10. marts 2007, 03:30

Jens Smærup Sørensen nye bog »Mærkedage«, der udkommer 29. marts, har været undervejs i næsten 10 år. Og når han skal forholde sig til et flertydigt begreb som »inspiration«, er det selvfølgelig det nye værk, han straks griber til og taler om med den varme ivrighed, der kendetegner en forfatter, som endnu ikke har talt sig dødtræt foran presse og publikum. Bænket ved ellipsebordet i huset i Nykøbing Mors med udsigt til Salling Sund fortæller den 61-årige forfatter, at han nærmest på dato og klokkeslet kan huske, hvornår han mærkede den første inspiration til den 500 sider lange slægtsroman. Et stykke danmarkshistorie, der folder sig ud i privatsfæren, følger to familier over 70 år og fortælles på baggrund af en række fester og mærkedage, bl. a. en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en tresårsdag i 2003.

Det var en aften for ti år siden, mens Jens Smærup stod og holdt et foredrag om sit forfatterskab, at de første spirer til romanen fødtes. Spontant lagde han sit forfatterskab til side midt i foredraget og begyndte i stedet at fortælle om sig selv og sit liv. Og i den forbindelse var det, at Smærup pludselig indså, som han forklarer det, at »jeg jo er en én af dem, der bliver færre og færre af«. Et menneske, der har levet i en fundamentalt anderledes kultur, en næsten uberørt bondekultur, der efter 1960 opløstes i og med velfærdssamfundet.

Og da var det, at ideen kom til ham: En stor roman om dette skred fra bondesamfund til modernitet set og oplevet gennem slægt, familie og venner på to gårde i landsbyen Staun, hvor Jens Smærup Sørensen selv stammer fra. Og hvor disse menneskers fester og mærkedage er selve rammen om fortællingen. Smærup annoncerede det ligefrem under foredraget for ti år siden, som en afslutning på aftenen: »Jeg går i gang med at skrive en ny roman!

Begyndte du straks at skrive på denne første inspiration for ti år siden?

»Nej, jeg lavede i stedet en række andre bøger for børn og voksne, men jeg glemte aldrig ideen. Og før eller siden kommer jo det tidspunkt, hvor man må begynde at arbejde. Hvor en masse har hobet sig op inde i én. Jeg tager hverken noter eller gemmer forskellige småting på papirlapper, men inspirationen i form af forskellige påhit og indfald - det kan være en sætning, en figur eller et bestemt ord som »forbundet«, der er et af de første i min nye bog - dukker op hele tiden.«

Vil det sige, du slet ikke skriver ned på små papirlapper sådan som så mange andre forfattere?

»Jeg bruger kun mit hoved og tillader mig at glemme igen, hvad der ikke bliver der. Det kan dog godt være den metode med alderen bliver mindre og mindre holdbar. Måske jeg alligevel skal lære mig at bruge en notesbog! Nå, det gode ved min metode er, at de ting, der bliver i hukommelsen, begynder at arbejde i sammenhæng med hinanden og støtter hinanden »mnemoteknisk«, så at sige. Der skabes langsomt en helhed og »lilleverden« inde i mig, som kan begynde at vokse, og med tiden bliver til en roman. Dette øjeblik er, hvad jeg vil kalde den egentlige, afgørende inspiration. Det er, når den verden inde i én på en meget, meget tydelig måde begynder at sige, at den er der, og nu kan beskrives. Det er øjeblikket, når jeg ikke længere bruger min fantasi, men min fantasi bruger mig, hvad jeg ved, kan huske og har i mig. Det er ikke længere mit intellekt eller min erindring, der styrer processen og siger: »Vi skal dérhen!« I stedet tager billederne over og bruger, hvad jeg ellers kan møde op med i skriveprocessen. Man kunne også sige, at jeg fra nu af står til rådighed for den verden, der begynder at stå på papiret.«

Det lyder som en lang og tidkrævende proces?

