Berlingske.dk fangede den Emmy-vindende skuespiller Cecilie Stenspil fra "Livvagterne" på mobilen - på vej ind i en taxa med kurs mod et "after party".
24. november 2009, 08:08
- Jeg er så glad, så jeg slet ikke ved, hvordan jeg skal udtrykke det, siger skuespilleren Cecilie Stenspil.
Berlingske.dk fanger Cecilie Stenspil på mobilen på vej ind i én af New Yorks gule taxaer. Sammen med holdet bag "Livvagterne" har hun for kort tid siden modtaget en Emmy.
- Lige nu står jeg lige ved Fifth Avenue og er på vej til "after party". Det kører lidt rundt for mig, både fordi jeg stadig har noget "jetlag" fra flyveturen herover, men også fordi det forekommer mig helt uvirkeligt. Lige nu er det nat herovre, men jeg har det, som om det er morgen, det hele kører bare, lyder det fra Cecilie Stenspil, der i "Livvagterne" spiller den mørke Jasmina.
Portræt af Cecilie Stenspil: Livvagten
Sammen med kolleger og instruktørerne Mai Brostrøm og Peter Thorsboe sad Cecilie Stenspil ved et rundt bord og troede ikke, hun hørte rigtigt, da det fra scenen blev bekendtgjort, at "The Protectors" havde vundet.
- Hjertet røg helt op i halsen på mig, for realistisk troede jeg ikke på, vi havde en chance. Jeg var sikker på, mexicanerne ville vinde, så jeg var virkelig dybt overrasket. Vi fik allesammen tårer i øjnene, for det virkede så stærkt.
Uvirkelig oplevelse
Bagefter gik Cecilie Stenspil sammen sine kolleger op på scenen for at modtage den eftertragtede statuette.- Jeg kan næsten ikke huske det, for det føltes så utroligt. Udenfor ventede en masse pressefolk fra hele verden, det føltes helt fantastisk at stå her midt i New York og være en del af hele showet, siger Cecilie Stenspil.
Taxaen ,som hun har ventet på, er kommet. Hun skal videre for at fejre Emmy'en.
- Jeg glæder mig til festen, men også til at komme hjem og give hele holdet bag "Livvagterne" et kæmpestort kram, siger hun, inden hun stiger ind i den ventende taxa.
Læs også:
Livvagterne er verdens bedste tv-serie
Emmy-vindere rykker til udlandet
Din mening: Hvad synes du er godt ved Livvagterne?
































