Interview:

Jagten på mesterværket

Nikolaj Coster-Waldau bor i Lyngby, men arbejder over hele verden. Hvis nogen dansk skuespiller kan åbne en stor Hollywood-film, så er det ham.

Nikolaj Coster-Waldau har ingen forventninger om, at folk vil se »Gods of Egypt« på grund af skuespillerne, men det er en god omgang ramasjang, som han selv, der spiller den egyptiske gud Horus, har haft det sjovt med at lave. Foto: PR
Nikolaj Coster-Waldau har ingen forventninger om, at folk vil se »Gods of Egypt« på grund af skuespillerne, men det er en god omgang ramasjang, som han selv, der spiller den egyptiske gud Horus, har haft det sjovt med at lave. Foto: PR

I øjeblikket er Nikolaj Coster-Waldau på promotiontur i Hollywood for at lancere underholdningsbraget »Gods of Egypt«. Filmen rulles ud med det helt store markedsføringsbudget og med spektakulære scener i både 3D og Imax-format. Nikolaj Coster-Waldaus navn står øverst på plakaten ved siden af Gerard Butler, som vi kender fra film som »300« og »Olympus Has Fallen«.

Butler spiller den forsmåede egyptiske gud Seth, der vil overtage verden, og Nikolaj Coster-Waldaus Horus vælges til at stoppe ham. Horus er Seths nevø og den retmæssige arving til tronen, men Seth har blindet ham, så der er lang vej til at få synet tilbage og dernæst kæmpe hårde kampe mod Seth og en stribe monstre, inden verdensordenen kan genoprettes.

»Seth er absolut filmens skurk, mens Horus er den modvillige helt i en klassisk eventyrhistorie. Jeg læste manuskriptet, lige før jeg skulle indspille Susanne Biers »En chance til«, og jeg faldt for, at man tog de gamle historier fra mytologien for pålydende. For eksempel at Horus flyver op til sin bedstefar, solguden Ra, der har et skib oppe i himlen. Jorden er flad og hver nat dukker der et kæmpemæssigt monster op. Alle de billeder, jeg så for mit indre øje, var fuldstændigt vanvittige, så jeg blev meget nysgerrig omkring, hvordan man ville lave det som film, og hvordan man ville holde balancen mellem lyset og mørket,« siger Nikolaj Coster-Waldau til Berlingske.

Respekt for effekter

Coster-Waldau var også interesseret i, hvordan man i det hele taget laver effektbårne film i den helt store skala. Branchekilder oplyser, at »Gods of Egypt« har et budget på 140 mio. dollars (ca. 930 mio. kroner), så der var flere hundrede ansatte i afdelingen for special effects.

»Det passede godt at tage fra den lille danske produktion i Svendborg til Australien for at lave en film med det helt store udtræk, og det viste sig at være både meget kompliceret og sjovt. Guderne er dobbelt så høje som menneskene, og det krævede for eksempel, at vi af og til indspillede den samme scene i to forskellige sæt kulisser i henholdsvis menneskestørrelse og gudestørrelse. Efter filmen har jeg fået noget mere respekt for arbejdet i special effect-afdelingerne, da den slags skal gennemtænkes meget mere, end man tænker på, når man sidder i biografen. Som skuespiller synes jeg, at det er vigtigt at lære nogle af de her nyere redskaber til at fortælle gode historier med lidt flere detaljer,« siger Nikolaj Coster-Waldau og fortsætter:

»Da der ikke er tale om en fortsættelse til en kendt film eller en film, der går forud for én, vi kender, er det visuelle design ret originalt. Den visuelle verden er skabt fra bunden, og der er altså nogle scener, hvor man tænker: »Hold da kæft!«. Og der har jeg fået forvandlet mine tidligere fordomme til en respekt for den måde at lave film på. Jeg har haft tendens til at mene, at det dér computer-noget bare var noget med at trykke på nogle knapper. Jeg havde ikke prøvet at være så meget inde i maskinrummet før, og det er jo der, man grundlægger den oplevelse, der skal munde ud i, at publikum får to timers fuld underholdning i biografen. Med hensyn til opgaven som skuespiller må man så forestille sig, hvordan det er at have magt som en gud. Historierne er ligesom i den nordiske mytologi meget enkle med åbenlyse moraler. De er vigtige at genfortælle, fordi de hjælper os med at navigere i vores liv og peger på, hvordan vi skal opføre os over for hinanden.«

Snyd dig selv og grin bagefter

Da Coster-Waldau skulle se en næsten færdig film, sad han helt alene i en biograf og smilede lidt for sig selv.