»Tiden er den store modstander. Det er ikke noget, man snakker så tit om blandt forfattere, det dér med »at skrive for evigheden«. Det lyder næsten også komisk, ikke? Men der er ingen vej udenom for en skønlitterær forfatter. Fiktion er et forsøg på at skrive gennem tiden. Det er indbygget i selve ideen om et kunstværk, at det skal kunne modstå tiden. Kunst er menneskets forsøg på at skabe noget, der ikke - ligesom alt andet i verden - forgår. Men det gør kunstværker jo alligevel. Så det er under alle omstændigheder et forgæves forsøg, men derfor kan der godt komme en tilnærmelse til noget, der kan modstå tiden. Bare i 30 år!«

Hvor lang tid har du så brugt på at skrive »Mærkedage«?

»Tre år. Men jeg har også lavet andre ting imens - bl.a. redigeret en stor litteraturantologi med tekster til undervisningsbrug - og der gik mange måneder, hvor jeg var ude af arbejdet med romanen, men det var ikke svært at vende tilbage til den. Jeg savnede den lidt og længtes efter at få det overstået. Der er jo også det i det, at inspiration handler om elementær arbejdsdisciplin. Det svære er altid at begynde, men når man først er fanget ind i det, så er det ikke svært for en forfatter at opretholde en arbejdsdisciplin. Det er lysten til at få det færdigt på et eller andet tidspunkt.«

Strukturerer du din dagligdag i skrivefasen og sætter dig hver morgen ved skrivebordet, som om du skulle på arbejdet fra 8 til 16?

»Nej, for mig ligger disciplin i selve lysten til at få bogen færdig og lysten til at arbejde med det undervejs, men det er noget af det eneste, jeg har tilbage af min gamle bondske opvækst: At man ikke nødvendigvis arbejder hele tiden. Hjemme på gården i Staun gik vi ledige i mange uger om vinteren. Jeg tror, at det med at sætte sig til skrivebordet fra 8 til 16 som mange af mine kollegaer gør simpelthen hænger sammen med deres opvækst i typiske funktionærhjem -»sådan gjorde far og mor, ikke?« Sådan er arbejdet defineret i byen. På en gård er det helt anderledes, der er arbejdet noget, der er der lidt hele tiden, men man laver ikke nødvendigvis noget. Altså, man går en tur eller sætter sig ind på stuen om vinteren og hygger sig lidt. Man gør det nødvendige: Passer køerne, sår og høster marken. Det er det, der bestemmer tiden. Man står hele tiden til rådighed for det. På samme måde forholder jeg mig til mit skriveri. Jeg gør det, når det skal gøres. Hvis det en morgenstund ikke føles som om det er nødvendigt nu, så holder jeg bare fri. Jeg har i virkeligheden aldrig som barn fået ordet »arbejdstid« ind i blodet, fordi man opererede ikke med fænomenet. Ikke engang vores karle på gården. De var der jo altid. De havde fri hver anden søndag eftermiddag, helt op til 1960. Det er utroligt, ikke? De stod bare til rådighed. Det samme gør jeg i forhold til litteraturen.«

Er inspiration en mystikoplevelse?

»Ja. Jeg tror nu ikke på det i en religiøs forstand, men på den anden side opstår der jo ofte situationer, hvor man ikke ved, hvor det kommer fra, f. eks. sådan et kompleks af billeder, der åbner sig påén gang. Men oftest i mine romanskriverier er den store inspiration hverken knyttet til de afgørende øjeblikke i handlingsgangen eller til enkelte vigtige ord; i stedet er det personerne, der pludselig rykker fuldstændig vildt og fører skriften andre steder hen. Når personerne rykker, så rykker sproget med dem. De forvandles og bliver til figurer, jeg absolut ikke havde kunnet forudse. Det lå slet ikke i kortene tidligere i bogen, konstaterer man bagefter. Derfor lytter jeg til mine personer. De er min inspiration.«