Kulturblokken

Jeg liker din sorg

Læsningen af de mange vidnesbyrd om chok og sorg over David Bowies død havde en ædrueliggørende effekt. Jeg blev ikke mere eftertænksom, ked af det eller nostalgisk af læsningen, men scrollede mere og mere rastløst gennem bunken af R.I.P.’er.

Foto fra Rom dagen efter David Bowies død. Foto: EPA
Foto fra Rom dagen efter David Bowies død. Foto: EPA

En af sidste uges mest interessante historier i Berlingske handlede om en gruppe italienske forskeres undersøgelse af, hvordan informationer spredes på Facebook.

Ud fra et stort materiale konkluderede de, at brugerne hovedsageligt opsøger og deler det indhold, der bekræfter det verdensbillede, som de i forvejen er enige i.

Det har blandt andet det resultat, at konspirationsteorier viser sig forbavsende sejlivede på Facebook, eftersom ingen af deres tilhængere er interesserede i at få dem aflivet, på trods af, at internettet bugner af beviser på deres åbenlyse usandheder. I en eller anden forstand gør Facebook os altså dummere.

I sidste uge åbenbarede en anden uheldig konsekvens af Facebook sig. Da den britiske sanger David Bowie døde 69 år gammel, blev de sociale medier oversvømmet af bevægede følelser fra hans millioner af fans, og i skrivende stund er bølgen af tårer endnu ikke standset helt op.

Jeg skriver ikke »bølgen af tårer« med sarkasme, for jeg bidrog selv til den, da jeg sad fast i et standset metrotog og læste om sangerens død i samme minut, den blev annonceret på min mobil.

Det siges, at man græder over den andens død, fordi den minder os om vor egen forestående. Og med Bowie døde en lille del af mig.

Da jeg endelig nåede frem til min arbejdscomputer og åbnede Facebook (dagens første embedsgerning), blev sindsbevægelsen dog gradvist eroderet af en anden følelse.

Læsningen af de mange vidnesbyrd om chok og sorg over David Bowies død havde nemlig en ædrueliggørende effekt. Jeg blev ikke mere eftertænksom, ked af det eller nostalgisk af læsningen, men scrollede mere og mere rastløst gennem bunken af R.I.P.er.

Min egne følelser blev mod min vilje trivialiseret og gjort hule af den massive mængde af følelsesudbrud.

Jeg følte mig pludselig som en nordkoreaner, der hysterisk grædende tager afsked med en diktator. De Facebook-likes, jeg modtog for mine egne sorgudbrud, var kun en ringe trøst, for nu føltes de samme udbrud falske. Kunne jeg have udtrykt dem lidt bedre og fået flere likes?

Konsekvensen af Facebook kan være, at vi risikerer at blive både dummere og mere kyniske. Hvis ikke det var, fordi Facebook er udstyret med den smarte lille log af-knap. Så det teknisk set stadig er muligt at have sine følelser i fred for andre.

Og undskyld mig nu, mens jeg nynner i ensom fred: »There’s a starman waiting in the sky ...«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.