Kendisser er en del af amerikansk valgkamp

Adele ville ikke sige Hello til Trump - men hvem bakker egentlig hvem op i den amerikanske præsidentvalgkamp. Mange bag Clinton og Sanders, få bag Trump - ingen bag Cruz.

Jenna Jameson, Jon Bon Jovi, Red Hot Chili Peppers og Ted Nugent har taget stilling til, hvem de helst ser som amerikansk præsident.
Jenna Jameson, Jon Bon Jovi, Red Hot Chili Peppers og Ted Nugent har taget stilling til, hvem de helst ser som amerikansk præsident.

Bortset fra når Richard Ragnwald synger fødselsdagssang til Pia Kjærsgaard, eller Nanna giver en hånd til Enhedslisten, så er der herhjemme langt mellem danske musikere, der melder partipolitisk rent flag.

Sådan er det ikke i USA, hvor det efterhånden er tradition, at musikere og kunstnere stiller sig bag en af kandidaterne, når de store og langtrukne præsidentvalgskampagner begynder at rulle. Derfor bliver det også taget alvorligt, når en af kandidaterne spiller ens musik, og derfor var Adele da også særdeles klar i spyttet overfor den republikanske ildflue Donald Trump, da han begyndte at spille »Rolling in the Deep« og »Skyfall« til sine valgmøder. Det havde sangstjernen på ingen måde givet tilladelse til.

Nu er Trump jo ikke typen, der altid spørger først, og det er langt fra første gang, musikere stejler over hans brug af deres musik. Efter Aerosmith-nummeret »Dream on« gjaldede ud bag Trump på et valgmøde, gjorde forsanger Steve Tylers advokater Trump det klart, at Tyler på ingen måde bakkede op om Trumps politik. Mens Michael Stipe fra R.E.M. afviste at tillade Trump at bruge sin musik ret entydigt: »Go fuck yourselves, the lot of you – you sad, attention-grabbing, power-hungry little men,« lød det blandt andet.

Men Trump har faktisk opbakning fra musikere i Guds eget land. Blandt andet fra den aldrende country-stjerne Loretta Lynn og måske ikke så overraskende også fra den hårdt rockende våben-entusiast Ted Nugent, der har sluttet op om wrestler-vennerne Hulk Hogan og Lou »The Incredible Hulk« Ferrigno i kampagnen for Trump.

Mere overraskende er det nok, at den sorte rapper, Azealia Banks mandag erklærede sin støtte til Donald Trump på en række tweets, hvor hun erklærede, at da USA var både kapitalistisk, forbrugeristisk, racististisk og fuld af fup, så var Trump det rette valg. »Donald Trump er ond som Amerika er ond, så for at holde trit med sig selv, har Amerika brug for ham,« konkluderede Banks.

»Hillary Clinton og Bernie Sanders siger mange pæne ting om minoriteter, men det har mange andre politikere gjort før, og sorte bliver stadig røvrendt,« fastslog den bramfri rapper, Azealia Banks, med sin støtte til at sætte »en lort, der kender til lort i Det Hvide Hus«.

Banks er dog en enlig svale i forhold til en musikindustri, der ganske entydigt bakker demokraterne op. Britiske The Guardian har gjort listen op, og det er ganske massivt, hvem der har erklæret sin støtte til Hillary Clinton: Kanye West, Beyoncé, Pharrell Williams, Katie Perry, Tony Bennett, Jon Bon Jovi, Kelly Clarkson, Elton John, Quincy Jones, Lady Gaga, Jennifer Lopez, Morrissey,  50 Cent, Sting, og Stevie Wonder. For nu bare at nævne nogle få af dem.

Så meget kærlighed kan dog nogen gange blive problematisk. For eksempel når rapperen 50 Cent til Daily Beast forklarer, at han især er vild med Hillary på grund af hendes overbærenhed med Bills utroskab og evne til at acceptere at »lyst-faktoren nogen gange går ud over det praktiske.«

Bernie Sanders var i denne weekend på scenen i Iowa med frue og bandet Vampire Weekend til Woody Guthries klassiker »This Land is Your Land«, og så er ikke et øje tørt på den amerikanske venstrefløj. Indierockbandet Vampire Weekend er dog nogle af de yngre blandt Bernie Sanders støtter, fremgår det af hans webside, hvor kunstnere kan erklære deres støtte.

Her finder man jævnaldrende som Jackson Browne, Graham Nash, David Crosby og Bonnie Raitt - og såmænd også gode gamle Donovan. Men dog også yngre navne som Belinda Carlisle fra The Go-Go’s, Billy Gould fra Faith No More, Juliette Lewis og rapperen Lil' B blander sig med skuespillere som Susan Sarandon og Danny Devito.

Det mest prominente navn er dog nok folkene bag Red Hot Chili Peppers, der kollektivt bakker op om Sanders. Hvor Bruce Springsteen, der har været en aktiv demokratisk støtte, tidligere lægger sin pondus, er endnu uklart, men måske fokuserer han foreløbigt på sin nye turne.

Når man så når til resten af det republikanske præsidentfelt, så bliver det vanskeligt at finde nogen form for musikalsk opbakning til folk som Ted Cruz, Chris Christie og Carly Fiorina, mens Jeb Bush dog har countrysangeren Toby Faith, noterer The Guardian.

Trumps republikanske hovedmodstander, Marco Rubio, må sætte sin lid til forsangeren i det aldrende rockband, Lynyrd Skynyrd, Johnny van Zandt. Og mere tvivlsomme støtter, som den succesrige pornostjerne Jenna Jameson, der også bakkede op om Mitt Romney i 2012, og dengang var meget præcis overfor CBS San Francisco om, hvorfor hun gerne så frem til et præsidentskifte:

»Når du er rig, vil du gerne have en republikaner i stolen.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.