Kampen om Scavenius' eftermæle

Ugens historiske nyhed blev, at Danmarks udenrigsminister underbesættelsen, Erik Scavenius, i seks årtier har været urimeligt sværtet til for sin venlighed overfor tyskerne. Nu strides to af landets største historikere om Scavenius' eftermæle.

Erik Scavenius, Danmarks udenrigsminister underbesættelse. <br>Arkivfoto.
Erik Scavenius, Danmarks udenrigsminister underbesættelse. <br>Arkivfoto.
Hvis der er én politiker fra det forrige århundrede, der har brug for oprejsning, så er det udenrigsminister under besættelsen Erik Scavenius.

I seks årtier har han været en af de mest udskældte politikere, fordi han ifølge kritikerne var for tyskervenlig. Scavenius, der var udenrigsminister i den første del af besættelsen, gik alt for langt for at tækkes den nazistiske besættelsesmagt.

Sådan har historien hidtil bedømt Erik Scavenius, men i denne uge fik han oprejsning af den velestimerede historiker Bo Lidegaard, der i sin bog »Overleveren« om dansk udenrigspolitik 1914-1945 fastslog, at historiens dom over Scavenius er uretfærdig.

Det blev ugens historiske nyhed, og til Berlingske Tidende sagde Bo Lidegaard:

»Jeg har givet ham (Scavenius, red.) oprejsning i den forstand, at politikerne bad ham føre den politik. Det gjorde han, og de støttede ham... Inget af partierne kunne opstille et troværdigt alternativ til tilpasningspolitikken...«

Ifølge Bo Lidegaard følte Scavenius meget dybt, at det, han blev bedt om, var at frelse landet gennem en vidtgående indrømmelsespolitik, som ingen brød sig om, men som alle fandt nødvendig.

Det er en opsigtsvækkende udlægning, og hvis den står til troende, bør en stribe historiebøger nu revideres. Men ifølge nestoren blandt danske historikere med speciale i besættelsen, Hans Kirchhoff, er der ingen grund til at finde rettelakken frem.

»Scavenius gik for vidt i sin erklærede goodwill-politik over for tyskerne,« mener Hans Kirchhoff.

Han giver langt hen ad vejen Bo Lidegaard ret i, at samarbejdspolitikken bragte Danmark frelst gennem tyskernes besættelse. Men Lidegaards bedømmelse af statsmanden Erik Scavenius kan han ikke acceptere. Dermed er to af Danmarks mest betydningsfulde historikere nu havnet i et opgør om Scavenius' eftermæle.

Hans Kirchhoff: »Scavenius' goodwill-politik gik ud på at komme de tyske krav imøde, endnu før de var stillet. »Det må vi gå ind på,« sagde han gang på gang i regeringen, når den tyske gesandt mødte op med nye krav. Det virkede mere positivt på samarbejdet, hvis man fra dansk side var på forkant med kravene, mente han. Men i flere tilfælde sagde politikerne faktisk fra og fik ændret kravene.«

Ifølge Hans Kirchhoff var Scavenius arrogant, og hans selvsikkerhed gjorde ham ude af stand til at se de muligheder, der kunne have ligget for alternative løsninger.

»Fra tid til anden var Scavenius for hurtigt ude. Deri lå begrænsningerne i hans format som politiker og udenrigsminister. Som mange andre europæiske statsmænd så han ikke dybden i nazismens forbryderiske politik. Han var heller ikke i stand til at spille på de tyske organers uenighed og spille dem ud mod hinanden.«

Modsat Bo Lidegaard mener Kirchhoff, at Scavenius ikke i tilstrækkeligt omfang forstod at udnytte det frirum, som besættelsmagten tillod. Han lod sig lokke af sit ønske om at føre en goodwill-politik, som de tyske instanser i Danmark langt fra altid havde opbakning til fra Berlin.

»Naiv kan man vel ikke kalde Scavenius, men om han gjorde sig dette frirum klart, er svært at sige. Han ønskede at optræde så positivt som muligt over for tyskerne. Dansk samarbejdspolitik skulle ikke hele tiden bestå af studehandeler med tyskerne. Det ville irritere dem, mente han,« siger Hans Kirchhoff.

For Bo Lidegaard var samarbejdspolitikken rigtig og fornuftig, men den havde været en katastrofe, hvis modstandsbevægelsen ikke havde ydet besættelsesstyrkerne modstand, særlig den sidste del af krigen.

Den kobling mellem samarbejdspolitik og modstandskamp tager Hans Kirchhoff også afstand fra.

»Bo Lidegaards harmonisering af samarbejdspolitikken og modstandsbevægelsen og konklusionen om, at samarbejdspolitikken reddede Danmark fra ødelæggelsen, mens modstanden reddede os moralsk, bygger efter min mening på en efterrationalisering. Samarbejdspolitikerne hævdede ganske vist efter maj 1945, at de i virkeligheden havde været et slags dække for modstandsbevægelsen frem til august 1943. De hindrede deportationer, terror og Gestapo i at komme herop. Men det var løgn og hykleri. Det var bestemt ikke deres hensigt. Frem til 1943 gjorde de alt, hvad de kunne for at knuse modstandsorganisationerne, primært kommunisterne.

Augustoprøret i 1943 resulterede til borgerkrigslignende tilstande. Den 29. august var ikke ønsket af samarbejdspolitikerne. Hvis ikke oprøret var kommet, havde de formodentlig ført deres politik til den bitre ende,« siger Hans Kirchhoff.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.