1/4 af de kinesiske bådes længde. Hvert skib i flåden blev ledet af en eunuk-admiral og flåden var under kejser Zhu Dis kommando. Også Zheng He var eunuk og en af kejserens nærmeste rådgivere.

På det tidspunkt havde kineserne i seks århundreder krydset de store have. Det er et velkendt historisk faktum, at admiral Zheng He sejlede til både Indien og Østafrika så hvorfor ikke også til Amerika? Der er kun overleveret få skriftlige beretninger om Hes rejser, men bl.a. fra mindestene har historikere rekonstrueret dem. På en af stenene kan man læse: »Fra den tid hvor vi - Zheng He og hans medrejsende - af Zhu Di i 1403 modtog kejserlig udnævnelse som udsendinge til barbarerne har syv rejser fundet sted, og hver gang har vi haft kommando over adskillige titusinder af regeringssoldater og mere end 100 søgående skibe«.

Prostituerede var med om bord
Derefter følger en kort beskrivelse af rejserne. Fra senere søfartsmanualer ved vi desuden, hvorledes disse kæmpejunkere blev styret, hvordan de var bemandet, og hvad der var om bord. Ris, bambusskud, sojabønner, frugt og grøntsager hørte med til lasten. På et markant punkt adskilte de kinesiske skibe sig fra europæiske, idet prostituerede var med på turen. Man tænkte så meget på sømændenes seksuelle tilfredsstillelse under de lange rejser, at man også gav plads til kærlighedsmedikamenter, som i èt tilfælde beskrives som et par røde firben, fanget i kærlighedsakten og druknet sammen i et kar med vin. Det har sikkert virket.

Ifølge Gavin Menzies sejlede Zheng Hes flåde rundt om Kap Det gode Håb, hvorefter den splittedes op. En del af skibene udforskede Sydamerika og Australien, og de andre sejlede til Nordamerika og Grønland.

Efter århundreders udforskning af verden vendte det kinesiske verdensrige sig indad og stoppede de oversøiske rejser. Menzies skriver, at når man ikke finder dokumentation i kinesiske kilder for Zheng Hes rejse til Amerika, så skyldes det, at de kinesiske kejsere bevidst ødelagde disse tegn på en visionær udforskertrang. Zheng Hes skæbne blev ugloriøs. Flåden blev hjemkaldt i 1423 og admiral He pensioneret. Derefter lukkedes kejserdømmet om sig selv, og kejserrigets glorværdige opdagelser blev glemt. I dag ligger det dårligt besøgte museum for admiral Zheng He øde hen.

Menzies bog er ikke godt nyt for vor europæiske egocentri. Nu har vi i århundreder solet os i bevidstheden om, at europæerne opdagede de nye verdener, og så var kineserne der altså lang tid før os. Ja altså bortset fra Leif den Lykkelige. Har Menzies noget bevis for, at kineserne kom til Amerika? Da han ikke har skriftlige kilder, der klart påviser hans teoris rigtighed, bruger han indicier. Han forsøger at vise, at kinesisk kultur blev overført til Amerika, og at man kan finde arkitektur, mode, sprog og endda planter og dyr, der blev importeret fra Kina. På dét punkt får han støtte i sin forgænger Louise Levathes, der i sin bog fra 1994 »When China Rules the Seas« skrev, at der er tegn på asiatisk indflydelse i Amerika før Columbus ankom.

Menzies væsentligste argumentation er kinesiske kort, der med hans egne ord viser: »at Vasco da Gama ikke var den første til at sejle til Indien rundt om Kap det gode Håb, at Christopher Columbus ikke opdagede Amerika, at Magellan ikke var den første til at sejle kloden rundt, og at Australien blev opdaget 3 århundreder før kaptajn Cook«. Noget eksemplar har Menzies dog ikke fremskaffet af disse kinesiske kort, men han hævder, at de blev bragt til Europa og brugt som forlæg for de europæiske korttegnere.

De professionelle historikere er stærkt kritiske overfor Menzies påstand om rejsen til Amerika. Donald Blakeslee fra Wichita State University siger: »Det er fuldkommen latterligt« og peger på, at Menzies påstår, at Hes skibe sejlede op af Missisippi floden. Det er umuligt for et havgående sejlskib, siger han ifølge Christian Science Monitor. Dennis Reinhartz fra Texas Universitet siger ligeledes, at Menzies er ude på dybt vand: »Der er en hel genre af den slags påstande«. I New York Times skriver John Noble Wilford i sin kritiske anmeldelse, at Mezies ikke overholder videnskabelige standarder og at det meste hviler på sekundære kilder af tvivlsom oprindelse. Kina-eksperten Louise Levathes giver ikke en døjt for Menzies forskning og siger, at Menzies har glemt de vigtigste kinesiske kilder om Zheng Hes rejser, men det måske er fordi, at disse ikke nævner noget om nogen opdagelse af Amerika, tilføjer hun.

Menzies bog har en forgænger med omvendt fortegn. I 1998 udkom bogen »Jacob d'Ancona. The City of Light« af forfatteren David Selbourne. Selbourne påstod, at han havde fundet en rejseberetning af en jødisk handelsrejsende, der havde været i Kina flere århundreder før Marco Polo. Rejseberetningen vakte voldsom debat, og en række vestlige eksperter påviste sproglige fejl og ahistoriske oplysninger i skildringen af det kinesiske samfund. Og meget af det lød overbevisende, så der i vestlige ekspertkredse ikke herskede tvivl om, at der var tale om et falskeri. Lige indtil kinesiske forskere blandede sig i debatten og hævedede, at de vestlige eksperter tog fejl og mange af oplysningerne i d'Anconas dagbog sandelig var rigtige nok.

Uanset sandsynligheden af Menzies teori, så er bogen udfordrende og stimulerende læsning. Med sit værk har han sat fokus på Kinas glorværdige fortid.