11. november 2007, 03:30

Alt ved Celine Dion er stort. Hendes albumsalg, hendes berømmelse, hendes pengepung, hendes stemme, hendes hår, hendes skosamling, hendes franske accent, hendes næse.

Okay, ret skal være ret – der er én undtagelse. Hendes krop. Som hun sidder dér i den hvide lædersofa i penthouse-suiten på Park Lane Hotel i London ligner hun en lillebitte sulten fugl med velanlagte biceps i den ærmeløse designerbluse med et sølv-motiv hen over de faste bryster.

Er de mon ægte? Er det næsten fureløse 39-årige ansigt? Mest af alt ligner hun en forelsket lægesekretær fra en Danielle Steel tv-film, lidt doucet i farverne, pletfri og poleret fra de velplejede negle til det perfekte tandsæt.

Tænderne er blevet rettet. Det er et skrevet faktum. Da hun var 18 år, skulle hun have sagt til sin manager René Angélil, at hun ville være en superstar som Michael Jackson. På det tidspunkt havde hun allerede i seks år været en barnestjerne i fransktalende lande med stor næse og i skyggen af dem to udhængende fortænder, der gav hende tilnavnet »kaninen«. Angélil ændrede hendes image – fra naiv teenage-stjerne til »My Fair Lady«. Sendte hende til tandlægen, fik frisuren rettet til, plus garderoben og meldte hende på et tre måneders engelsk kursus i Berlitz. På det tidspunkt talte den canadisk-fødte sangerinde kun fransk, og trods lynkurset hænger modersmålet stadig tykt i stemmebåndet som hos inspector Clouseau, når hun f.eks. siger: »Take a piktjøøør«.

»I’m at the happiest time of my life,« indleder hun uden egentlig at være blevet spurgt, mens hendes brede smil slår smut hen over den blanke bordflade.

Bordbenene har nogenlunde samme tykkelse som hendes lår. Hun laver en grimasse. Basunkinder, der trykker næsen endnu længere ud i suiten, der formentlig er hed som Nevada-ørkenen for at beskytte hendes stemme.

Lykkeligere end nogensinde. Det samme sagde hun til en Time-journalist i 1997, da hun megahittede med »Titanic«-filmballaden »My Heart Will Go On«.

»I’m at the best of my life,« sagde hun dengang, og mente det formentlig lige så meget som nu. Med et albumsalg på over 180 millioner eksemplarer i sin snart 30 år lange karriere, der har indbragt hende en pris som den størst sælgende kvindelige popsanger nogensinde, en seks-årig ønskesøn, et stabilt ægteskab og business-partnerskab med René Angélil og et liv, hvor hun aldrig nogensinde behøver at støvsuge mere som en af Forbes-listens ti rigeste kvindelige berømtheder, er der også lagt i ovnen til en bekymringsløs tilværelse.

Men er det mon ægte? Man ved det ikke helt hos denne Folkets Diva, der hele sin karriere har gjort en dyd ud af at være åben som et velskrevet manuskript omkring sit privatliv, sine op- og nedture og ikke mindst sin kærlighed til sin 26 år ældre ægtemand. Alt sammen kan bl.a. opleves i små klip på YouTube, hvor Celine synger kærlighedsballader hen over glade billeder af René og hende – backstage, on stage og hjemme fra de private stuer. Snapshots af en grædende Celine på scenen, da hun i sluthalvfemserne proklamerer, at hendes mand har bekæmpet sin kræftsygdom, en hulkende lykkelig René Angélil hos Oprah Winfrey, Celine og René, der kysser, omfavner, kysser, omfavner.

Publikum har været med i the love affair lige fra starten. Fra dengang da hun som 19-årig på inder- sleevet til albummet »The Color Of My Love« offentliggjorde sin kærlighed til sin manager med ordene: »For many years I have kept our special dream locked away inside my heart but it is now getting too powerful to keep that inside me. René you are the colour of my heart.« De havde længe holdt deres forhold hemmeligt pga. af den store aldersforskel og hendes unge alder, men nu blev det en vigtig del af forretningen Celine.

