14. december 2011, 22:30

Trygheden og eventyrhuset i »Klogerup«

Jeg har skrevet en hel bog, der hedder »Huset« og er en detaljeret beskrivelse af det hus på Amager, hvor jeg er født under en skrå væg oppe ovenpå. Bogen udsprang af, at Johannes Riis, Gyldendals litterære direktør, havde en idé om, at han ville bede en række forfattere skrive om det væsentligste, de havde oplevet i det 20. århundrede.

Så begynder man jo at spekulere på, hvad det nu er - Anden Verdenskrig, eller hvad det nu kunne være. Men pludselig stod det klart for mig, at det vigtigste, det der havde gjort mest indtryk på mig, var det her hus.

Det lå i et pænt småborgerligt villakvarter på Amager, som gik under navnet Klogerup, fordi der boede så mange skolelærere. Det var et eventyrhus, det rummede alting. Også det seksuelle. Min søster, som var ældre end mig, arbejdede på Statens Seruminstitut og arbejdede dér sammen med en hel masse piger. De holdt fester hos os, når vores forældre ikke var hjemme, og så var der jo piger med, som var ældre, end jeg var. Det var fantastisk at komme nær på dem.

Det at blive konfronteret med en nogenlunde voksen veludviklet figur af det modsatte køn var jo for en dreng en kolossalt stærk oplevelse. Pludselig færdedes de i det her hus som den mest naturlige ting i verden. Det var et hus, hvor alting kunne ske. Barndomshjemmet minder på mange måder om fødslen, hvor man lever i den totale tryghed i fostertilstand i det lune vand, og så pludselig bliver man skudt ud i en barsk og meget koldere verden.«

Euforien i Tivoli

Den dag, vi blev studenter, var ren eufori. Vi havde fornemmelsen af, at nu slap vi fri. Nu var man færdig med skolen, som i øvrigt havde været udmærket - jeg havde ikke noget imod at gå i skole. Men nu var der altså frit slag og frit valg på alle hylder, også hvad piger angår. Jeg traf min kone i Tivoli. Hun var der også med sin klasse.

Jeg sad med min klasse fra drengeskolen i Ølgrotten, og så fandt vi ud af, at vi kunne gå ud og danse. I al uskyldighed, stor ærbarhed. Det var på en eller anden måde meget lykkeligt. Det var ligesom om, at så var der håb endnu. Der lå en fremtid foran én, som i hvert fald rummede det, at man kunne være sammen med et andet menneske af det andet køn og leve med hende.

Vi blev gift i 1955 og har været sammen siden. Men min kone er kommet på plejehjem nu. Det er underligt at blive ufrivilligt skilt, når man har været sammen i 60 år. Det er helt forkert. Det er tragisk, meget slemt, men der forsøger vi jo så igen at fange den rest af fornuft og humør, der er tilbage og overleve på det. Det gør man ved at fortsætte, som om det var normalt, hvad det jo altså ikke er, men at tro på, at selv det må rumme en eller anden form for mening. Det er meget svært, synes jeg.«

Mareridtet i det bodegamørke København

Jeg kom til Amerika, da jeg var blevet student og gik på Princeton i et år. Da jeg kom hjem igen efter at have været min egen herre et helt år, flyttede jeg ind på mit barndomsværelse igen. Jeg følte mig kolossalt usikker og vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv - når man havde oplevet det boom i Amerika og så kom hjem til det her forslidte afskallede København.

Jeg begyndte at studere, men det var håbløst. Jeg var blevet forkælet i USA i den forstand, at undervisningen på det meget fornemme universitet var levende på en helt anden måde. Man blev taget ind i processen og kunne diskutere med underviserne. Så kommer man hjem, og så sidder professoren for enden af et bord med en stor sort bog og læser op af den i to timer, indtil man tror, ens hjerne ligger nede på gulvet af kedsomhed. Det gik slet ikke.

Når jeg tænker på den tid, ser jeg et underligt bodegamørke for mig. Jeg var ansat som studentermedarbejder i det, der hed Huslejenævnet, hvor vi sad og slikkede frimærker. Når vi så havde tjent de der elendige skillinger, det gav, så gik vi ned og fejrede det med nogle bajere. Det var altid sådan nogle steder, hvor der lugtede af cerutter og pis. Indimellem kunne man få fornemmelsen af, at verden var gået i stå.

Den dér båd med bananer, de havde lovet, kom aldrig. Saul Bellow skrev engang en bog, der hed »Dangling Man«, og det var nøjagtig, hvad jeg var - dinglende. Jeg hang i en snor, svajede frem og tilbage og stødte min skæve næse ind i dén væg og nakken i en anden, for jeg vidste ikke, hvad det skulle blive til. Og så det med at blive ved med at bo hjemme, det var et mareridt. Jeg slap først ud, da jeg blev gift.

