21. december 2009, 22:30

Det er ikke nogen tilfældighed, at Ingeborg Børch har valgt at sætte os stævne til dette interview netop her, i det såkaldte Blå Miljø bag scenen på Det Kongelige Teater:

»Her har jeg tilbragt mange timer som barn og ung. Ja, jeg er vel nærmest vokset op her. Min far havde garderobe lige om hjørnet, og når jeg var med ham på teatret, sad jeg tit her og legede eller læste. Det er et trygt sted for mig,« siger hun, mens vi slår os ned i de bløde, blå sofaer med vores automatkaffe i plasticbægre. Gennem den lukkede dør til lokalet bag os lyder en mandlig sangstemme, der øver de samme strofer igen og igen - og igen.

»Jeg har altid vidst, at jeg ville synge, og det er måske ikke så mærkeligt, når begge mine forældre var sangere,« siger Ingeborg Børch. »Min far var solist på Det Kongelige Teater i 24 år, og min mor, som også er uddannet operasanger, sang i en årrække i Radiokoret. Der har altid været masser af musik i vores hjem - alle mulige slags. Jeg plejer at sige, jeg er vokset op med Rolling Stones, Kim Larsen og Wotans afsked.«

31-årige Ingeborg Børch havde sin debut fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse den 6. november i år, hvor hun ledsaget af Storstrøms Kammerensemble og pianist Tonya Lemoh bl.a. sang lieder af Schubert og Alban Berg, »Cabaret Songs« af Benjamin Britten - og til sidst Richard Strauss' »Allerseelen« for at mindes faderen, operasanger Jørgen Ole Børch, som døde i foråret.

»Vi havde talt så meget sammen om mit repertoire, men han nåede desværre ikke at opleve koncerten. Derfor betød det meget for mig at synge den sang til ham,« siger hun.

Styrke gennem sangen

Som barn hørte Ingeborg Børch til dem, der let blev mobbet i skolen. Men takket være sin »helt fantastiske musiklærer, Lars Fjeldmose« fik hun gennem sangen styrke og selvtillid til at komme gennem skoletiden og har i dag et fint forhold til de gamle klassekammerater.

»Lars gav mig opgaver, som jeg kunne klare, og det gav mig dels noget andet end drillerierne at fokusere på, dels en vis succes i forhold til kammeraterne,« siger hun. »Når jeg sang, kunne de ikke røre mig. Jeg brugte sangen, ikke som våben, men som beskyttelse.«

Efter studentereksamen og bl.a. job som syngende tjener i Teaterkælderen kom Ingeborg Børch i 2000 ind på Musikkonservatoriet. Fra 2003 fortsatte hun sine sangstudier på Royal Academy of Music i London, og i 2007 blev hun optaget i Musikkonservatoriets solistklasse. Nu er hun i gang med sit andet år på Operaakademiet.

Drømmen er en karriere som operasanger, gerne i de stærke, lyriske kvinderoller:

»Mine yndlingspartier er grevinden i »Figaros Bryllup«, Tatjana i »Eugen Onegin« og marskalinden fra »Rosenkavaleren«. Jeg ville også elske at synge Isolde i »Tristan og Isolde«, men Wagner er for krævende for mig endnu. Det er vigtigt ikke at udsætte sin stemme for store belastninger, før den er klar. Stemmen er jo mit instrument, og den skal helst holde mange år endnu,« siger hun.

Har sunget på 11 sprog

Én af de fascinerende udfordringer ved at synge opera har for Ingeborg Børch altid været de mange sprog, man helst skal beherske, fordi opera traditionelt synges på originalsproget:

»Foreløbig tror jeg, at jeg har sunget på elleve forskellige sprog. Jeg holder især meget af at synge på tysk, det tyske sprog har på samme tid en varme, intensitivitet og aggressivitet, som er meget inspirerende. Men alle sprog har deres særegenhed og skønhed, og det er fascinerende at opleve, hvordan et sprog kan farve de enkelte partier.«

Selv om koncerten i november var hendes officielle debut, har Ingeborg Børch allerede i en årrække haft en omfattende koncertvirksomhed, både som klassisk og som jazz- og rocksangerinde. Hun har bl.a. været solist med Sjællands Symfoniorkester og Odense Symfoniorkester, men er også fast solist hos Musikkonservatoriets Big Band.

»Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg ville være operasanger, men den rytmiske musik giver nogle udfoldelsesmuligheder, jeg også godt kan lide,« siger hun. »Man kan vise nogle andre, mere rå sider af sig selv, når man står og sveder med en mikrofon i hånden. Når man synger opera og klassiske lieder, er der nogle helt anderledes strenge rammer og krav om kontrol. Men det er også rigtig godt, fordi jeg som udgangspunkt er en meget spontan og flyvsk natur. Som min dramalærer plejer at citere Tom Kristensen for: Det er som at danse i lænker.«

Webtv: Inge Børch øver opera