Alle blev derfor også inviteret med, da de i 1994 blev gift ved et nærmest kongeligt opsat bryllup i Montreal, og igen i 2001, da sønnen René-Charles blev døbt under næsten ligeså storstilede forhold.

Alt sammen iscenesat som en Danielle Steel tv-film med den spinkle og lidt naive lægesekretær og den erfarne læge i hovedrollerne. Too good to be true. En drøm. Privatliv, der bliver showbiz. Og omvendt.

Måske er det netop en af forklaringerne på hendes succes gennem snart tre dekader. Altså udover hendes stemme, der, om man så elsker eller hader den, er unik i Mariah-Whitney-Streisand genren.

Hun og Angélil indså tidligt, at drømmen om den store, smukke kærlighed kan bruges til at sælge en vare, et produkt. Det er storytelling af den menneskelige slags fortalt via kærlighedssange, der bliver så troværdige for romantikere verden over, at de siden standhaftigt har brændt deres fingerspidser i laser med lightere til hendes koncerter, købt hendes albums, hendes biografier – hendes liv. De har gjort hendes sange til lydtæpper ved deres bryllup – og begravelse. Faktisk ligger »Titanic«-sangen på en sikker førsteplads, når amerikanske fans føres til livets endestation.

Og ikke nok med det, så skal amerikanerne også nynne med på hendes »You and I«, hver gang Hillary Clinton toner frem for at vinde præsidentvalget. Sangen blev valgt af et overbevisende flertal ved en afstemning over nettet. Clinton havde personligt foretrukket noget »cool« som Smash Mouth eller U2 – eller måske sågar Elton Johns »The Bitch Is Back«. Men selv Hillary måtte bøje sig for folkets stemme. Celine Dion.

»På et tidligt tidspunkt tog jeg en beslutning om, at jeg ville være åben omkring mit liv. Og faktisk skylder jeg det min succes. I og med at jeg altid har været åben, skriver sangskrivere fantastiske sange til mig, som bliver troværdige, fordi de er skrevet til mig. De kender mig, fordi jeg ikke går og gemmer mig. Samtidig har jeg altid ment, at jeg var nødt til acceptere, at hvis jeg vil være i showbiz, så fulgte berømmelsen med, og alt hvad dertil hører. Mit privatliv er blevet en del af showbiz – men jeg tager til gengæld aldrig mit showbiz liv med hjem. Der forsøger jeg at leve så almindeligt et liv som muligt, bager, spiller golf og bowling. Det kan selvfølgelig give lidt overeksponering, men jeg mener alt, hvad jeg gør. Jeg er den, I ser,« siger Celine Dion.

Og så igen – måske ikke helt. På albummet »Taking Chances«, der udkommer 12. november, sælger Celine Dion sig selv i en mere sexet indpakning. Musikken er mere rocket, upbeatet med sange af bl.a. Dave Stewart og ex-Evanescence-guitaristen Ben Moody samt Tim Christensen (se box). Stilen er mere pågående, mindre sød-pige agtig bakket op af et cover, hvor Celine poserer med lange extensions i håret, kulsort øjenskygge og sort, stramt jakkesæt, der blotter maven og mere af brysternes kontur, end hvad My Fair Lady nogensinde har kunnet drømme om.

Men er det mon ægte?

»Come on, it’s still the same me, but I decided that I don’t have to paint on a smile to show what’s inside. Don’t look at my lips and my hair. Look into my eyes and feel me, baby,« svarede hun, da hun for nylig blev spurgt af Billboard om det virkelig er en ny Celine, vi ser.

