»Jeg fik momentant storhedsvanvid«

Niels Lyngsø tvivlede længe på, om han kunne skrive en roman. Da han først gik i gang, blev han med egne ord ramt af storhedsvanvid og kastede sig ud i en trilogi, der både skal belyse vores tid, og hvad det vil sige at være menneske.

Niels Lyngsø fotograferet af Søren Bidstrup.
Niels Lyngsø fotograferet af Søren Bidstrup.

For et halvt år siden var Niels Lyngsø mest kendt som lyriker og som franske Michel Houellebecqs danske oversætter. Men så udkom hans roman »Min ukendte bror«, der både blev rosende anmeldt og fik plads på bestsellerlisterne.

Tilløbet til romanen har været langt.

»Jeg fik idéen til den, fire-fem år før jeg gik i gang. Men jeg var slet ikke sikker på, at jeg kunne skrive en roman,« siger Niels Lyngsø.

I hans bibliografi var der ellers allerede en roman, den eksperimenterende og postmoderne »Væskers vandring gennem porøse vægge og hinder« fra 1992.

»Denne her skulle være noget helt andet. Den skulle være en realistisk fortælling – en rigtig roman,« siger Niels Lyngsø, der opfatter poesi og romaner som to vidt forskellige ting.

To forskellige kunstarter

»Man kalder det jo litteratur under ét, men for mig at se er der tale om to vidt forskellige kunstarter. Fordi man behersker den ene, behersker man ikke nødvendigvis den anden. Det fælles for poesien og romangenren er selvfølgelig sproget, og det har jeg jo arbejdet meget med, så jeg vidste godt, at jeg kunne formulere mig. Min tvivl gik mere på, om jeg kunne overskue så stort et stof og få personerne til at leve i læserens bevidsthed. Jeg anser det for at være en stor kunst at fortælle en god historie, så det var også af ydmyghed, at jeg tøvede så længe,« fortæller Niels Lyngsø.

Men da han først gik i gang, tog det fart.

»Det udviklede sig på en fuldstændig grandios måde. Ikke nok med, at jeg skulle skrive en roman, jeg skulle pludselig skrive tre romaner. Så det gik fra tøven og tvivl til, at jeg fik momentant storhedsvanvid. Jeg tror, at det er meget karakteristisk. Det meste af tiden er jeg bare en lille pismyre, der ikke tror, at jeg kan noget som helst, men i glimt kan jeg bilde mig ind, at jeg måske kan skabe noget fantastisk – og så gælder det om at skynde sig at tage nogle noter og håbe på det bedste,« siger Niels Lyngsø.

Den ukendte bror

»Min ukendte bror« handler om Hans-Peter, som i begyndelsen af romanen bliver fundet på Rigshospitalets helikopter­platform, hvor han ligger i fosterstilling og venter på at blive samlet op af et rumskib, og så bliver tiden ellers spolet tilbage for at forklare, hvordan Hans-Peter er endt der.

Ambitionerne med »Min ukendte bror« og de to øvrige bøger i den planlagte trilogi er store.

»Det har været mit mål at forbinde en konkret og specifik historie om en konkret og specifik dreng med noget mere alment. Og det almene niveau vil jeg gerne have op i de helt store dimensioner, så det også er en fortælling om samfundsudviklingen og danmarkshistorien og i virkeligheden også om det helt grundlæggende spørgsmål: Hvad vil det sige at være menneske?,« siger Niels Lyngsø.

Hans-Peter er en ener. Han har en stor intellektuel appetit og bliver stemplet som »fessor« i skolen, mens der i hjemmet heller ikke er den store forståelse for hans nørdede interesse for fremmedsprog.

 

»Romanen handler om menneskelige fællesskaber, om, hvordan vi har behov for at høre til et sted, og om, hvordan det føles, hvis vi ikke hører til et sted. Udgangspunktet for min hovedperson er, at han har svært ved at se sig som en del af et fællesskab. Han har en længsel efter det, men er på samme tid også angst for at blive optaget i et fællesskab, som han ikke kan genkende sig selv i,« siger Niels Lyngsø, der har en del tilfælles med sin hovedperson. De er begge årgang 1968 og vokset op i Skovlunde, og de deler en række særinteresser:

Loren ved det autofiktive

»Der var et stort fokus på autofiktion, da jeg begyndte at arbejde på »Min ukendte bror«, og jeg tog på et tidligt tidspunkt en beslutning om, at det skulle min roman i hvert fald ikke være. Det rum havde jeg ikke lyst til at gå ind i. Jeg er i det hele taget lidt loren ved det autofiktive greb, fordi det ofte bliver misforstået af både læsere og forfattere. Det bringer et autenticitetsbegreb ind i kunsten, som, jeg synes, er kunsten fremmed. Man kan pludselig henvise til, at »sådan er det, for det har jeg selv oplevet«, og det skulle så være et argument for, at det er en god roman. Men det er jo ligegyldigt, om Knausgård har oplevet det, som han skriver om. Hvis han skriver godt, så skriver han jo godt, uanset om det er sandt.«

Niels Lyngsø har netop lagt sidste hånd på den anden bog i sin romantrilogi. Den hedder »Himlen under Jorden« og udkommer til efteråret.

»Jeg er blevet meget glad for at skrive romaner, og lige nu har jeg slet ikke lyst til at skrive digte igen, men det får jeg måske på et tidspunkt. Når jeg skriver en roman, har jeg et meget større rum at arbejde i, og det giver plads til meget mere,« forklarer Niels Lyngsø, der også føler, at der er plads til mere af ham selv i romanerne:

»I poesien er det de sanselige og følelsesmæssige aspekter, der er kommet til udtryk. I romanen er der også plads til alle de filosofiske, politiske og samfundsmæssige ting, jeg er optaget af, men som ikke rigtig har fundet vej ind i mine digte.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.