»Jeg har altid svært ved at se mig selv i film, fordi det er lidt smålatterligt, om så jeg er politibetjent eller ridder, eller hvad Søren jeg spiller. Her er jeg så ovenikøbet en gud, der kan forvandle mig til en stor, selvlysende falk. Det er altså meget svært for mig ikke at trække på smilebåndet, når jeg ser det på et filmlærred. Omvendt kan det på sådan et helt drenget plan være sjovt at arbejde med, når stålwirere hjælper dig til alt muligt som at hoppe ekstremt langt eller at flyve. Den slags bruger man enormt meget tid på at træne,« siger Nikolaj Coster-Waldau, der dog ikke var bange for decideret at blive til grin, selv om filmen kræver, at man tager en del eventyr og magi for gode varer.

»Risikoen for at blive til grin er der jo altid, men i det øjeblik du spiller, går du ind i det og tror på det hele 100 procent. Det bliver man nødt til. Hvis man skal lege den leg, det er at spille skuespil, kan man ikke gøre det halvt, for så bliver man for bevidst om sig selv i situationen. Tænk på, at jeg af og til stod i en blå dragt og lignede noget i retning af en smølf i nogle af de scener, hvor jeg skulle forvandle mig fra menneskeskikkelse til dyreskikkelse. Hvis man ikke stadig mener det 100 pct., bliver det simpelthen for absurd. Dybest set er det da heller ikke anderledes end i »En chance til«, hvor jeg ligger med en død baby, for den er jo også lavet af plastik. I alle roller skal man være god til at insistere på at snyde sig selv i øjeblikket, og så må man vente med at trække på smilebåndet til bagefter.«

Væk med accenten

I et interview med Nikolaj Coster-Waldau kan man ikke tale om skuespilleren og den internationale karriere uden at komme omkring TV-serien »Game of Thrones«, hvor han spiller Jaime Lannister, og hvor sjette sæson har verdenspremiere 26. april. Der er planlagt otte sæsoner, og Coster-Waldau er rykket op på Hollywoods A-liste med serien, der ses over hele verden. Selv er skuespilleren ikke så meget for at overdrive sin egen succes.

»Jeg har været heldig med den TV-serie, og ifølge en producer i Hollywood, jeg talte med for nylig, så betyder den globale succes noget. Altså forstået på den måde, at populariteten i TV-serien indirekte »tæller med«, når der regnes på, hvordan en film på forhånd kan sælges i hele verden. Nu vil jeg sige, at »Gods of Egypt« er en »event-film«, hvor man nok mere beslutter sig for at se den på grund af indholdet og filmtypen end på grund af skuespillerne. Men jeg går med til at sige, at jeg er kommet et skridt i den rigtige vej med »Game of Thrones«. Måske er jeg bare lidt tøvende med at gå for meget ind i den slags, fordi jeg tidligt har lært, at hvis man begynder at gå for meget op i succes og fiasko, kan man hurtigt blive deprimeret. Det kan jo ikke være rigtigt, at den stolthed og glæde, jeg for eksempel har over »En Chance Til«, skulle blive mindre, fordi der var nogle kritikere, der ikke mente, at det var en vellykket film,« siger Coster-Waldau.

Den danske skuespiller har arbejdet stædigt med det engelske sprog, og han nærmer sig noget, der ligner en indfødt amerikaners sprog.

