Dronningen og Anker Jørgensens portrætmaler blev 68 år gammel.
25. august 2009, 21:30
Den berømte billedkunstner Jørgen Boberg er død, 68 år gammel.
Jørgen Boberg, der var autodidakt, debuterede på Galleri Passepartout 1961 og var medstifter af Passepartout-gruppen. Han deltog på Kunstnernes Efterårsudstilling 1962, og siden 1973 var han medlem af Grønningen.
Under et besøg i Paris midt i 60erne stiftede han beskendtskab med det surrealistiske maleri, som han med en fabelagtig teknik fornyede, og sideløbende med sine fortællinger fra sindet udviklede Jørgen Boberg sig til en betydelig portrætmaler, som såvel Dronningen som Anker Jørgensen har haft glæde af.
Jørgen Boberg boede i Toscana i næsten 30 år, men vendte tilbage til Danmark - og Odsherred, hvor han efter en længere sygdomsperiode atter havde kastet sig over sin metier.
Han var tildelt såvel Eckersberg Medaljen som Thorvaldsens Medalje.
Jørgen Boberg blev født 24. oktober 1940 i Roskilde, og han døde 24. august 2009 i sit hjem i Odsherred.






