Til M/S svarede hun:

»Albummet er en ny begyndelse for mig, for det er anderledes, end hvad jeg tidligere har lavet. Jeg vidste slet ikke, at jeg havde endnu et album i mig. Men det havde jeg, og jeg var så forundret over de sange, jeg fik tilsendt. Jeg skriver ikke mine egne sange, men udvælger dem sammen med andre ud af måske 500 sange, som folk sender til os. Jeg troede, folk ville sende mig ballader igen, og man kan ikke få en »Titanic« hver gang, bare fordi folk elsker mig og kærlighedens magt. Men det var noget helt andet, mere uptempo. Ikke at jeg nu skal være en hard rocker, jeg er ikke cool og har aldrig forsøgt at være det. Jeg er stadig mig, men jeg behøver ikke længere bevise, at jeg kan synge de høje toner, de lange toner, arrrg,« siger hun, laver basunkinder og fortsætter:

»Jeg har skullet bevise mig selv i mange år. Sådan er det, hvis man vil opbygge en karriere. Denne gang havde jeg det anderledes. Jeg har stadfæstet min position, jeg har en karriere, og faktisk er jeg ligeglad, hvordan det går med dette album. Ligeglad på den måde, at det ikke er det vigtigste i mit liv, at den sælger godt. At folk elsker den. Jeg vil blive skuffet, hvis de hader den, fordi jeg synes, det er min bedste. Men siden jeg blev mor for seks år siden, har alting ændret sig for mig. Jeg har fundet ud af, hvad der er vigtigt – og hvad der bare er en lidenskab. Musik er en lidenskab, min familie mit liv. Derfor sprang jeg også bare ud i det denne gang, uden pres eller forventninger om, at den skulle tilfredsstille alle andre. Det var fantastisk for mig, for jeg har levet med og været styret af det pres i rigtig mange år.«

Hun siger det ikke direkte, men skal man fortolke lidt på svaret og sammenholde det med hendes liv, så har hun om nogen ofret sig for sin karriere. Hun har slidt for den, vokset op og ind i den, beskyttet og svævende langt over normale dagligdags problemer.

Det startede dog et ganske andet sted. Hun er født og opvokset i Quebec-provinsen i Canada som den yngste af en børneflok på 14. Selv har hun fortalt, at de var så fattige, at de sov i kommodeskuffer og trods den næsten Monty Pythonske komik, så skildrer hun sin barndom som trang, men kærlig.

Hendes forældre var omrejsende musikanter, og allerede som fire-årig kunne Celine spille klaver, mens hun var otte år, da hun skrev sin første sang. Den bragte hendes mor nogle år senere hen til musik-manageren René Angélil, der efter sigende græd, da han hørte den 12-årige Celines stemme synge »Ce n’etait qu’un rêve.« Historien, som parret aldrig går ad vejen for at fortælle, fortsætter derfra med, at Angélil tog lån i sit hus for at finansiere hendes debutalbum med den storstilede titel: »La Voix Du Bon Dieu« (Den Gode Guds stemme, red.)

Eventyret og Renè og Celines makkerskab var skudt i gang, debutalbummet kom i 1982 og over de næste år etablerede Celine sig som en stor stjerne i flere fransktalende lande. I 1988 vandt hun det internationale melodi grand prix, men det var dog først i 1990, da hun begyndte at synge på engelsk, at hun fik sit store internationale gennembrud – ikke mindst takket være titelsangen til filmen »Beauty and the Beast«. Senere kunne hun med bl.a. »Titanic«-hittet og to albums, der solgte i omegnen af 30 millioner eksemplarer hver indkassere både Oscars, Grammyer og titlen som verdens bedst-sælgende kvindelige artist.

Så fik René kræft, alle fans holdt vejret og brød ud i gråd, da Celine fra scenekanten kunne erklære ham rask igen. Umiddelbart efter i 2000 besluttede hun at holde en pause, som de bl.a. brugte på at få et barn. De havde forsøgt i mange år, og det lykkedes så endelig ved kunstig befrugtning i 2001.