»Jeg kan stadig ikke lave en film på engelsk uden at have et ekstra sæt ører i nærheden, som fokuserer på sproget. På amerikansk er der enormt mange bogstaver, du ikke udtaler, og steder, hvor ord trækkes sammen mundtligt, som de ikke gør på skrift. Når der kommer en vokal efter en konsonant, vil den ofte blive trukket med ind i det foregående ord. Det er bittesmå detaljer, du helst skal øve i forberedelserne, så du ikke står med det under indspilningerne, hvor du risikerer, at mange flere pludselig har en holdning til din accent. Det er nu sket flere gange, at jeg har været amerikaner i de roller, jeg spiller, hvor jeg ikke i manuskriptet skal introduceres som en fra et andet land. Det skete i komedien »The Other Woman«. I en independent film, »Shot Caller«, der udkommer sidst på året, har jeg en stor hovedrolle, hvor jeg kommer meget tæt på at være amerikaner uden accent, og det har været en stor tilfredsstillelse rent professionelt.«

Imod alle odds

Skal Nikolaj Coster-Waldau nævne de skuespillere, han beundrer, vil trefjerdedele være fra amerikanske film. Derfor har han fra de helt unge dage spekuleret på, om ikke han kunne komme til at arbejde sammen med nogle af dem. Kombineret med et betragteligt konkurrencegen har Coster-Waldau derfor aldrig spurgt sig selv, hvorvidt hans drømme om Hollywood var for højtflyvende.

»Jeg synes, det er sjovt at lege, og jeg er meget nysgerrig. Jeg har derimod aldrig brugt så meget energi på at tænke på oddsene. Der er så mange skuespillere med de samme drømme, at det næsten er absurd. Hvis man begynder at tænkte på alle de eventuelle grunde til, at det ikke kan lade sig gøre, er der absolut intet formål med at rejse ud. Til at begynde med troede jeg jo, det var umuligt at komme ind på skuespillerskolen, men det lykkedes, og så var jeg sindssygt heldig at komme med i »Nattevagten«, allerede mens jeg gik på skolen,« fortæller Nikolaj Coster-Waldau og fortsætter:

»Der var ikke så meget tid til at spekulere over, om det ville lykkes. Det var der til gengæld senere. Året efter »Misery Harbour« (»Flugten fra Jante« i 1999, red.), hvor jeg spillede en hovedrolle i en stor skandinavisk film, tænkte jeg »nu kører det sgu« – men så stod det helt stille i lang tid, indtil jeg fik en reklamefilm i Sydafrika, og der nåede jeg at tænke, at det hele ikke var så fedt alligevel.«

Langsomt kom Coster-Waldau i gang igen med den britiske spionfilm »Enigma«, som han var glad for, og siden har han rundt regnet tilbragt halvdelen af sin tid i udlandet. Stadig med udgangspunkt i familien i Lyngby med hustruen Nukâka Coster-Waldau og to døtre.

Drømmen om et mesterværk

Føler Nikolaj Coster-Waldau, at han ofrer noget for at holde karrieren i udlandet kørende?

»Der er fordele og ulemper ved det, men jeg vil absolut ikke bruge udtrykket »at ofre sig«, fordi det er et valg. Det er jo noget, jeg vil. Og noget jeg gør. Det er heller ikke sådan, at jeg, når jeg er et sted, føler skyld over, at jeg er et dårligt menneske, fordi jeg er væk fra min familie. Det ville være patetisk. Så kunne jeg jo bare lade være. Man må tage sig selv alvorligt. Mine forældre fik allerede børn, da de var 21 år, og min far virkede ret bitter over, hvilke krav det medførte, og hvordan hans liv ændrede sig på den konto. Sådan ville jeg ikke risikere at ende, så jeg har selv været meget fokuseret på at vælge det, der er spændende for mig, og det, jeg er passioneret omkring. Det gør jeg, og det gør min kone, og vi håber så, at vores børn kan se den glæde, vi har ud af det, og dermed bliver inspirerede af det.«

Hvilken del af din drøm mangler du så?

»Jeg har allerede oplevet meget, og jeg har arbejdet over hele verden og mødt meget inspirerende mennesker. I Hollywood er der selvfølgelig en del ligegyldig fernis, men der er også en meget høj koncentration af de mest kreative og musikalsk tænkende mennesker, som tænkes kan – og ofte en vilje til nytænkning, der er større end i Danmark. Nogle af de film, jeg beundrer mest, er bare så sindssygt godt lavet, at kan jeg være heldig en gang at være med i en helstøbt film, der kan give andre samme oplevelse, som jeg selv havde som ung med »Once Upon a Time in America« eller andre mesterværker, så vil det være fuldstændig fantastisk.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.