Sammenbruddet på en spansk landevej

I tresserne redigerede jeg tidsskriftet Vindrosen, skrev kritik og skrev mine egne ting. Det gik op i en spids, så meget at jeg faktisk var ved at blive sindssyg. Jeg fik et sammenbrud. Jeg havde skrevet den roman, der hedder »Arkivet« færdig. Det foregik i Spanien. Når man er færdig og har sat det sidste punktum, så er det klart, at man bliver meget lettet og lykkelig.

Jeg sagde, at nu må vi fejre det her, så jeg kørte ned i supermarkedet og købte en flaske skum. Jeg satte mig ind i bilen og kørte, og så opdagede jeg, at det eneste, jeg havde i hovedet var at køre over i den modsatte side og ind i en af de modkørende biler. Det var skrækindjagende, for jeg havde simpelthen fornemmelsen af, at nogle hev i min arm, så jeg ikke kunne lade være.

Det er jo klar afregning. Det var en stressreaktion, men det har jeg først tænkt på bagefter. Dengang troede jeg, at jeg regulært var blevet tosset. Der sidder en reminiscens tilbage af det i mig. Jeg har en udpræget tårnangst, og det er nok en kamufleret angst for, at man hopper ud. Jeg vil ikke kalde mig selv en kontrolfreak, men det er klart, at hvis man skal kunne skrive noget, der dur, så skal man også være disciplineret.

Men hvis den disciplin bliver en tvang, så er det, at man havner i de der ulykkelige situationer, hvor det forvandler sig fra at være noget, man præsterer med fornøjelse til at være en terror.

Man skal ikke byde sig selv for meget. Og man skal være klar over, at det har sin pris. Man skal sige til sig selv, at hvis du vil være det, du er, så er der nogle omkostninger. I det øjeblik, man bliver klar over, at de er der, så er de også nemmere at have med at gøre. Hvis man ikke ved det, så er det, man bliver panisk, for så har man tabt styringen.

Man skal leve op til noget. Man skal jo helst være bedre end sidste gang. Alt det præstationsræs er decideret stressfremkaldende. Men modenheden kommer ind i det øjeblik, man opdager, at sådan er det, for så kan man godt blive ved med at skrive, og man ved også, at det indimellem koster noget, søvnløshed f.eks. Det lider jeg ikke af nu, fordi jeg er blevet så tudsegammel, at det hele ikke spiller den samme rolle. Dengang var man på vej, man skulle bevise noget. Det har været omkostningerne værd, men det var barskt, mens det foregik. Jeg tror, at mange, der har været i en dramatisk situation, ser tilbage på det med en vis tilfredshed, fordi man overvandt det. Man kom videre.

Døden og skriverummet

Hvis jeg troede på Vorherre, så ville jeg sige, at han ikke skyldte mig noget. Jeg har fået alt, hvad jeg kunne forestille mig, også i overensstemmelse med det talent, som er tildelt mig. Jeg synes heller ikke, at jeg selv skylder nogen noget. Der er selvfølgelig nogle, der siger: Han skriver for meget, og det har jeg levet med hele mit liv, og det må de gerne sige, for det er måske ikke lige storslået alt sammen, men der er altid noget godt i det, jeg skriver. Når man godt kan lide at skrive, så skulle fanden da holde én væk.

Det ville være ligesom at gå i kloster, hvis jeg ikke fik lov at skrive. Det er en slags helle at gå ind i det der rum, hvor man selv er kommandør, og ingen kan sige, hvad man skal og ikke skal. Det mentale rum bærer jeg med mig overalt. Jeg har i tidens løb skrevet de underligste steder og tit siddet ved de mest bizarre borde fra formicaplader til nedklappede chatoldæksler, savbukke med bræt på og hjørnet af toiletmøbler.

Men rummet er mit eget, og når jeg er dér, eksisterer der ikke andet. Jeg skal ikke have blyanterne i en bestemt orden som Strindberg eller gå tre gange rundt om stolen, før jeg tager fat. Jeg sætter mig ned og skriver. Så er jeg også den eneste Vorherre, jeg tror på, for jeg kan skabe liv ud af ingenting og lade folk leve eller dø, som det passer mig. Som soldaterne dør med støvlerne på, vil jeg dø med pennen i hånden. Eller mellem tæerne! Jeg tror ikke, jeg kan lade være at skrive. Jeg har det sådan med alderdommen, at jeg synes, det er kedeligt at miste nogle af de ting, man kunne. Jeg går ikke på samme måde, som jeg gjorde for bare fem år siden. Og man kan mærke andre ting, hvor man er reduceret. Gudskelov ikke i hovedet endnu.

Det handler jo om, at vi skal reduceres for, at der kan være plads til os nede i hullet. Kredsløbet er godt nok. Det organiske stof, der bliver tilbage, når man bliver brændt, indgår i andre sammenhænge. Fint! Jeg havde i og for sig forestillet mig, at jeg skulle forsvinde i de ukendtes grav, men det er jeg gået fra, fordi min datter sagde: »Far, hvis du skal begraves i de ukendtes grav, så er det den største vittighed i danmarkshistorien«. Det kunne jeg jo godt se.«