Da hun kom tilbage, underskrev hun først en tre-årig kontrakt på at lave et fast show i Las Vegas. Her skulle hun optræde med sine sange i showet »A New Day...«, og da alt som sagt er stort ved hende, kunne intet mindre end et specialbygget teater »Caesars Palace« til 95 millioner dollar gøre det ud for den rette kulisse. De tre år i Las Vegas blev til fem, hvor hun, når showet vises sidste gang i december i år, har optrådt for fulde huse 700 gange med i alt tre millioner solgte billetter og en indtjening på 370 millioner dollar.

Selv om Las Vegas i hendes mund beskrives som »ikke karriere-opbyggende«, men noget hun gjorde for sig selv og sin familie, så videreførte hun også her det stringente liv, der kræves af en stjerne af hendes kaliber. Hun ryger og drikker ikke, træner flere gange om ugen – og op til koncerter taler hun ikke. End ikke med sin mand eller søn. Faktisk forlyder det, at hun ikke engang tillader sig at nyse eller hoste i angst for at belaste stemmen.

På Caesars Palace var der således også bygget et særligt klima-anlæg, der sørgede for en bestemt temperatur og luftfugtighed for at pleje hendes stemme. Gennem årene har der også været gisninger om, at hun led af spiseforstyrrelser, at læger pumper Botox ind i alle ansigtsfolder, at hun er grådig og selvcentreret. Hun skulle efter sigende på et tidspunkt have krævet nogle af sangskrivernes royalties, fordi hun mente, at det var hende, der arbejdede hårdest og dermed fortjente en større del af kagen. Hun droppede dog kravet, da det som bekendt kan give ridser i den medmenneskelige lak at være for begærlig.

Sandt eller falsk. Der er nok stort og rigt deroppe på toppen, men det blæser sikkert også bidende koldt nogle gange. Og Celine Dion har – kun med enkelte afstikkere – været der i 27 år. Side om side med René Angélil, der har kørt hendes karriere stramt. Måske også derfor taler hun så meget om at være blevet mor. Bevares, det er da et vidunder, men for hende er det intet mindre end livets åbenbaring. Uanset hvad man spørger hende om, sniger »René-Charles« – udtalt på klingende fransk – sig ind som var dette barn det tætteste, hun nogensinde kommer på at føle det »normale liv«.

Også selv om sønnen pga. af sin mors usædvanlige karriere og arbejdstider får hjemme-skoleundervisning, og først går i seng klokken to om natten og står op klokken 2 om eftermiddagen for at følge sin mors takt. Den første sang, han kunne synge, var da også The Doors’: »Hello, I love you, won’t you tell me your name«.

»Før jeg fik barn, så jeg ikke verden. Selv om jeg har været alle steder, har jeg intet set. Sammen med min søn er det som om, jeg ser alting for første gang. F.eks. i morges. Jeg hørte hestesko nede fra gaden. Før i tiden ville jeg måske have hørt dem, men ikke gjort noget ud af det. Nu er det anderledes. Jeg strøg hen til vinduet og drønede gennem hotelværelset, mens jeg råbte »René-Charles, har du set hestene? Take a piktjøøør, take a piktjøørr,« skriger hun og flagrer med begge arme som en ventilator, der skaber rotation i den hede luft i suiten.

»Jeg er mor, jeg er lykkelig, fordi alting har fået en mening, det er vigtigt. Jeg klynger mig ikke længere til min karriere,« siger hun, og tilføjer, at René og hun har endnu et æg nedfrosset på en fertilitetsklinik, som hun håber, en dag kan springe ud som endnu en kærlighedens frugt mellem dem.

Men én ting ad gangen. Først skal hun turnere i et år med de 16 nye sange i bagagen. Sammen med sin søn, sin mand og sin 80-årige mor skal denne Folkets Diva først lige svæve hen over fem kontinenter, over 25 lande og mere end 100 byer. En af dem er København, hvor hun giver koncert i Parken 5. juni næste år. n